En fattig, kvindelig analfabet, hvis betydning for den medicinske videnskab har været helt uden sidestykke, har langt om længe fået sit eftermæle i form af en bog, en dramatisk biografi.

Henrietta Lacks var en afroamerikansk kvinde, barnebarn af en slave og opvokset på en tobaksplantage i Virginia. Hun døde af nyresvigt som 31-årig den 4. oktober 1951 på John Hopkins Hospital i Baltimore som følge af en aggressiv livmoderhalskræft. Hun blev begravet i en anonym grav, og der kom ingen notits i den lokale avis om hendes bortgang. Hun efterlod sig fem børn samt en meget vigtig del af sin sygdom, skulle det senere vise sig.

Nemlig kræftsvulsten, som blev udtaget af hendes livmoderhals uden hendes eller hendes families tilladelse og derpå dyrket i et laboratorium.

Disse kræftceller viste sig at have en hidtil ukendt levedygtighed og formeringsevne. Når en mindre del af kræftcellerne var blevet brugt til et medicinsk forsøg, var resten af svulstmaterialet vokset endnu mere.

Det viste sig hurtigt, at der var store fordele ved at bruge celler, der var genetisk identiske, og cellerne blev populære blandt forskere. De fik navnet HeLa-celler, og det navn har de den dag i dag. For Henrietta Lacks kræftceller lever fortsat i bedste velgående, selv om der er gået over et halvt århundrede siden de forlod deres stammoder.

Forfatteren Rebecca Skloot, som har brugt ti år på at skrive biografien om Henrietta Lacks, siger til New York Times:

»HeLa-celler har medvirket til nogle af de største fremskridt i den medicinske forskning. Eksempler er udvikling af poliovaccine, kemoterapi, kloning, kortlægning af gener.«

Men cellerne er også blevet brugt til at studere atombombers virkning på menneskeceller. Og utallige andre forsøg, såsom forkølelsessår, leukæmi, Parkinsons syge og aids. De var også med på de første rumfartsmissioner for at se, hvordan menneskeceller reagerede på fraværet af tyngdekraft.

Cellerne er blevet dyrket og solgt til utallige laboratorier over hele kloden, og det tidspunkt er for længst kommet, hvor vægten af HeLa-celler overstiger Henrietta Lacks egen vægt, mens hun stadig var i god form.

Salgsorganisationer er opstået, og mennesker er blevet rige af at sælge sygdomscellerne, som er så ualmindeligt livskraftige.

Det særlige ved HeLa-celler er et enzym, telomerase, som medvirker ved celledelinger.

Når en celle deles, samles kromosomerne i de velkendte dna-spiraler, men under delingen mistes en smule af det yderste i den ene dna-streng. I enderne af dna-spiralerne sidder imidlertid nogle stumper, som kaldes telomerer. De har ingen betydning for organismens arvelige egenskaber, men det er i telomererne, der tabes et lille stykke under hver deling. (frit fra Den Store Danske Encyklopædi)

Men når den tid kommer, hvor der ikke længere er noget telomermateriale tilbage, sker der skade på arvematerialet ved hver deling. På den måde ældes og dør normale celler.

Men enzymet telomerase forsinker ældningstidspunktet, for enzymet kan genopbygge telomerenderne, og HeLa-cellernes telomerase er ekstremt god til det.

HeLa-celler ødelagde andre celleforsøg
Da lægen og forskeren George Otto Gey i sin tid fjernede kræftcellerne fra biopsiprøven fra Henrietta Lacks syge livmoder, var de svaret på en drøm, han havde haft i 20 år. Drømmen om at kunne dyrke menneskeceller uden for kroppen. Han gik på lokal-tv og fortalte, at disse celler, som han havde i sit laboratorium, kunne føre til forskning, der én gang for alle kunne udrydde kræftens svøbe.

Han opfandt en roterende tromle, som kunne bruges, når HeLa-cellerne skulle "fodres". Det var en tromle med huller i, som blev brugt til at blande hakkede stykker af cellekulturen med vækstmediet.

Siden er der blevet fundet levedygtige celler fra andre mennesker, som også kan dyrkes uden for kroppen, og metoderne er blevet bedre.

Men det har vist sig, at hvis der også er HeLa-celler i laboratoriet, finder de ofte vej over i andre cellekulturer og forurener dem. Det kan ske via pipetter, handsker eller gennem luften. Det har medført, at der er skrevet forskningsartikler om HeLa-forurening. I 1974 sagde forskeren Walter Nelson-Rees, at store dele af de seneste års komplicerede forskning på brystceller, prostataceller og moderkageceller formentlig måtte kasseres, fordi man ikke længere kunne være sikker på hvilke celler, der indgik i forsøgene.

HeLa-cellerne har i øvrigt forandret sig i de forløbne 59 år. Der er nu flere varianter af dem - et særegent eksempel på livets utallige udviklingsmuligheder.

Bio-etikken fødes i USA
Henrietta Lacks børn vidste intet om alt dette i de første 20 år efter hendes død. De levede stadig i yderste fattigdom. De opdagede det først, da nogle forskere begyndte at tappe blod fra nogle af familiemedlemmerne, fordi blodet kunne bruges til forskning med de nu kendte HeLa-cellekulturer. Det skete igen uden betaling eller tilladelse. De fik kun den forklaring, at forskerne ville se, om deres mors sygdom var arvelig.

Da familien endelig opdagede, at Henriettas celler stadig levede, blev de rædselsslagne.

For de vidste intet om celleforskning. Men i de sorte, fattige boligområder gik der rygter om såkaldte "nat-læger", et af de mørkeste kapitler i USA's medicinske historie. Ifølge rygterne blev sorte mennesker brugt til umenneskelige, medicinske forsøg, som de døde af. Og ifølge biografi-forfatteren Rebecca Skloot, er der en vis grad af sandhed i nogle af rygterne.

Hun fandt beviser for det såkaldte Tuskegee Syphilis Study, hvor fattige og uuddannede sorte mænd blev brugt til forsøg, som kostede dem livet, selv om de nemt kunne være reddet med penicillin.

Siden da har USA oprettet bioetiske institutioner for at undgå lignende historier i fremtiden.

Ingen ophavsret til egne kropsceller
På trods af den blomstrende forretning i forbindelse med dyrkningen og salget af Henrietta Lacks kræftceller har hendes efterladte aldrig fået penge ud af det. Den familie, som i sin tid ejede hendes bedstefar som slave - og hvis gener indgår i lacks-familiens genpulje - har foræret tobaksplantagen til Lacks-familien. Men fattige er de stadig, og de har for eksempel ingen sundhedsforsikring.

I 1990 afgjorde en californisk domstol i Moore versus Regents-sagen, at en person ikke har nogen rettigheder over sine celler, hvis de bliver udtaget og gjort til genstand for forretning. Firmaer, som udvikler cellerne til salgbare produkter, skal ikke betale noget til ophavsmanden.

Udødelige kræftceller som Henrietta Lacks er i øvrigt ikke helt enestående. Ifølge Wikipedia skyldes den kræftform, som truer den tasmanske djævel, netop en udødelig linje af smitsomme kræftceller. En tilsvarende smitsom variant findes hos hunde.

Biografien om Henrietta Lacks udkom 2. februar på forlaget Random House Inc. Den kan for eksempel købes via Amazon eller danske Saxo. Isbn-10 nummeret er 1400052173.