Ny forklaring på Toyota-problemer: Fejlen er plast i speederen
Det er højst sandsynligt to forskellige plasttyper, der under særlige forhold mister deres friktionsegenskaber, der giver problemer for Toyotas gaspedal. Problemer med friktionsevnen har været kendt siden 2007.
Læs også
-
Bremseproblemerne breder sig: Ford tilbagekalder 17.600 Ford Fusion
-
Flere problemer for Toyota: Nu svigter bremserne i hybridbil
Læs mere om
Dokumentation
Millioner af Toyota-biler verden over skal de kommende måneder en tur på værkstedet og have speederpedalen opdateret.
Hidtil har Toyota oplyst, at det er korrosion i forbindelse med slitage, der har resulteret i hængende speedere, men nu hedder det, at det er brugen af plast i gaspedalen til at styre friktionen, der giver problemerne, oplyser mentoronline.se.
Frem til 2008 har Toyota anvendt polyamid 4.6 som den kritiske komponent, og efter 2008 er selskabet gået over til polyfenylensulfid (PPS).
Ifølge mentoronline.se har de fleste biler i dag en elektronisk gaspedal, men for at føreren kan få den samme mekaniske fornemmelse af speederen, har producenterne indført forskellige anordninger, der skaber den ønskede fornemmelse, når man træder på speederen. Der kan være tale om en fjeder eller som i Toyotas tilfælde friktion mellem to plastikflader.
»På grund af det valgte materiale, slitage og ydre omstændigheder kan overfladerne med tiden sætte sig fast og frigøre sig frem for af fungere smidigt,« skriver Toyota USA i en pressemeddelese.
Ifølge mentoronline.se har Toyota helt tilbage i 2007 vidst at der var problemer med friktionsevnen, hvilket også var baggrunden for at selskabet skiftede plastkomponent i 2008. Samme år fik selskabet dog en række klager over samme problem med den nye plasttype i modellerne Aygo og Yaris, hvad der ifølge mentoronline.se fik Toyota til at redesigne gaspedalen.





