/energi

Pludseligt tøvejr risikerer at presse spildevandsanlæg til det yderste

Kvælstof og fosfor bliver ledt ud i hav eller søer, med risiko for iltsvind til sommer, hvis det tykke snelag over Danmark smelter hurtigt. Spildevandsanlæggene kan nemlig ikke klare så store mængder vand, og kulden får den biologiske rensning til at gå langsomt.

Af Stefan Petersen, mandag 08. feb 2010 kl. 07:14

Ikke alt bliver godt, hvis sneen pludselig smelter hurtigt. Spildevandsanlæggene er nemlig ikke dimensioneret til at rense alt vandet, når de største mængder nedbør rammer Danmark, fordi det ikke er fornuftigt at have et anlæg stående, hvor man kun bruger hele kapaciteten få gange om året.

Det betyder, at kun 41.000 kubikmeter/time spildevand maksimalt kan passere gennem rensningsanlægget Lynetten i København.

Til gengæld når kun 23.000 kubikmeter/time gennem både et mekanisk og biologisk/kemisk anlæg, der sammen renser 99 % af spildevandet for organisk stof og imellem 85 og 90 % for næringssalte.
Resten kommer kun igennem det mekaniske anlæg, der alene renser cirka 30 %.

»Det er jo langtfra ligeså godt, som hvis det var renset på begge måder,« siger Kim Rindel, der er afdelingsleder for Miljø og Udvikling på Lynetten.

Det kolde vand sløver også den proces, hvor bakterier renser spildevandet. Bakterierne arbejder langsommere, når vandets temperatur falder, fordi de er skabt til at arbejde i mellem 10 og 20 Celsius på Lynetten.

»Hvis du bliver kølet 10 grader ned, så duer du heller ikke til så meget,« siger Kim Rindel.

Han mener dog ikke, at der er grund til den store bekymring på den korte bane, når det gælder iltsvind i havet. Det er nemlig begrænset, hvor meget udledningen påvirker Øresund om vinteren, hvor de biologiske processer ikke er lige så hurtige.

Historien er dog en helt anden, når det kommer til rensningsanlæg, der leder ud i små vandsystemer. Her kan gammelt kvælstof og fosfor fra vinteren føre til algevækst og iltsvind til sommer, mener Mogens Henze, Direktør for Institut for Miljø og Vandteknologi på DTU.

»Det er værre, når man leder ud i en sø. Men hvad der skyldes gammelt kvælstof og hvad der skyldes nyt, kan man ikke se,« siger han.



08. feb 2010 kl 14:43

avatar

Morten Eghøj

P100 snow melter .. Det kan vi bruge.

Så slipper vi for pludselig overflod af systemet.

http://www.youtube.com/watch?v...Ts8U


09. feb 2010 kl 01:14

avatar

Lars Althof

Re: P100 snow melter .. Det kan vi bruge.

Jeps, sådan en har vi her i byen


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk