Babyer sikrer flertal mod hormonforstyrrende stoffer i plastik
OPDATERET: Ved at målrette nyt lovforslag til kun at rette sig mod børn under tre år, har et flertal uden om regeringen netop vedtaget et forbud mod bisphenol A i babyprodukter.
Fakta
"Regeringen foreslås pålagt at indføre et nationalt forbud mod at anvende stoffet bisphenol A i pro-dukter rettet mod 0-3 årige, indtil stoffets farlighed er yderligere undersøgt og de skærpede regler erindført i EU. Regeringen foreslås ligeledes pålagt at tage kontakt til de enkelte medlemslande for atfå flest mulige lande til at indføre nationale forbud mod at anvende stoffet bisphenol A i produkterrettet mod 0-3 årige."
Læs også
-
Sutteflaske-kemikalie i kasseboner? Nu går Miljøstyrelsen ind i sagen
-
Nøl i sag om bisphenol A kan udløse mistillidsvotum til minister
-
Fødevareminister sylter dansk forbud mod sutteflaske-kemikalie
Læs mere om
For anden gang på under et år har Folketinget stemt om et forbud mod anvendelse af det giftige kemikalie bisphenol A (BPA). Og for anden gang er det et flertal uden om regeringen, der stemmer forslaget hjem.
Denne gang er det et ændringsforslag fra Dansk Folkeparti, der målretter forbuddet mod anvendelse af bisphenol A i plastikprodukter, der er beregnet til børn under tre år som eksempelvis sutteflasker.
På trods af, at Folketinget allerede har vedtaget et beslutningsforslag om et forbud mod bisphenol A har fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) hidtil stået stejlt på intet at foretage sig, før EU's fødevaresikkerhedsorgan EFSA senere på året afslutter deres undersøgelser om farligheden ved brug af bisphenol A i plastik.
Ved dagens afstemning stemte kun regeringspartierne imod forslaget, mens et flertal uden om regeringen stemte for.
Forskerne er enige om, at bisphenol A er giftigt, men ikke om det også er det i de meget små doser, der er tale om, når der udelukkende er tale om lokal afsmitning til eksempelvis barnets hænder, når det holder om sutteflasken.
Ud over undersøgelsen fra EFSA har Eva Kjer Hansen også bedt DTU Fødevareinstituttet udarbejde en hasteundersøgelse af bisphenol A's farlige egenskaber - en undersøgelse der skal være afsluttet i marts.
Dansk Folkepartis kompromisforslag med at begrænse forbuddet til kun at omfatte produkter mod babyer ærgrer fødevareordfører i Socialdemokratiet Benny Engelbrecht.
»Vi havde helst set et generelt forbud, fordi det kan være svært at vurdere, hvad der er emballage til 0-3-årige børn, og hvad der er til voksen. Et rent forbud er lettere at håndtere,« siger han til Ingeniøren.
Benny Engelbrecht er ikke bekymret for, om der vil være relevante erstatninger for kemikaliet i industrien, for han mener, der er tid til at finde erstatninger, fordi en principbeslutning vil have en vis implementeringstid.
»Vi har en fødevareminister, der stritter imod med næb og klør. Jeg regner med, at vi får en svada fra ministeren om, at det ikke er EU-medholdeligt at anvende forsigtighedsprincippet. Og den diskussion tager jeg gerne, fordi jeg er overbevist om, at det ikke er i strid med EU-ret,« siger fødevareordføreren.
Med forslaget fra Dansk Folkeparti undgår Eva Kjer Hansen et mistillidsvotum fra et flertal i Folketinget.
»Jeg er ikke i tvivl om, at den undersøgelse som er i gang nu på DTU Fødevareinstituttet vil med stor sandsynlighed læne sig op af EFSA’s vurdering. Det vil sige, at vi ikke kan bruge den til en hujende fis, og at vi står i samme situation igen. Og så må DF igen overveje, om de vil presse ministeren,« siger Benny Engelbrecht.
Efter hans opfattelse er det netop i situationer som denne at forsigtighedsprincippet bør komme i spil.
»Jeg mener ikke, at det er en storm i et glas vand. En af verdens førende forskere, Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalet, har meget klart gjort opmærksom på de problemer, der er i forhold til stoffet og anbefalet os at anvende forsigtighedsprincippet. Al ære og respekt for Eva Kjer Hansen, men en professor og ekspert i hormonforstyrrende stoffer vægter i min optik tusinde gange tungere end en fødevareminister.«






