De svenske byggemyndigheder har indledt jagten på årsagen til en række tagkollaps. Myndigheder afviser på forhånd, at for dårlige normer er hovedårsagen.
En ridehal er braset sammen. Taget over to tennishaller styrtede ned. En skole måtte evakueres. Taget over en lagerhal fyldt med Coca Cola kollapsede delvist. En hvidevarebutik blev ødelagt, da taget gav efter. Og yderligere et ukendt antal lager- og landbrugsbygninger har givet op over for snemasserne.
Sverige har mindst lige så store problemer med, at tage styrter sammen under vægten af op til godt en meter sne, som Nordjylland.
Adskillige svenske lokalaviser bragte i sidste uge artikler om tage, som er styrtet sammen, eller som ganske enkelt er bøjet faretruende under vægten af sneen.
Dimensioneringsfejl og sjuskede håndværkere
Heller ikke broderlandet lader til at have en samlet opgørelse over alle de skader, som snemængderne har forvoldt på landets bygninger.
Mest opmærksom har sammenstyrtningerne af taget over de to tennishaller og ridehallen fået. I den ene tennishal var 10 unge nemlig i gang med at træne, og ridehallen braste også sammen midt under en ridetime.
Indtil videre har de svenske medier dog ikke rapporteret om alvorlige kvæstelser i forbindelse med tagkollapsene, selv om to piger i en ridehal rapporteredes at være kommet til skade.
Men myndighederne går ligesom herhjemme på jagt efter, om der er en fællesnævner for de sammenstyrtede tage. Umiddelbart tror Boverket, som svarer til Erhvervs- og Byggestyrelsen herhjemme, det dog ikke.
»Omkring halvdelen af alle tagkollaps skyldes dimensioneringsfejl. En fjerdedel skyldes håndværkerfejl og en fjerdedel, at bygningen ikke er vedligeholdt af ejeren. Det er kun nogle få gange ud af 100, at belastningen i sig selv får et tag til at brase sammen,« siger byggechef Nikolaj Tolstoj fra Boverket til svenske Byggvärlden.
Han konstaterer, at der i en del af bygninger var brugt limtræ, mens der i andre tilfælde var tale om stålkonstruktioner eller teltduge. På den baggrund kan han ikke umiddelbart se nogen fællesnævner.
Nikolaj Tolstoj vil ikke umiddelbart svare på Byggvärldens spørgsmål, om det er farligt at færdes inde i bygninger, når der ligger store mængder sne på tagene.
»Det vil undersøgelsen vise,« siger han.
I Sverige varierer normerne for, hvor meget sne og is et tag skal kunne tåle, fra landsdel til landsdel. Reglerne baserer sig ifølge Byggvärlden på beregninger, som Boverket udførte i 2006.
Forsikringsselskab: Op på taget
De store snemængder får forsikringsselskabet If til at advare de svenske bygningsejere. Selskabet konstaterer, at en meter sne på taget af en normal villa svarer til vægten af 12 personbiler.
»Hører du dybe lyde eller smæld fra konstruktionen, eller føles det, som om at døre og vinduer er vanskeligere at åbne, så er det på høje tide at reagere,« siger Magnus Sundin, chef for byggeskader hos If, ifølge lokalavisen Västerbottens-Kuriren.
Med at reagere mener selskabet at få sneen væk fra taget. Men tag ingen chancer og husk at binde dig selv fast til skorstenen, lyder hans opfordring.
Ifølge lokalavisen regner If med, at et normalt villatag kan bære mindst 150 kilo sne per kvadratmeter. Det svarer til en halv meter frostsne og 40 cm tøsne. Et tag, som kan tåle 350 kilo sne per kvadratmeter, kan klare 1,2 meter frostsne, men kun 0,9 meter tøsne.
Rank 2009
Interaktivt kort med brancher og topliste »
Alle 800 virksomheder sorteret »