En halv kilometer stålprofiler og tonsvis af stålplader - fuld kraft frem !
Kære Læsere...
Foreningen Copenhagen Suborbitals har en fantastisk base i enkelt personer og virksomheder som hver bidrager med hver deres lille del af projektet. Så mangfoldig at jeg tit tænker på det mere som folkets vilje at vi gør det, end vores egen skøre ide.
Om rundt regnet fire måneder skal vi opsende den første raket. Jeg håber og tror det bliver den enorme HEAT 1X som jeg lige har stået og malet på. Ellers er det en HATV der bliver støvet af - for de er gennemtestet og klar. Vi har to ens eksemplarer. Det afgøres den 28. februar til den store test.
Om rundt regnet fire måneder år får Danmarks sit eget mini Space Transportation System, som altså ikke bare består af nogle raketter - men også af en infrastruktur hele vejen fra bygge faciliteterne på Refshaleøen, til affyrings området ESD 138 øst for Bornholm.
Parallelt med dette skal von Bengton have lavet sit varmeskjold og 118 tusind andre ting på rumskibet - men han er gud ske lov en hård negl med god opbakning fra b.la. Flemming Nyboe og Thomas Scherrer.
For at rumskibet kan flyve skal vi kunne håndtere en 1.5 tons løfteraket. Til lands - til vands og i luften.
Den helt centrale komponent i denne plan er MLP 1. Dette besynderlige katamaranfartøj er vores svar på de mobile startramper på Kennedy Space Center. 
MLP 1 eller Mobile Launch Platform er et selvbevægeligt raket opsendelses fartøj på 14 x 12 meter. Det varetager både transport og opsendelse af HATV og HEAT raketter.
Mellem 2001 og 2008 havde jeg som nogle vil vide - glæden ved at konstruere tre undervandsbåde. Det er en meget kompleks fartøjs type, med ekstreme krav til styrke, stabilitet, maskineri, ballastsystemer og meget andet.
Jeg har med andre ord meget lidt erfaring med bygning af simple stålskibe. Alle dem jeg har bygget har været sindsygt besværlige - med ekstreme egenskaber og krumme former overalt. Sådan er ubåde nu engang - men det er en god og hård skole at komme igennem for en skibsbygger.
MLP 1 rummer da også meget mindre skibsteknisk udfordring - men på den anden side har jeg også kun omkring 75 dage at bygge hende i. Jeg kalkulerer sådan at det kan gennemføres uden større støtte fra vores mobiliseringsstyrke - men lur mig om ikke der bliver skåret stål op om aftenen - drengene elsker at tage fat.
Apropos stål...
Vi får ca. 500 meter profiler - hovedsageligt 50 x 50 x 4 mm firkantrør. De danner dels selve rampen - dels en bro mellem de to pontoner. Så får vi 60 stk 1000 x 2000 x 4 mm stålplader som danner de to pontoner.
Metodikken er den enkle at pladerne bruges som de kommer - Pontonerne er designet til at der ikke skal skæres eller klippes ret meget i pladerne. I udgangspunkt er det bare to 14 meter lange kassedragere på 1 x 1 meter i tværmål. Som skibsbygger er jeg nødt til - af moralske grunde - at afrunde bov og hæk, men det er ikke primært begrundet i hydrodynamik.
Broen mellem pontonerne er 12 meter lang - og 4 meter bred. Det er en rumgitterstuktur der skal optage de vrid og bukke krafter der opstår nå de to pontoner forsøger at sejle hver deres vej til Bornholm.
Selve rampen er udført i lidt lettere materiale - 50 x 50 x 2 mm, og er en 2 x 2 meters gittermast på foreløbig 12 meters højde. Den rummer fire sæt styreskinner som giver raketten dens kurs. Denne rampe omslutter altså raketten - og giver den derfor også i rollen som "mobile service structure" idet vi kan nå alle niveauer på raketten fra den. I de etager hvor vi har brug for det findes dæk som på ren Tintin manér passer med rakettens runding.
Vi er altså i skrivende stund i fuld gang med at brænde penge af - på stål og jern og maling og svejsegasser og rørtråd og og og...
Faktisk tror jeg vi er en af de raketklubber i verden der bruger flest penge, bruger mest raketdrivmiddel, bruger flest mande timer pr. uge ect. ect. Men - det er nemlig kun godt og helt nødvendigt. For den anden side af medaljen er at vi også sætter vores liv ind på det formentlig mest ambitiøse mål nogen raketklub nogensinde seriøst har forfulgt - at skyde medlemmerne ud i rummet.
Peter Madsen
|
