Eksperter modsiger brandfolk: Frygten for ståltage er ubegrundet
Det er sværere at slukke branden, men der er ikke større risiko for personskade, selvom man har et ståltag henover sit gamle eternittag. Det konkluderer arbejdsgruppe, selvom der er kommet advarsler fra brandvæsnet.
Læs også
Læs mere om
Der er ikke forhøjet risiko ved at bo i huse med tag-på-tag-løsninger. Sådan lyder konklusionen fra en arbejdsgruppe nedsat af Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Brandmænd og beredskabschefer har ellers været fremme og påpege en øget risiko ved løsninger, hvor der er lagt et ståltag ovenpå det gamle eternit- eller tegltag.
Men det afvises altså af arbejdsgruppen, der blandt andet talte repræsentanter fra Københavns Brandvæsen, Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, Beredskabsstyrelsen, Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, FRI, Dansk Byggeri og Statens Byggeforskningsinstitut, som alle tilsluttede sig konklusionerne, der blev lagt fast i sommer.
Sværere at slukke brande
Der blev dog påpeget, at tag-på-tag-løsningen kan gøre det sværere at slukke brande.
»Arbejdsgruppen nåede frem til, at der er en række tagkonstruktioner – blandt andet tag-på-tag-løsninger, hvor det er svært at lave røgeventilation før på et sent tidspunkt i branden, så det kan give nogen lidt større skader på bygningen, men da det først har betydning sent i branden medfører det ikke øget risiko for personskader,« siger civilingeniør ved Erhvervs- og Byggestyrelsen, Ejner Jerking.
Det samme med andre tage
Nærmere bestemt lyder det i gruppens rapport:
”Nogle tagkonstruktioner med fx stålplader ovenpå eksisterende tagdækning kan medføre omfattende brandskader som følge af vanskeligheder med at konstatere de varme røggasser og foretage røgudluftning ved at skære hul i taget.”
”Tilsvarende forhold gør sig imidlertid gældende ved en række andre tagløsninger, fx hvor loft og tag har samme hældning. Der er således ikke alene stålpladetage, der kan udgøre en udfordring for beredskabet i tilfælde af brand.”
Brandvæsnets udstyr skal ændres
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut kan samtidig konkludere, at tag-på-tag-løsningerne ligger inden for EU-reglerne. Arbejdsgruppens konklusion er derfor, at det er brandvæsnet, der skal ændre på værktøjet.
”Stålplade-tagdækninger vil fortsat blive anvendt i danske bygninger og vil derfor fortsat være forbundet med ekstra besvær for redningsberedskabet, når der skal tilvejebringes hul i tagdækningen/tagkonstruktionen. Redningsberedskaberne bør derfor ved en brand have udstyr, som i praksis muliggøre, at der kan tilvejebringes hul i tagdækningen/tagkonstruktionen,” lyder konklusionen.






