Man kan meget groft opdele materielle skattelove i to bunker.
Den ene bunke består af de provenusikrende regler, som har til hensigt at hive et fast stabilt beløb ind i statskassen.
Den anden bunke består af de adfærdsregulerende love, som har til hensigt at give befolkningen en bestemt adfærd, det være sig at ryge mindre, at forbruge mindre energi osv.
Hvis man laver en provenusikrende lov, som også er adfærdsregulerende, har man et problem, fordi provenuet bliver mindre og mindre grundet adfærdsændringerne. Hvis man omvendt laver en adfærdsregulerende lov, som viser sig at være provenusikrende, har man også et problem, fordi der så ikke sker nogen adfærdsændring.
Med multimedieskatten har man forsøgt at lukke et indtægtshul i Forårspakke 2.0. Hensigten har altså været at lave en provenusikrende bestemmelse. Problemet er blot at multimedieskatten i høj grad er adfærdsregulerende, således at provenuet svinder ind. Det ses allerede nu at over 130.000 lønmodtagere har afleveret deres arbejds-pc-ere og/eller deres mobiltelefoner. Og hvad værre er: Den adfærdsændring man ser, er stik imod tre meget fundamentale principper i regeringens politik:
1. For det første medfører skatten mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Medarbejderne er kun til rådighed inden for normal arbejdstid og kan ikke lige ordne en sag nogle timer en aften eller i weekenden, når det hele er ved at brænde på. Det er til skade for samfundsøkonomien.
2. Man kunne så hævde, at det så ville være til fordel for familierne, fordi der så var mere fritid til overs. Det er dog en sandhed med store modifikationer. For – og det er så den anden adfærdsændring imod ønskede principper – muligheden for at tage en hjemmearbejdsdag, som familierne ofte har måttet ty til for at få enderne til at nå sammen, forsvinder også, når medarbejderne ikke kan tage den bærbare computer og mobiltelefonen med hjem. Derfor er mulitmedieskattens adfærdsændringer også til skade for ønsket om mere tid til familierne i en ellers travl hverdag.
3. Endelig – for det tredje - betyder den fjernede mulighed for at arbejde hjemme, at der alt i alt skal køres mere til og fra arbejde. Det skader Regeringens bestræbelser på at nedbringe CO2-udslippet fra transportsektoren – altså fra en sektor, hvor Regeringen i forvejen har svært ved at nedbringe CO2-udslippet.
Hvad skulle man så i stedet have gjort? Ja, først og fremmest skulle Skatteministeriet/Skatteministeren have sikret provenuet ved en skattemetode, som ikke ville være adfærdsregulererende. I praksis havde det været meget nemt at lave en mindre forøgelse af topskattegrænsen end man reelt gjorde, eller en mindre nedsættelse af skatteprocenterne end man reelt gjorde. Eftersom man i forvejen regulerede på disse stilleskruer, ville en mindre, men samtidig, regulering i modsat retning være totalt fladpandet og ikke have nogen målelig adfærdsmæssig effekt.
Til glæde for fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, vilkårene for familierne og nedbringelsen af CO2-emmisionerne fra transportsektoren kunne man så for det andet have valgt at friholde arbejdsgiverbetalt IT fra beskatning eller måske ligefrem lave et skattefradrag for lønmodtagere, som påtog sig den ekstra forpligtelse, som det i realiteten er at få stillet arbejdsgiverbetalt IT-udstyr til rådighed.
Hvad så i de – formentlig ikke særligt hyppige – tilfælde, hvor arbejdsgiveren tillader privat anvendelse af udstyret? Det er jo især disse tilfælde hvor den lille eller store misundelse råder, og her kan der rimeligvis af hensyn til retssikkerheden være grundlag for at indrømme en eller anden form for multimediebeskatning. Men i stedet for som nu at lave en generalklausul kunne Skatteministeriet lade sig inspirere fra andre områder – for eksempel anvendelse af gulpladebiler – hvor specialindrettede gulpladebiler kan anvendes også til kørsel mellem hjem og arbejde uden at det har forudsætningen for sig at medarbejderen benytter bilen til egentlig privat kørsel. Også bærbare arbejds-PC-ere er i vid ustrækning specialindrettede, og det ville være nærliggende at acceptere, at når medarbejderen har underskrevet en erklæring om, at computeren og/eller telefonen ikke må benyttes privat, så skal medarbejderen heller ikke beskattes, medmindre det konkret opdages, at computeren benyttes privat.
Man kan afslutningsvist spørge, hvordan det kan gå så galt. En af forklaringerne kan givet være personalesammensætningen i statsadministrationen og ikke mindst Skatteministeriet, som fortsat skæmmes af alt for mange nationaløkonomer, som har vanskeligt ved at forstå, når jurister siger, at en lovgivning skader retssikkerheden, ligesom det også kniber med at forstå, når fagfolk i form af psykologer mm. udtaler sig om hvordan mennesker individuelt reagerer på pålæg som i bund og grund opfattes som urimelige.
88
