Det endelige resultat af COP15-mødet i København kan nu gøres op. 63 lande har indtil videre indrapporteret deres nationale klimaplaner til FN’s klimasekretariat og skal indskrives i Copenhagen Accord. Planer, der ifølge Verdensnaturfondens John Nordbo enten er uforandrede eller direkte udvandende i forhold til, hvordan de var formuleret inden klimatopmødet i København.

Så hvorfor skulle hele verden egentlig mødes i København til to ugers maraton-forhandlinger?

»Godt spørgsmål. De indrapporterede klimaplaner understreger jo blot det magre udbytte af COP15. Men hvis det kommende mexicanske formandskab lærer af alle de fejl, som blev begået af det danske formandskab, har mødet i København måske lagt grunden for at mere konstruktivt møde i december,« siger John Nordbo.

63 ud af næsten 200 FN-lande har indrapporteret nationale klimaplaner. Er det en succes eller fiasko for københavneraftalen?

»Det var vel, hvad man kunne forvente. De lande, som allerede havde en klimaplan før topmødet i København, har støvet den af, og sendt den ind til FN. De øvrige lande foretager sig intet.«

Er der slet intet, der har overrasket dig positivt ved den seneste udvikling?

»Situationen taget i betragtning og med mobilisering af lidt god vilje kan det vel betragtes som positivt, at to vigtige lande – Kina og Rusland – i sidste øjeblik valgte at indsende deres klimaplaner til FN. Der var til det sidste spænding om, hvorvidt Kina ville vælge at fortsætte sin konfrontatoriske stil ved simpelthen at ignorere deadline eller indrapportere en provokerende udvandet version af de klimaforpligtelser, som kineserne er parate til at pålægge sig selv. Det skete ikke. Kineserne har alligevel vurderet, at de måtte stå ved den aftale, som deres regeringsleder trods alt havde været med til at afgøre i København. Og når Kina hoppede på vognen, så var Rusland tvunget til at gøre det samme. Derfor er status, at Copenhagen Accord ikke er faldet fra hinanden.«

Er der ingen lande, som nu har skærpet deres klimaforpligtelser som en konsekvens af begivenhederne i København?

»Ikke så vidt jeg kan se. Vi frygter derimod den helt modsatte udvikling, nemlig at mange lande vil udvande deres egne forpligtelser ved at indskrive alle mulige forbehold, f.eks. at de kræver, at andre lande skal forpligte sig til lignende forpligtelser, før de vil leve op til deres egne klimakrav. En række ulande kan også formodes at gøre deres klimaindsats betinget af et vist niveau for økonomisk støtte fra ilandene. De kommende dages nærlæsning af landenes indrapporteringer skal klarlægge dette spørgsmål.«

Store og velstående lande, f.eks. Saudi Arabien, har ikke indrapporteret klimaplaner til FN. Kan disse lande så bare ignorere Copenhagen Accord og køre på fribillet, mens andre lande tager slæbet med at reducere indholdet af CO2 i atmosfæren?

»Umiddelbart ja. Det er jo den fatale svaghed i det notat, som blev forhandlet på plads i København. Statscheferne fra de store ulande og ilandene forpligtede sig til en uambitiøs handlingsplan. Men det er jo ikke noget, der på nogen måde forpligter FN-landene. Copenhagen Accord er jo kun et notat som landene kan tilslutte sig, hvis de har lyst. Det er som bekendt ikke i nærheden af det som virkelig betyder noget, nemlig en traktat.«

Vil det sige, at Saudi Arabien og de øvrige lande, som har en åbenlys interesse i at obstruere klimaforhandlingerne bare kan fortsætte med at køre på frihjul?

»Der skal jo være et nyt klimatopmøde i Mexico i december 2010, og man kan da håbe på, at det under dette møde lykkes at blive enige om en juridisk bindende traktat, der stiller krav til samtlige FN-lande.«

Gruppen af ulande, den såkaldte G77-gruppe, var som bekendt stærkt utilfredse med forhandlings-forløbet i København og det afsluttende resultat, Copenhagen Accord. Hvorfor ser vi så alligevel at flere ulande, f.eks. Etiopien, har indrapporteret klimaplaner til FN?

»Det skyldes, at i Copenhagen Accord lover ilandene at overføre ca. 150 mia. kr. til ulandene i klimahjælp mellem 2010 og 2012. Under en række forskellige donorkonferencer i kølvandet på COP15 har ilandenes repræsentanter ikke lagt skjul på, at det nok ville være en god idé for ulandene at hoppe med på Copenhagen Accord, hvis de vil gøre sig håb om at få del i disse midler. På denne måde lægger klimafondene et stort pres på ulandene for at komme op i gear på klimaområdet.«

Hvad skal der i dine øjne ske i løbet af 2010, hvis det næste klimatopmøde skal have en chance for at levere alt det, som ikke lykkedes i København?

»EU skal tilbage på banen i klimaforhandlingerne, og påtage sig et reelt lederskab. EU bør hæve sit mål for CO2-reduktioner fra 20 til 30 pct. Dette vil lægge et massivt pres på USA, og hjælpe præsident Obama med at få sin klimaplan gennem Kongressen. Hvis det lykkes med disse to ting, vil der i det mindste være et potentiale for fremskridt i Mexico.«