/transport

Opel i storsatsning: Varsler rene elbiler til næste år

Næste år er Opel klar med tre nye elbiler foruden hybridbilen Ampera, der kan køre 60 km på batterier og over 500 km med hjælp fra benzinmotor. Satsningen på elbiler sker sammen med en investering på 81 mia. kr. de næste fem år.

Klik for at se billedet i stort

Opels hybridbil Ampera, som kommer på markedet i 2011. Nu er der penge i kassen til at udvikle endnu en hybridbil samt flere elbiler. (Foto: Wikipedia/Thomas Doerfer)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer og Thomas Djursing, onsdag 10. feb 2010 kl. 15:17

I løbet af 2011 slipper Opel hybridbilen Ampera ud på vejene som en ”kanin”, der skal få nye rene elbiler til at følge efter. Ifølge Opel kommer der tre store lanceringer i 2011, og der bliver tale om rene elbiler.

Ampera er allerede kendt som søsterbilen til Chevrolet Volt og starter serieproduktion i USA senere på året. Ved brug af litium-batteripakken på 200 celler med en kapacitet på 16 kWh kan Ampera køre 60 kilometer på en opladning, mens bilens 1,4 liter benzinmotor bringer rækkevidden op på over 500 kilometer.

De nærmere detaljer omkring de nye elbiler holder Opel tæt på kroppen, men satsningen er en del af en omstrukturering og udvikling af virksomheden, der er sat 81 milliarder kroner af til.

Alene til udviklingen af en avanceret, energieffektiv transmissionsteknologi er der afsat 7,44 milliarder kroner, som også skal bruges til udvikling af biler til gas- og naturgasdrift samt optimering af motorstørrelser.

»Vi har nu en køreplan. Vi ved, hvor vi skal hen, og vi arbejder med alle vore partnere, så vi kan skifte til det høje gear og få succes,« lyder det fra Opels administrerende direktør, Nick Reilly i en pressemeddelelse efter virksomheden i går anmodede den tyske regering om støtte i form af lånegarantier.

Ejeren af Opel, kriseramte amerikanske General Motors, har spyttet foreløbig 4,5 milliarder kroner i kassen.

Opel vinker farvel til 8300 jobs
Planen er at investere de 81 milliarder kroner i løbet af de kommende fem år. Allerede i 2010 nås break-even ifølge planen, og i 2012 skal der være overskud på bundlinjen med et vesteuropæisk salg på 13,4 millioner biler, et fald på 20 procent i forhold til den gyldne tid i 2007.

Undervejs hertil skal 80 procent af de eksisterende bilmodeller moderniseres kraftigt, navnligt med henblik på brændstofbesparelser og bæredygtighed. Samtidig skal organisationen ændres og trimmes. Det betyder, at 8.300 jobs forsvinder, heraf 7.000 i produktionen og resten i salg og administration. Fabrikkerne i Antwerpen i Belgien skal lukkes helt.

Produktionsapparatet skal udnyttes heftigt. 112 procent af kapaciteten skal køres som to-holds skift, og dertil 87 procent som tre-holds skift.



10. feb 2010 kl 16:40

Asser Kalsbøll

positivt

Det lader til der faktisk er en bilproducent der formår at forny sig og gøre hvad der skal til. Der sku da også en pistol for panden, men det har de andre producenter jo også uden der har nogen effekt.
Særligt spændende er det at man så kan få fingrene i en Chevrolet Volt - blot under Opel brand. Det har længe været min favorit El-bil.


10. feb 2010 kl 16:47

Benny Olsen

Heftige 112%

Produktionsapparatet skal udnyttes heftigt. 112 procent af kapaciteten skal køres som to-holds skift.

Jeg kan forstå hvis produktionskapasiteten skal udvides til 112% af hvad den er i dag, men at udnytte produktionsapparatet mere end 100% giver ikke mening.


10. feb 2010 kl 21:31

Dan Illum

Ikke en ægte elbil

Opel Ampera eller Chevy Volt er ikke en ægte elbil, men har som der står i artiklen en 1,4 l benzinmotor. Den kan kvalificere sig som en art "hybridbil".


10. feb 2010 kl 21:37

Rasmus Christensen

Re: Heftige 112%

Hvis de skal producere de biler de regner med, så skal de udnytte produktionsapparatet (med 2-holdsskift) 112%. Hvis de derimod kører 3-holdsskift så skal de udnytte det 87%. Tallene skal illustrere, at Opel stadig kan geare op, hvis det skulle blive nødvendigt med øget kapacitet.
Artiklens sidste afsnit giver ikke mening i forhold til eksempelvis http://germancarscene.com/2010...ture


10. feb 2010 kl 22:01

Claus Overgaard

Re: positivt

Det lader til der faktisk er en bilproducent der formår at forny sig og gøre hvad der skal til. Der sku da også en pistol for panden, men det har de andre producenter jo også uden der har nogen effekt.
Særligt spændende er det at man så kan få fingrene i en Chevrolet Volt - blot under Opel brand. Det har længe været min favorit El-bil.

