Staldkollaps breder sig: 400 m2 tag faldt ned over svin
Tung sne får tage til at vælte ned over hele Jylland. Seneste er taget på en sønderjysk lade kollapset i dag, og i Thorup i Nordjylland venter beredskabet på udstyr, så de kan redde de ca. 80 tilbageværende svin, der er fanget under et nedstyrtet tag på en stald.
Fakta
Tema
Læs også
-
Tagkollaps tvinger myndighederne til igen at kigge på byggereglerne
-
SBI-forsker: Stram byggereglerne efter stribevis af tagkollaps
Læs mere om
Klaus Andersen fra beredskabet i Brønderslev kommune venter lige nu på udstyr til at redde cirka 80 svin ud fra en stald i Thorup i Nordjylland.
Cirka 400 ud af de 1.000 kvadratmeter loft styrtede ned i en stald med 1000 svin, da spærrerne knækkede under sneens vægt. Ved et helt blev kun 80 af dem fanget under tagkollapset. Snefygningen dannede driver på den østlige side af stalden. Driver, som Klaus Andersen vurderer til at være mindst en halv meter dybe.
Sønderjylland er også i risikozonen nu
Og nu er det ikke længere kun i Nordjylland, at tagene svigter. Taget på en lade styrtede i dag sammen i Nordborg i Sønderjylland, hvor der faldt 15 centimeter tøsne i dag. Sammenstyrtningen kommer efter, at to tage på landbrugsejendomme kollapsede i løbet af weekenden, og endnu to kollapsede i går, tirsdag.
Anne M. Kørschen, der er ingeniør på Bygnings- og maskinkontoret i Sønderjylland, beder sønderjyderne være opmærksomme på snedriverne på tagene, hvor nogle driver har opnået en dybde på 60 centimeter ifølge de meldinger, hun har fået fra sønderjyderne.
»Folk hernede skal også være opmærksomme på, at det ikke kun er i Nordjylland, at de er ramt,« siger hun.
Tungere snedriver skaber problemerne
Det er det fortsatte snevejr, der udvider risikozonen, og temperaturen omkring frysepunktet danner basis for tungere snedriver. Det mener Jørgen Nielsen, Civilingeniør og adjungeret professor ved SBI.
»Tøsne er jo meget tungere end anden sne. Så hvis det er sådan at der er snefygning samtidig med, at der er temperaturer omkring frysepunktet, så får du nogle drivedannelser, der er tungere end med sne i hård frost,« siger han.
Han mener dog ikke, at det at sneen bliver til tøsne som sådan er et problem. Problemet er, at der kommer mere sne oven på driver i områder, hvor nogle bygninger allerede er belastet til bristepunktet.
»I de områder, hvor vi har haft tage, der er styrtet ned indtil nu, har vi givetvis tage i nærheden, der er tæt på et kollaps,« siger Jørgen Nielsen.
Ingeniøren har til morgen rettet tal i teksten. Hvor det tidligere fremgik at 1.000 svin var fanget under tagkollapset er det rigtige tal ca. 80 svin. I alt befandt sig 1.000 svin i staldbygningen. 80 af dem var efter kollapset fanget under taget. Resten slap.







