Krav om nye byggenormer efter 1.000 sneskader
Omkring 1.000 huse er ramt af trykskader efter vinterens snefald - flere steder vil erstatningen løbe op i millioner. Ekspert siger, at det er et lykketræf, at der foreløbig kun er én, der er kommet alvorligt til skade.
Multimedia
Video:
Ingeniør forklarer tagkollaps på svinestald
Infografik:
Se kort: Her er danske tage kollapset - hjælp med at finde flere
Fakta
Tema
Læs også
-
Byggeforskningsinsitut: Nuværende snelastnormer bygger på tradition ikke videnskab
-
Se kort: Her er danske tage kollapset - hjælp med at finde flere
-
Mindst 36 tage er styrtet sammen: Bygningskontor melder om kaos
-
Tagkollaps tvinger myndighederne til igen at kigge på byggereglerne
-
SBI-forsker: Stram byggereglerne efter stribevis af tagkollaps
-
Ekspert: Tagkollaps i landbrugsbygninger skyldes dårlig afstivning
-
Så skete det alligevel: Mindst otte tagkollaps i Nordjylland
Læs mere om
Vinterens barske vejr har foreløbig givet skader på omkring 1.000 danske bygninger, viser en rundspørge, som Ingeniøren har foretaget hos Tryg Vestas, Topdanmark, Alm. Brand Forsikring og Codan. De mange skader fører nu til krav om, at byggereglerne bliver strammet og eksisterende bygninger i farezonen undersøgt.
»Det er et svineheld, at de mange sneskader ikke er endt galt. Vi har set eksempler i Tyskland og Polen, hvor det er gået rigtig galt, når sneen har fået et tag til at kollapse,« siger Jørgen Nielsen, adjungeret professor ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.
Codan kan ikke oplyse præcise tal, men de tre andre selskaber har foreløbig fået 953 snetrykskader anmeldt, og én person er kommet alvorligt til skade i en kollapset svinestald.
Anmeldelserne går lige fra småskader i tagene til minimum 30 store tagkollaps, hvor skaderne beløber sig til mere end 100.000 kroner. I en enkelt af sagerne vil erstatningen løbe op i et tocifret millionbeløb. Alene Alm. Brand vurderer, at selskabet står til at udbetale cirka 25 mio. kr. i erstatning til sine kunder.
Det er især de flade tage med stort spænd på svinestalde, minkfarme, ridehaller og industribygninger, der bryder sammen. I alt er der registreret skader på 189 landbrugsbygninger og 267 erhvervsejendomme.
Intet sted i landet er skadernes omfang og antal så stort som i Nordjylland. Et af de rådgivende ingeniørfirmaer, der har besigtiget flest af de skadede landbrugsbygninger, er Bygningskontoret Nord A/S. Her vurderer Bente Søgaard, akademiingeniør og administrerende direktør, at de snemængder, der har hobet sig op på mange tage, langt overskrider de normer for snelast, som tagene er dimensioneret til at klare.
»Det er dybt kritisk. Vi har med al tydelighed haft en mængde sne, der overskrider normerne. Jeg tror, der kommer et efterforløb, hvor man vil revurdere normforudsætningerne,« siger hun.
Jørgen Nielsen mener også, at det er på tide, at snelastnormerne bliver strammet:
»Når vi ser skader på hundredvis af bygninger, så er der noget, der tyder på, at der enten skal gøres noget ved snelastnormen eller styrkenormen.«
Over hele landet står der omkring 5.000-6.000 landbrugsbygninger med lave tage med spænd over 25 meter, anslår bygningsingeniør Henrik Frederiksen fra Dansk Landbrugsrådgivning, Plan & Miljø.
»Staldbygninger bygget i træspær med spænd over 25 meter er i farezonen, så dem bør landmændene få tjekket af en fagmand,« lyder hans opfordring.
Han mener dog, at faren i højere grad skyldes dårlig udførelse end dårlige normer. Med fire års mellemrum har Dansk Landbrugsrådgivning gennemgået i alt 30 landbrugsejendomme, hvor tagkonstruktionen er bygget op med træspær - og de fandt væsentlige fejl i halvdelen af tagene.
Ingeniøren har uden held forsøgt at få en kommentar fra Last- og sikkerhedsudvalget under Dansk Standard, der har ansvaret for snelastnormen.







