Der skal meget mere end en højhastighedskomite og politiske floskler til for at sætte rammerne for det danske teleeventyr, som stadigt ligger indenfor rækkevidde. Men det kræver indsatser både fra tele-operatører og politikere. Hvorfor kan telebranchen og det politiske establish-ment ikke samarbejde om udvikling af det danske samfund med etablering af nye arbejdspladser, forbedring af teleinfrastruktur og effektivisering af digitale løsninger i grænsefladen mellem borgere og forvaltning?

(Hvis du ikke fik læst første del af Thomas Haagendals kommentar, finder du den her .red.)
             
Som Henry Ford sagde; ”kunderne vil have hurtigere heste, og jeg udviklede en bil”. Det er et fælles ansvar, at vi stopper med at forlænge verden med brædder og begynder at bruge den enestående mulighed, vi har i Danmark. Med en offentlig sektor, som i den grad har brug for nytænkning til at skabe et samarbejde mellem teleindustrien, IT virksomheder og det offentlige for at etablere vedvarende innovative løsninger, som kan medvirke til at skabe arbejdspladser i Danmark.

Eksempel: Tænk på hvor meget CO2, vi kan spare ved at have et samfund med mange vidensarbejdere, der ikke nødvendigvis er nødt til at møde hver dag på et bestemt sted og i stedet for tager et par hjemmearbejdsdage om ugen. Også uddannelsesinstitutioner kan med fordel gennemføre hjemmeklasser og hjemmeundervisning ved passende lejligheder. Men næh nej, så fremtidsorienteret kan vi ikke opføre os.

Vi kigger meget i bakspejlet
Jeg synes at det i virkeligheden være en god ide at sætte nogle andre end de etablerede politikere og forskere til at udvikle fremtiden. For det ser unægteligt ud som om, at vi planlægger fremtiden på en måde, der svarer til at styre en bil via bakspejlet. Som senest offentliggjort af Dansk Metal, vil vi kunne generere 45.000 flere arbejdspladser indenfor en overskuelig årrække, og det må vel være et fornemt mål i sig selv?

Finland har proklameret 100 Mbit til alle og drøfter det politisk som en samfundsopgave. Hvorfor gør vi ikke det i Danmark? Nuvel 100 Mbit er ikke ensbetydende med, at vi når et eneste skridt videre, men etablering af en fælles for alle bredbåndsinfrastruktur vil være afgørende for vores kompetenceudvikling og vores forbedring af konkurrenceevne, præcis som motorveje og anden infrastruktur var for år tilbage.

Nu til det forretningsmæssige. Jeg mener, at det for telebranchen i bund og grund drejer sig om at forny forretningsmodellerne. Gerne i tæt samarbejde med et konstruktivt politisk establishment.

En ikke ubetydelig privat digitalisering af det offentlige rum er allerede gennemført med helt nye måder at se på værdiskabelse. Her tænker jeg på gratis internetløsninger i offentlige transportmidler, som finansieres dels af reklamer dels af billetindtægter. Disse løsninger meget vel kan gå hen og have positiv indflydelse på nogle af vore vigtigste samfundsmæssige udfordringer, både ved CO2-reduktionen, fordi rejsende vælger offentlige transportmidler, hvor de kan arbejde, og ved at selve valget er forårsaget af, at de rejsende kan konvertere uproduktiv transporttid til produktiv arbejdstid.

Tænk hvis teleoperatører i samarbejde med virksomheder og transportsektoren i fællesskab (med Skat’s velsignelse) kunne forære borgere en gratis rejse til og fra arbejde under forudsætning af, at der er adgang til internet?

Politikerne og telebranchen sov i timen
Jeg oplever, at både politikerne og de store teleoperatører har sovet i timen. I stedet for at samarbejde har de forsøgt – hver især indenfor sine egne områder – at satse på forældede forretningsmodeller. Det kan jo undre, at ganske få af de etablerede, store operatører har været en del af etableringen af gratis internetløsninger. For at booste mobil bredbånd har de i højere grad fokuseret på at konvertere 1-krones telefonen med 6 måneders bindingsperiode til også at omfatte subsidiering af bærbare pc’er.

