At programmere et kompliceret forløb for en robot er noget, som danske robotudviklere er gode til. Især DTU er langt fremme med styring og kontrol, mens Aalborg Universitet arbejder med fleksibilitet og Syddansk Universitet er i top 5 inden for simulering og modellering af håndteringsprocesser.

Flere virksomheder har specialiseret sig i delteknologier til robotter, og robotnetværket RoboCluster forsøger at få tingene til at ske på områder, hvor dansk robotudvikling kan gøre en forskel.

»Vi kan ikke at være verdensførende på alle områder. Så vi bliver nødt til at prioritere,« siger projektchef i RoboCluster Niels Jul Jacobsen.

Succesen skyldes blandt andet, at forskermiljøet har en tæt kontakt til industrien. Så på listen over, hvad Danmark er god til, står også teknologioverførsel.

På Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet prioriterer professor Henrik Gordon Petersen lige nu robotautomatisering af fleksible håndteringsopgaver højt og ved, hvor gavnligt det er at arbejde sammen med en virksomhed, der kan samle resultaterne op.

»Når man sidder i samme rum, er det nemmere at få tingene gjort og lære af hinanden. Man finder hurtigere ud af, hvad der er praktisk muligt,« siger han.

I dag centrerer robotmiljøet sig især om Odense, og det skyldes netop, at en virksomhed, Odense Staalskibsværft (Lindøværftet), i sin tid manglede input fra forskere til at løse et problem: Værftet ville gerne have sine svejserobotter til at kunne køre uafhængigt og uden at støde ind i forhindringer, og efter kort tid blev et fælles udviklingscenter etableret. Det blev døbt 'Lindøcenteret for anvendt matematik' og lå i forskerparken.

Centeret bestod af fire ansatte fra Lindøværftet og fire forskere fra det daværende Odense Universitet, som arbejdede med molekylers atomare vekselvirkninger. Tanken var at overføre vekselvirkningerne til robotprogrammeringen, men ingen troede det var muligt. Heller ikke EU, der afviste centerets ansøgning om støtte-euro.

Det lykkedes dog holdet at udvikle matematikken bag de kollisionsfrie baner som de første i verden, og i kølvandet blev Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Odense Universitet etableret i 1997.

Da Lindø omkring årtusindskiftet trak sig ud af teknologiudviklingen, tabte den danske robotudvikling umiddelbart efter en anelse moment inden for svejse- og malerobotter, mener Niels Jul Jacobsen, som tidligere har arbejdet på Lindøværftet.

»Det var selvfølgelig ærgerligt. Men Lindø fik os nok til at satse enøjet på svejsning, så i forhold til at brede udviklingen mere ud, er det meget godt, at synergien derefter blev skabt med andre og mindre virksomheder,« siger han.

I dag er udviklingsfokus mere på fleksible håndteringsopgaver, og Grundfos har overtaget en del af det ansvar for udviklingssamarbejde, som Lindø påtog sig tidligere.

»Der findes dog ikke enkeltvirksomheder i dag, som trækker robotudviklingen i samme grad som Lindøværftet gjorde,« mener professor Henrik Gordon Petersen.

»I dag er det flere virksomheder i stedet for kun én enkelt. På teknologisiden er det især Scape, Universal Robots og Trivision, som også har haft en del med værftet at gøre. På slutbrugersiden er det især Grundfos.«

Han mener, at robotudviklingen i dag har et virkelig stærkt moment, og at projekterne er mangfoldige.

»Men antallet af forskere, der arbejder med robotudviklingen er ikke så stort, så der er en risiko for at tabe moment på længere sigt,« siger Henrik Gordon Petersen.