Nye kampfly? Svar på Ingeniørens leder fra de tre konkurrenter
I sidste uges leder kommenterede chefredaktør Arne R. Steinmark den tøvende beslutningsproces i forbindelse med Danmarks valg af nye kampfly. Han nævnte bl.a., at det af hensyn til flyenes operationer i Arktis ville være mest sikkert at vælge et fly med to motorer. 'Så lad os med det samme droppe eksperimenterne JSF og Gripen Next Generation'. Herunder svarer de tre konkurrerende firmaer på lederen.
Læs også
Dokumentation
Af Thomas A. Bell, Vice President, Boeing Military Aircraft
Boeings F-18 Super Hornet kan løse alle de opgaver, som det danske flyvevåben skal løse. Nu og mange år ud i fremtiden. Super Hornet mere end opfylder alle seks kriterier, som Forsvarskommandoen har opstillet for evalueringen af fremtidens kampfly: overlevelsesevne, missionseffektivitet, anskaffelsespris, driftsomkostninger, fremtidssikring og projektrisiko.
Super Hornet er et fleksibelt kampfly, som er afprøvet i operationer kloden rundt. Foruden at udføre traditionelle kampmissioner, kan Super Hornet løse en stribe mere utraditionelle opgaver. Det kan f.eks. være efterretningsindsamling, overvågning, bekæmpelse af pirater og opdagelse af vejsidebomber.
Den mest avancerede teknologi, som er tilgængelig i dag, er allerede integreret og afprøvet i Super Hornet. Med de nyeste sensorsystemer, inklusive den mest avancerede radar, kan Super Hornet tilføre Flyvevåbnet helt nye kapaciteter og være til stor gavn i samarbejdet med Danmarks allierede inklusive dem, der flyver JSF - som er designet til at flyve side om side med Super Hornet, snarere end at erstatte det.
Den amerikanske flåde har udarbejdet langsigtede planer for at opgradere Super Hornet, hvis oprindelse som et hangarskibsbaseret fly gør, at det er robust, nemt og billigt at vedligeholde med et minimum af mandskab og krav til udstyr og faciliteter. Desuden er Super Hornet i stand til at benytte meget korte landingsbaner, inklusive alle 11 flyvepladser i Grønland. Super Hornet adskiller sig fra konkurrenterne ved at have to motorer, som er afgørende for besætningens sikkerhed på lange strækninger over åbent vand og fjerntliggende egne. En anden unik egenskab er flyets to sæder, som gør det muligt at løse missioner mere effektivt i samarbejde med Hæren og Søværnet.
Super Hornet er en risikofri løsning for Danmark. Flyet har en fast pris og kan leveres i det ønskede tidsrum. Omkostningerne til drift og vedligeholdelse er 100 procent forudsigelige baseret på de tusindvis af flyvetimer, som Super Hornet har akkumuleret i US Navy. Boeings industrisamarbejdsprogram vil give danske virksomheder adgang til den bredeste portefølje af produkter og udviklingsprogrammer i den globale luftfartsindustri, samt adgang til den mest avancerede teknologi og produktionsmetoder.
Boeing samarbejder lige nu med 45 danske virksomheder om mere end 100 forskellige projekter. Boeing har også spillet en nøglerolle i udviklingen af et nyskabende forum for udvikling af avancerede produktionsmetoder, Danish Advanced Manufacturing Research Centre, som vil blive til gavn for danske virksomheder i alle størrelser. Boeings industrisamarbejdsprogram vil føre til skabelsen af mindst 4.000 nye job i den højteknologiske industri i Danmark og tilføre investeringer på 4,5 mia. kroner i avanceret teknologi. Super Hornet opfylder Danmarks militære behov. Det er et risikofrit indkøb for danske beslutningstagere og skatteydere. Super Hornet tilbyder det bredeste og bedste industrisamarbejdsprogram. Derfor er Super Hornet det logiske og ansvarlige valg for Danmark.
Af Michael Olofsson, Direktør, Gripen Danmark, Saab AB
Gripen Next Generation er en videreudvikling af det velafprøvede Gripen-system, som har fløjet over 130.000 timer, og som anvendes i Sverige, Tjekkiet, Ungarn, Sydafrika og som desuden er blevet bestilt af Thailand. Denne videreudvikling indebærer en optimal kombination af et fly, som vi kender udviklingsomkostningerne til og ved, hvad det koster at flyve, vedligeholde og opdatere - tillagt avanceret avionik og elektronik samt nye sensorer som f.eks. en moderne AESA-radar. Alle systemer naturligvis 100 pct. Nato-kompatible.
Vores omfattende viden om Gripens livscyklusomkostninger har faktisk gjort Saab i stand til at tilbyde Danmark at købe 48 Gripen Next Generation til en fast pris. Ikke bare for selve flyet, men også for uddannelse, ground support equipment , opgraderinger, vedligeholdelse samt reservedele til driften i 30 år. Alt dette til en totalpris på 43,3 milliarder danske kroner. På den måde ved danske skattebetalere allerede i dag, hvad fremtidens regning for nye kampfly bliver. Hvis valget falder på Gripen Next Generation, står vi også parat til at opfylde det danske lovkrav om 100 pct. modkøb til dansk forsvarsindustri, og vi tilbyder herudover yderligere 80 pct. modkøb til den øvrige danske industri for at sikre, at bredden af dansk industri kan drage nytte af den store investering.
