'Verden står på kanten af en global vandkrise. De kommende års største ressourceproblem er ikke olie, men vand'. De foruroligende udsagn blev bragt til torvs af Danmarks Radio tilbage i 2008, og er siden da blevet gentaget i utallige medier. Fersk vand er en knap, naturskabt ressource, som klimaforandringer og befolkningstilvækst vil øge efterspørgslen på. I de regioner, hvor knapheden på de livgivende dråber bliver størst, kan vi derfor forvente konflikter eller vandkrige, lyder logikken. Men kan vi nu stole på de dystre forudsigelser?

»Nej. Faktisk er det helt forkert,« siger en af verdens førende internationale vandeksperter, Asit K. Biswas, der er direktør for Den Tredje Verdens Center for Vandforvaltning i Mexico.

»Al den snak om vandkrig er komplet nonsens. Inden for de næste 50 år bliver der ingen krige på grund af vand. Den eneste gang, menneskeheden har ført krig om vand, var for 3500 år siden i Mesopotamien, hvor to byer sloges.«

Men ifølge FN vil der opstå knaphed på vand i særligt udsatte regioner, og i USA slår tænketanken Center for Strategic and International Studies til lyd for, at vand fremover bør betragtes som en strategisk ressource på linje med olie?

»FN og de internationale institutioner der fremsætter de dystre forudsigelser ved ikke, hvad de taler om. Vand er ikke som olie, en begrænset fysisk ressource. Vand kan bruges igen og igen, hvis vi forvalter det rigtigt,« siger Biswas.

I løbet af de sidste 40 års arbejde med vandforvaltning har Asit K. Biswas fungeret som rådgiver for seks FN-generalsekretærer, skrevet 64 bøger og publiceret flere end 650 artikler om vand. Tidligere har han selv ment, at verden stod over for en regulær vandkrise, men i dag har han ændret mening.

»For 15 år siden troede jeg, at de fine rapporter, FN lavede, var korrekte. Men da jeg tjekkede tallene, viste det sig, at antagelserne bag var forkerte. FN går ud fra den præmis, at vi skal bruge mere og mere vand uden at se på, om vi kan nøjes med at bruge det vand, vi har, bedre. Hvis vi kan reducere vandspildet i udviklingslandenes byer - både svind og forbrug per indbygger - til samme niveau som i industrilandene, kan vi dække udviklingslandenes vandbehov i byerne 4,5 gange. Så der er vand nok. Selv i Mellemøsten. Tag for eksempel Saudi Arabien, som nu overvejer at bygge atomkraftværker for bl.a. at kunne afsalte vand. Der har man haft en politik om at være selvforsynende med hvede, hvilket selvfølgelig har krævet utrolige mængder vand og er det rene vanvid,« siger Biswas.

Men er FN helt galt på den, når de taler om knaphed på vand?

»Ja, deres tankegang er forkert. FN taler om, at alle har krav på adgang til rent vand. Men ingen spørger, om vi egentlig har brug for alt det vand? Vand er en ressource, som man skal betale for. I de fleste af de lande, hvor der er mangel på vand, betaler folk ikke for det, og derfor bruger de det uden omtanke. Brugen af vand skal være drevet af efterspørgsel fra forbrugeren. Det skal ikke bare flyde frit og være drevet af supply, så der bliver et overforbrug.«

Men i 2060 vil verdens befolkning være omkring ni milliarder. I dag er der 800 millioner mennesker, der ifølge FN lever med knaphed på vand; det tal vil i 2060 være steget til 3,9 milliarder. Hvordan løser vi den udfordring?

»Igen: Det afhænger af, hvordan du definerer knaphed. I de fleste byer i udviklingslandene forsvinder 40-60 procent af vandet, før det når ud til forbrugeren. Dertil kommer et overforbrug, som skyldes, at vandet er gratis eller stærkt subsidieret. I byer som Mumbai, Delhi eller Dhaka ligger vandforbruget per indbygger på mellem 270 til 310 liter om dagen. I Barcelona ligger det på 100 liter. Hvis byerne i udviklingslandene kan reducere deres svind til mindre end 6,5 procent, ligesom man har gjort i Phnom Penh og Singapore, vil de med ét slag kunne fordoble deres vandmængde. Hvis de også kan reducere deres forbrug per indbygger til Barcelonas niveau, kan den mængde vand, de bruger i dag, dække behovet for en befolkning som er 2,25 gange større i 24 timer i døgnet, ikke kun i 2 til 4 timer, som tilfældet ofte er i udviklingslande i dag.«

Men er der ikke behov for ny teknologi, hvis vi skal skaffe vand nok til alle? Er det spild af penge at investere i udvikling af nye tekniske løsninger?

»Hvis du vil undgå en vandkrise, gælder det om at forbedre udviklingslandendes forvaltning af vandressourcerne. Denne forbedring er ikke særligt avanceret og kræver ikke ny teknologi. De største hindringer for en forbedret forvaltning er sociale og politiske. Ny teknologi vil betyde, at udviklingslandene skal lære at anvende nye avancerede teknologiske løsninger, og de har nok i at styre den teknologi, de har i dag.«

Ifølge Biswas skal folk, der beskæftiger sig med vand, kigge uden for deres eget snævre felt for at finde løsninger på fremtidens udfordringer.

»Vi skal kigge ud over den teknologi, der skaffer mere rent drikkevand. For det er der ikke nødvendigvis behov for. Godt nok står landbruget for 70 pct. af verdens vandforbrug, men nye former for genmodificeret ris kan være fire uger under vand uden at rådne og dermed løse problemet med monsuner, der ødelægger afgrøderne. Det kan øge høstudbyttet voldsomt uden at bruge mere vand.

Ikke kun landbruget kan lære at spare på vandet. Industrien kan også gøre store fremskridt. Her peger Biswas på betydningen af, at store multinationale selskaber nu går forrest i udviklingen.

»Tidligere brugte Coca Cola 2,2 flasker vand, hver gang de producerede en flaske cola. Efter deres direktør har sat fokus på brugen af vand og rationaliseret området, bruger de i dag 1,2 flasker vand for at lave en cola. Det rykker noget,« slutter Biswas.

Fakta: FN: Vand er årsag til flere konflikter

40 procent af verdens befolkning er afhængig af drikkevand, som krydser landegrænser. Imidlertid er de fleste aftaler på tværs af grænserne om udnyttelse af vandet for ufuldstændige. Derfor peger internationale fagfolk på, at vand i stigende grad vil blive genstand for konflikter.

Senest har FN støttet en rapport fra Pacific Institute, San Francisco, der konkluderede, at klimaforandringerne medfører en stigende risiko for konflikter over landegrænserne om de knappe vandressourcer. Frygten er, at vi de næste årtier vil se stadig flere og mere alvorlige, lokale vandkonflikter.