Frankrigs største solcelleanlæg på vej
Energiselskabet GDF Suez har netop annonceret et 33 MW solcelleanlæg i Curbans i det sydlige Frankrig – indtil videre landets største.
Læs også
Læs mere om
33 MW er ikke et stort solcelleanlæg set i forhold til amerikanske, kinesiske eller tyske gigant-anlæg.
Men ikke desto mindre bliver det Frankrigs største, når det efter planen er færdigt i august 2011 i Curbans i det sydøstlige Frankrig.
Projektet er samtidig en del af det franske energiselskabs GDF Suez' strategi om inden år 2013 at have en meget flerstrenget elproduktion med en installeret kapacitet på 10.000 MW.
Curbans solcelleenergi-anlæg kommer til at bestå af 145.000 solcelle-paneler, der årligt kan producere 43,5 mio. kWh og således sparer atmosfæren for 120.000 ton CO2 årligt, når det erstatter olie.
Anlægget vil fylde 150 hektar på et stort plateau i 3.280 meters højde og planlægges i drift i august 2011.
GDF Suez har allerede en portefølje af solcelle-energi-projekter tæt på 200 MWp og er ellers Frankrigs største vindkraftejer med 525 MW installeret medio 2009 og 3.714 MW vandkraft. Selskabets råder i dag over en kraftværkspark på tilsammen 6.500 MW.
Udbygning med solceller i Frankrig er vokset pænt siden 2007, hvor tilskudsreglerne blev forbedret. I 2009 var der – ifølge PV-tech.org – installeret i alt 39 MWp.
Frankrig har et politisk mål om at dække 21 procent af Frankrigs energiforbrug med vedvarende energi i 2010 og 23 pct. i 2020. Derfor er der planer om, at staten skal bygge ét sol-cellekraftværk i hver region inden 2011. Hvert anlæg skal være på 300 MWp.