Der har på det seneste været argumenter fremme om, at det skulle være en fordel at have et kampfly med to motorer i stedet for én. Dette emne kan diskuteres længe, men det er uhørt vigtigt at tage med i sine betragtninger, at moderne jetmotorer i dag er så driftsikre, at sikkerhed ikke længere er et argument for at have to motorer. En ekstra motor medfører desuden dobbelte systemer for meget andet som for eksempel brændsels- og energiforsyning, hvilket gør omkostningerne forbundet med at flyve og vedligeholde et fly med to motorer meget høje.
Til sammenligning kan nævnes, at omkostningen per flytime inklusive vedligeholdelse er tæt på en tredjedel for Gripen Next Generation sammenlignet med vores to-motorers konkurrenter. Jeg vil også nævne, at Gripen Next Generation faktisk kan flyve både hurtigere og længere end vores konkurrenter - en formåen, som er vigtig i dag, men kan blive endnu vigtigere i fremtiden i takt med, at området omkring Grønland og Arktis bliver mere interessant at overvåge og operere i.
Jeg er derfor stolt over, at Saab har valgt at tilbyde Gripen Next Generation til Danmark til en fast pris. Det giver Danmark en unik mulighed for at reducere den økonomiske usikkerhed og vælge et tilstrækkeligt antal kampfly, som leverer fleksible muligheder til hele Forsvaret, 180 pct. modkøb til bredden af dansk industri og ægte tryghed for de danske skattebetalere - både nu og i fremtiden.
Af James D. Latham, Markedschef for Lockheed Martin i Danmark
Der er ingen sikkerhedsmæssige fordele ved jagerfly med to motorer. Det faktum, at det amerikanske luftvåben, den amerikanske flåde, det amerikanske marinekorps samt en række andre luftvåben rundt omkring i verden lige nu er ved at udskifte deres eksisterende kampfly med JSF-fly, burde tale for sig selv. I USA er luftvåbnet og marinekorpset allerede holdt op med at købe fjerde generations fly som A-10, F-15, F-16, F/A-18, og er i stedet begyndt at bestille Joint Strike Fighters. Den amerikanske flåde vil snart begynde at integrere JSF på hangarskibene. Syv af de ni JSF partnernationer har forpligtet sig til at købe JSF, og det er nu kun Danmark og Canada, der endnu ikke har afsluttet deres jagerflykonkurrence.
Årsagen til denne massive opbakning til JSF er enkel: JSF er designet til at overvinde ikke bare eksisterende trusler, men også til at besejre og overleve de mest avancerede trusler, der kan forventes at dukke op i tiden fra 2020 og herefter. Avanceret stealth kombineret med høj fleksibilitet, supersonisk hastighed, net-baseret kommunikation og de mest avancerede flyelektroniske anlæg nogensinde i et jagerfly vil sikre herredømme i luften langt ind i det 21. århundrede.
For selv det bedste fjerde generations jagerfly kan hverken modsvare eller overleve den næste generation af trusler, og flyenes udfordringer vil kun blive større med tiden.
Motoren i JSF er den stærkeste jagerflymotor i historien. Denne ene motor producerer mere trækkraft end de fleste tomotorers jagerfly, og moderne multirole jagerfly har ingen sikkerhedsmæssige fordele med to motorer. Statistikker fra USA's regering (USG Maintenance Reporting System) viser, at F-16 med én motor tilbyder større sikkerhed for piloten end F/A-18 med to motorer.
JSF skal oven i dette leve op til hidtil uset skrappe krav til pålidelighed og holdbarhed - krav, der aldrig tidligere er blevet stillet til et jagerfly. JSF forventes derfor at være betydeligt sikrere end både de ét-motors og tomotorers fly, det er designet til at erstatte, herunder F-16 og F/A-18.
De mest avancerede F-16 og F/A-18E/F har ens kapacitet, så hvis Danmark skulle beslutte at fortsætte med at købe fjerde generations kampfly, ville det være logisk at købe nye F-16 og at bevare det nuværende F-16-operation og support-system. Men ligesom de amerikanske værn og de syv andre JSF-partnere (Storbritannien, Italien, Holland, Tyrkiet, Canada, Australien, Norge) deltager Danmark i udviklingen af et femte generations fly af de grunde, der blandt andet er nævnt ovenfor.
Den danske industrielle deltagelse i JSF-projektet er fortsat voksende og massiv med 15 virksomheder, der enten allerede er involveret i programmets udviklingsfase eller har mulighed for at deltage i produktionsfasen. Mulighederne for produktion spænder fra kompositter, pylonfremstilling, fremstilling af sub-komponenter til udvikling af software. Der er med andre ord intet eksperimentelt omkring JSF.
15 af de 19 testfly er leveret, 35 fly er i øjeblikket på samlebåndet og langt mere end 3.000 planlagte fly (forventeligt flere) vil være produceret i 2036. Prøveflyvninger finder sted på fjerde år, og flyet lever mere end fuldt op til de opstillede parametre. Alle sensorer i JSF fungerer efter hensigten, og programmet overholder tidsfristen i forhold til den første leverance af et komplet fly til det amerikanske luftvåben senere på året. Overgangen til JSF er med andre ord i gang over hele verden.