Hvad består fornyelsen helt konkret i?
Toyota og Honda i årevis lavet hybridbiler til almindelige forbrugere.
Du kan endda købe dem begge her i DK.
Og ja du vil kunne komme til at købe opels hybridbil under navnet ampera.
Og GMs kommende elbiler tvivler jeg på vil rykke noget ved det evigt tilbagevendende problem med elbiler, rækkevidden.


10. feb 2010 kl 22:29

Svend Ferdinandsen

Re: Re: positivt

Ja, jeg undrer mig over udmeldingen om de rene el-biler. Men med alle de skatte- og afgifts-forhold der kan være involveret er det måske fornuftigt nok.
Jeg ser stadig hybridversionen som et virkelig godt mellemtrin. Rent praktisk kan det blive den optimale løsning i mange år fremover.
Du kan køre på ren el i 95% af dit behov, men der er ingen begrænsning i de tilfælde hvor du skal længere.
Afgiftsfritagelsen herhjemme er uafhængig af hvordan din el er genereret, blot den ikke er lavet i bilen!


11. feb 2010 kl 00:40

Benny Olsen

Seriel hybrid.

Det Opel kalder rene elbiler er serielle hybrider.

En hybrid er en bil med en forbrændingsmotor som får hjælp af en elmotor, teknisk så godt som ens med traditionelle biler, og forbruget kun marginalt lavere.

En seriel hybrid har alt sin fremdrift fra el motorer, og forbrændingsmotoren har når den kører altid samme omdrejninger, der overføres ikke mekanisk energi fra forbrændingsmotoren til fremdrift, og forbruget er markant lavere.

Med en pris på den forkerte side af 200.000kr før moms og afgifter kommer Opel Ampera ikke til Danmark.


11. feb 2010 kl 11:07

avatar

Holger Skjerning

Endelig accept af hybridbiler...!

Jeg glæder mig over, at det nu - i det mindste her på debatten - endelig er "sevet ind", at hybridbiler er de eneste virkeligt attraktive elbiler i en lang overgangsperide.
Det har krævet mindst 50 indlæg med argumenter og forklaringer.
Så mangler vi kun at forklare politikerne, at den midlertidige afgiftsfritalelse (eller evt. lempelse), også skal omfatte de "ægte hybridbiler".


11. feb 2010 kl 13:31

Thomas Gade

Afgifter som kvoter?

Hvad med en slags kvoteordning for biler med ny teknik - hvor meget har det været diskuteret ?

Skatteministeriet vil gøre alt for at beholde provenuet, men ny teknik har brug for støtte.

Disse to modstridende behov kan sammenbringes med en kvoteordning, hvor grønne biler får 0% afgift sålænge de fylder under 1% af markedet. Derefter kan de få fx 30% afgift sålænge de fylder under 5% af markedet, og så videre. Tallene kan justeres ret frit. Det lille provenutab kan rigeligt opvejes af en lidt højere afgift på de mest forslugne og populære "beskidte" biler.

Rene elbiler bør støttes mere end serielle hybrider, som bør støttes mere end parallele hybrider, osv.
Derved bevares skatteprovenuet samtidig med at grøn teknik får gode startbetingelser indtil de kan være selvbærende, og overgangen er flydende.

Ulemperne kan fx være hvis systemet ikke laves fleksibelt nok så der kommer klumper i strømmen af nye biler og skatteindtægter.


11. feb 2010 kl 13:38

Asser Kalsbøll

Re: Ikke en ægte elbil

Claus Overgaard: Der er jo ikke blot tale om lancering af en hybrid bil. Der er tale om et strategisk "klima" skifte. Både på HELE produktporteføljen, men også via tilpasning af af virksomhedens økonomiske virkelighed.

Ang. rækkevidde for Seriel-hybrider har Svend Ferdinansen vidst oplyst dig hvis du ikke fangede den i artiklen.

Dan illum: Jeg tænker i et større perspektiv en hvordan en "el-hybrid" klassificeres i det danske afgifts system. For en almindelig borger i fx tyskland betyder det jo bare at man i gennemsnit reducerer sit brændstofforbrug med 95 %. Den nemmeste vej mod en revolution af transport sektoren i mine øjne...

Holger S: Hørt!


11. feb 2010 kl 14:17

avatar

Holger Skjerning

Glimrende måde...!

Fin ide, Thomas! - En slags "taxameterprincip", som politikere er helt vilde med!
Og så vil jeg (om statens provenu) gentage fra tidligere tråde, at hybridbilerne blot skal være forsynet med tællere, der viser el-kørsel og benzin-kørsel. Så kan staten opkræve afgift for de kørte benzin-kilometre. Kvartalsvis, halvårligt eller helårligt, præcis som vi nu betaler for vand, el, gas og fjernvarme.
Så vil bilisterne hurtigt opdrages til at køre maksimalt på el.
PS. Måske skulle vi repetere hybridbil-kategorierne - også af hensyn til mig selv!!!
Jeg kalder en hybridbil, der kan oplades i garagen og køre et passende antal km (50-100) på ren el for en "ægte" hybridbil, mens Toyota Prius er uægte, fordi den ikke kan oplades.
Nogle bruger betegnelsen "plug-in-hybridbil", når den kan oplades (altså er ægte!) - Men det ville jeg kalde en bil, der kan skifte batteri (plug-out plug-in !!!) - (((som jeg mener er vildskud!!!)))
Og så er der jo den (efter min mening) allerbedste løsning: en elbil, der også har en lille benzinmotor (eller måske gasturbine??), der oplader batteriet, når det er nødvendigt, og som kan give ekstra "boost" op ad bjerge, ved overhaling, kørsel med trailer, og ekstra varme om vinteren, m.v. - Det må være det, som Thomas kalder en seriel hybrid, ikk'? - Hvor en parallel hybrid vel lader både elmotoren og benzinmotoren trække direkte på hjulene ???
For mig er de to sidste et spørgsmål om, hvad fabrikanterne vælger at udvikle. - Jeg ville bygge de serielle..... - som jo har den fantastiske fordel, at den lille benzinmotor kan placeres hvorsomhelst.


11. feb 2010 kl 14:48

Thomas Gade

Re: Glimrende måde...!

Skema og graf for markedsafhængig afgift kan downloades her :
http://peecee.dk/upload/view/2...4480
http://peecee.dk/upload/downlo...4480
.ods-format fra OpenOffice.org
Kan nemt udbygges til at beregne samlet afgiftsindtægt ved at indsætte antal og pris.

Typer af hybrider: http://en.wikipedia.org/wiki/H...rain


11. feb 2010 kl 19:53

Claus Overgaard

Re: Re: Ikke en ægte elbil

Claus Overgaard: Der er jo ikke blot tale om lancering af en hybrid bil. Der er tale om et strategisk "klima" skifte. Både på HELE produktporteføljen, men også via tilpasning af af virksomhedens økonomiske virkelighed.

Ang. rækkevidde for Seriel-hybrider har Svend Ferdinansen vidst oplyst dig hvis du ikke fangede den i artiklen.

Dan illum: Jeg tænker i et større perspektiv en hvordan en "el-hybrid" klassificeres i det danske afgifts system. For en almindelig borger i fx tyskland betyder det jo bare at man i gennemsnit reducerer sit brændstofforbrug med 95 %. Den nemmeste vej mod en revolution af transport sektoren i mine øjne...

Holger S: Hørt!

Toyota har allerede sidste år annonceret at de vil tilbyde hybridbiler i deres auris serie og IQ vil komme som en ren elbil, så at kalde opels beslutning for fornyelse i branchen er da vist lige lovligt flot.


11. feb 2010 kl 22:34

avatar

Holger Skjerning

Tak for god oversigt...!

Tak for henvisning til: http://en.wikipedia.org/wiki/H...rain
Den meget grundige artikel stemmer med min opdeling, bortset fra, at jeg nok må acceptere, at hybridbiler, der kan oplades hjemme og ude, skal hedde "Plug-in-hybridbiler".
Så min favorit-type er en "seriel plug-in hybrid-bil". Men hvornår kan jeg købe en???


12. feb 2010 kl 00:00

Thomas Gade

Re: Tak for god oversigt...!

måske kan denne liste hjælpe?
http://en.wikipedia.org/wiki/L...cles
Fisker Karma er ret lækker.

PSA vil tilsyneladende lave en parallel diesel hybrid: http://www.psa-peugeot-citroen....php


15. feb 2010 kl 14:17

Gregor Giebel

Skat?

Er det allerede klart om Skat vil behandle dem som elbiler eller som noget der kører på almindelige brændsler? Det er jo ikke ubetydeligt om der kommer 180% afgift på eller ej...

I diskussionen om Fisker Karma er Skat kommet ud med begge udmeldinger (så vidt jeg husker), først at det er jo en elbil, senere at den vil blive beskattet alligevel.


20. feb 2010 kl 13:34

avatar

Holger Skjerning

Afgiftsfritagelse...?

Gregor nævner usikkerheden vedrørende afgiftsfritagelse/lempelse for hybridbiler.
Men er det ikke politikerne, der fastlægger afgiftspolitiken? - Skal SKAT ikke blot administrere reglerne?
Er der nogen, der har forbindelse til de besluttende myndigheder, så vi har mulighed for at påvirke afgiftsreglerne? - Efter min mening er det helt afgørende for en hurtig overgang til el-drift, at hybridbilerne i en 5-10 årig periode afgiftslempes.
Se mit indlæg fra 11.2 højere oppe.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.