Lokalt bredbånd er svaret, men...
Jeg tror at mobilt bredbånd er svaret på, hvordan teleoperatørerne kan hjælpe sig ud af krisen og garantere bredbånd til alle, men her er igen en (lokal) politisk barriere. For at sikre den kvalitetsmæssige dækning skal der opsættes flere radiobasestationer. Der ligger vel på nuværende tidspunkt mere end 2000 ansøgninger hos kommunernes tekniske forvaltninger, som ikke kan siges at ekspresbehandle dem.
Det er her, Monty Pythons ridder Black Knight virkeligt får hugget alle lemmer af – og stadigt ikke giver op.

Trods en helt urimelig lokalpolitisk mangel på forståelse for nødvendigheden af at etablere tilstrækkelig dækning, giver teleoperatørerne ikke op. Det er ikke mange brancher, hvor et så tæt samarbejde mellem dødelige konkurrenter er etableret for at påvirke beslutningstagere. Teleoperatørerne har i fællesskab etableret et ’rejsehold’ (populært kaldet ’tæskeholdet’) for at forsøge at overtale kommunerne at give tilladelse til, at de kan udvikle deres forretning i den retning, regeringen har sanktioneret. Dog med begrænset held.

Jeg synes, at et modigt politisk initiativ her vil være på sin plads. Der bør skabes mulighed for at sikre operatørerne en fair chance for at skabe kvalitetsdækning til den danske befolkning, når de nu er endnu engang er tvungne til at erlægge en betydelig investering i LTE-frekvenser.

Statsministeren må for bordenden
Højhastighedskomiteens anbefalinger, som jeg refererede i den første artikel, er gode, men også traditionelle og forudsigelige. Hvis Danmark skal genskabe mulighederne for at etablere videns arbejdspladser indenfor IT og telekommunikation, skal der efter min mening udvises en helt anden grad af politisk mod og ansvarlighed.

Jeg mener, at hvis det skal lykkes for os at få gjort noget ved de tiltag, som Højhastighedskomiteen anbefaler, skal statsministeren sætte sig for bordenden. Dette er et nationalt anliggende - at vi mister videns arbejdspladser - især set i lyset af, at flere analyser peger på, at en videnstung arbejdsplads ofte fører fire andre arbejdspladser med sig (f.eks. i underleverandørsektoren), og fordi Danmark står over for et rekord stort underskud og en rekord stor offentlig sektor - som virkelig kunne gøre brug af digitaliserings fordele.

Tillige vil jeg i klimakvalmens hellige navn pege på at det skattemæssige transportfradrag er forældet og burde bortfalde til fordel for fradrag for både virksomheder og borgere til anskaffelse af IT og bredbåndsløsninger. Se det ville gøre noget for operatørernes økonomi og vores miljø.

Når nu det politiske establishment er så grådigt, at det vil tjene penge på frekvensudbud, så anbefaler jeg en ordning, hvor indtægterne kanaliseres tilbage til branchen (ligesom modydelsesaftaler ved køb af kampfly), sådan at der bliver sat turbo på offentlige investeringer i miljøforbedrende, effektiviserende og kompetenceudviklende bredbåndsløsninger som kommer samfundet og borgerne til gavn.

Vækstpotentialet er til stede
Væksten og vækstpotentialet eksisterer. Lad mig blot nævne ambitionerne om forbedret digital forvaltning, digital omsorg, telemedicin, fjernundervisning, automatisk trafikregulering, miljøforbedrende tiltag… Ja, listen er alenlang. Og HVIS vi – og med ’vi’ mener jeg politikere og televirksomheder – tør gøre noget ved det, i stedet for at sidde med de traditionelle hænder i skødet, kan Danmark bringe sig tilbage i en førerposition.

Vi vil kunne skabe mange arbejdspladser, vi vil skabe eksport af løsninger og nye forretningsmodeller, og vi vil skabe langsigtet kompetence i Danmark. Det kræver mod til at investere i nytænkning og har vi det mod eller er vi for dovne?

Det er på tide at kong Richard sender The Black Knight på operationsbordet, så han er i stand til at forsvare riget i lang tid fremover.
……
Note:
På konferencen ’tele 2010’ den 16. marts kan du få meget mere at vide, ligesom konferencen om ’De digitale indfødte’ senere på foråret  belyser, hvilke nøgleparametre der er afgørende for udvikling af vores digitale liv.