Toyota bliver smadret - nu også på twitter
Af Rolf Ask Clausen,
onsdag 10. feb 2010 kl. 10:19
"Når en Prius kører forbi tankstationen..."
En ting er alle de tekniske problematikker omkring Toyotas nu pludselig negativt opfattede evner til at opnå høje hastigheder.
Det er helt galt, hvis gulvtæpper kiler speedere fast. Det er skidt, når en eller anden halvobskur plastdims gnaver sig fast i en anden, så speedere får tendens til at blive hængende. Det pynter ikke, når hybridmodellernes bremser bliver ”underlige” under bestemte omstændigheder.
Nogle af de påpegede fejl ved Toyota er helt reelle og man må undre sig over, at de ikke – i bedste kaizen-ånd - er løst for længst.
Men hvis verdenen i øvrigt var normal, så ville nogle ingeniører løse problemerne, cheferne ville sige undskyld og så var vi videre. Men verden er ikke normal.
For det første brænder Toyotas lokum – af alle steder – i USA. Den amerikanske bilindustri er i respirator, helt eller delvist statsejet. Tilsæt borgernes lokalpatriotisme. I den blanding kan et asian-import mærke hurtig komme i skudlinjen.
Og her hjælper det ikke stort, at Toyota klogeligt og rettidigt har sikret sig pæn andel af det amerikanske jobmarked og geografisk spredning. Læs: ”Hvis nogen truer os, rammer vi mange arbejdspladser i mange delstater.”
For det andet er vi i de sociale mediers tidsalder, hvor der gælder helt nye regler om kommunikation.
I det lys vil enhver kyniker grine hen for sig, når
- den amerikanske transportminister Ray LaHood nærmest beordrer ”owners of recalled vehicles to stop driving their cars” og senere dementerer. For ordene er sagt, frøet er sået.
- forbruger-kampagneorganisationerne siger: "Toyota has been slow to accept its responsibility in creating this safety hazard".
Virkningen er, at omdømmet bliver smadret. Kan det reddes, overvejer kloge universitetsfolk: Det folk siger under hash-tagget #Toyota på Twitter er vist ikke positivt.
Toyota USA prøver selv at gå på twitter, hvor de snakker åbent og personligt.
Men det, der bliver hængende, er når folk for eksempel skriver:
"The commercials where the Toyota Prius drives past all the gas stations without stopping has a whole new meaning now."
Uh... ikke godt for Toyota.