LHC skal køre for halv kraft i 2010 og 2011
Den helt store reparation af LHC, der skal gøre det muligt at køre maskinen for fuld kraft, er udsat til 2012. Til gengæld får fysikerne nu den hidtil længste uafbrudte måleperiode på 18-24 måneder, der nogensinde har været med Cerns acceleratorer.
Tema
Læs også
-
1000 forfattere leverer i rekordtempo første artikel om kollisioner i LHC
-
Overophedning af partikelaccelerator var frygtet af forskere
Læs mere om
Dokumentation
Når Cern om cirka 14 dage igen tænder op for Large Hadron Collider (LHC), planlægges det at køre maskinen uafbrudt mellem halvandet og to år med en kollisionsenergi på 7 TeV – eller halv kraft i henhold til designparametrene.
Kort før jul nåede maskinen op på en kollissionsenergi på 2,36 TeV under den en måned lange indkøringsfase, som forløb over al forventning. I januar har man lavet småjusteringer på det nye såkaldte Quench Protection System, der skal forhindre et uheld af samme type som opstod i 2008, kort tid efter LHC blev taget i brug første gang.
Nu er teknikerne med Cerns direktør for acceleratorer og teknologi, Steve Meyers, i spidsen sikre på, at man kan skrue op for energien til 3,5 TeV i hver af de to beams og derved opnå en kollissionsenergi på 7 TeV.
Det forventes at tage ca. en måneds tid at bringe maskinen op til at virke stabilt ved 7 TeV. Det betyder, de første rigtigt spændende fysikeksperimenter kan finde sted fra midten af marts og fremefter - og hvor det først og fremmest er Higgsbosonen, som man håber at finde.
Læs også: Hvad gør Higgs-partiklen?
Beslutningen om at køre med en kollissionsenergi på 7 TeV de næste to år betyder dog også, at Tevatron ved Fermilab stadig har en mulighed for at opsamle nok data inden 2013 til, at amerikanerne kan komme Cern i forkøbet med hensyn til at detektere Higgsbosoner. Foreløbig er det dog kun besluttet at holde Tevatron kørende til og med 2011.
Forsøg ved 10 TeV er afblæst
Det har været inde i Cerns overvejelser at holde en pause på en måneds tid hen over sommeren for yderligere at kunne lave justeringer, der kunne bringe kollionsenergien op på 10 TeV.
Denne pause er nu afblæst.
Dels fordi det er en omfattende opgave at lave hardwaremodifikationer på LHC, som er nedkølet med superledende magneter. Det kræver opvarmning og efterfølgende nedkøling af ringen, som muligvis ikke kan klares på en måned.
Derfor har Cerns teknikere på et netop afholdt møde i Chamonix besluttet at køre maskinen uafbrudt indtil sommeren eller udgangen af 2011.
»En lang periode med målinger er den rigtige beslutning for LHC og eksperimenterne«, skriver Steve Meyers i en meddelelse til de ansatte på Cern, som vil få yderligere information om beslutningerne på Chamonix-mødet på fredag.
Gennem hele 2012 vil LHC blive udsat for det helt store eftersyn, der indebærer, at 10.000 svejsninger skal gennemgås og udskiftes. Først da tør Steve Meyers at skrue kollissionsenergien op til 14 TeV.






