/transport

Snestorm får Banedanmark til at fyre op under sporskifter

Nu øger Banedanmark effekten på deres elopvarmede sporskifter for at forhindre, at de fryser til. Snevejret giver god mulighed for at teste et nyt isoleringsystem for elopvarmede skiftespor, der skal afløse gasopvarmede sporskifter og andre ældre modeller.

Af Torben R. Simonsen, tirsdag 02. feb 2010 kl. 13:47

Der kommer mere strøm til varmelegemerne på Banedanmarks sporskifter i løbet af dagen. Banedanmark håber på denne måde at kunne undgå is i sporskifterne, der kan betyde, at sporskifterne ikke fungerer.

»Men det kan jo ikke udelukkes, at der vil kunne opstå problemer, når vi taler om meget store mængder sne, men vi har jo et beredskab i den slags situationer, og som jeg har forstået også tilpasset køreplanerne i forhold til vejrsituationen,« siger teamleder i Banedanmarks stærkstrømsafdeling Ken Larsen.

Mens sne normalt er en udfordring for det danske skinnenet, så er der som bekendt ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Den megen sne har nemlig givet Banedanmark mulighed for at få testet deres nye system med målrettede isoleringssystem for elopvarmede skiftespor.

»Vi har fået rigtig gode erfaringer med vores isolerede sporskifter, men det er endnu for tidligt at sige noget om, vi skal have dem implementeret yderligere,« siger Ken Larsen.

Efter hans vurdering giver den målrettede isolering ud over god afvisning af is og sne også en energibesparelse på omkring 15 procent i forhold til de ikke-isolerede sporskifter.

Banedanmark oplyser, at de har omkring 400 gasopvarmede sporskifter, og 1000 sporskifter der er opvarmet med el, men af en ældre model, der ikke indeholder automatik og mulighed for fjernstyring og så 1100 sporskifter af typen System 2000, der både kan fjernestyres og er udstyret med følere, der blandt andet kan registrere temperaturen og selv sætte gang i opvarmningen, når det er nødvendigt.

Når det trods avanceret teknologi stadig giver problemer for sporskifterne, skyldes det, i følge Ken Larsen, at de særlige sneforhold i Danmark betyder, at togene opsamler en masse hårdt presset sne og is omkring hjulene, der ofte falder af, netop når toget passerer et sporskifte.

Når en isklump havner i et sporskifte, kan det være meget svært for det lokale varmeanlæg at få bugt med skossen, hvorfor det i givne tilfælde er nødvendigt at få en sporvagt ud og feje sporskiftet rent.



02. feb 2010 kl 16:07

Finn Petersen

Når det trods avanceret teknologi stadig

Ja det er rigtigt nok på grund af stødene fra hjulpassagen af hjertestykket, men når man svinger skiftet nogle gange bliver der også samlet sne sammen , som trykkes hårdt til is og kræver megen varme for at smelte. Tænk bare på hjulspor på gaden.


02. feb 2010 kl 16:23

Asser Kalsbøll

Re: Når det trods avanceret teknologi stadig

måske de sku supplere med en saltspreder....


02. feb 2010 kl 16:35

Christian Clausen

Re: Re: Når det trods avanceret teknologi stadig

måske de sku supplere med en saltspreder....

Bare for ligesom at få lidt mere gang i korrosionen ;-)


02. feb 2010 kl 17:09

Finn Petersen

@ Christian

Den går desværre ikke før man ændrer teknikken. Det vil i løbet af kort tid give besat spor pga kortslutning mellem skinnerne. De fleste spor er stadig forsynet med isolationer, der er baseret på en svag strøm i skinnerne.


02. feb 2010 kl 19:56

avatar

Steen Jensen

High Tech

I fremtiden bruger man en opfindelse, som er meget effektiv: nyrestensknuser/ultralydskanon.
Altså i stor skala. :-)


03. feb 2010 kl 08:44

Lars Refshauge

"de særlige sneforhold i Danmark"

Gad nok vide hvad det er for særlige sne forhold der er i DK.
Opfører sne/is sig anderledes i DK end i andre lande?
MVH
Lars R


04. feb 2010 kl 13:21

Jens Bølling

Re: "de særlige sneforhold i Danmark"

Ja, sne opfører sig faktisk forskelligt fra land til land.
Det tyske firma Müller Industrie-Elektronik har for år tilbage udviklet og patenteret en vejrstation til netop dette formål. Stationen måler ud over temperatur og luftfugtighed også forskellige karakteristika ved nedbøren (tæthed, størrelse) og kan deraf beregne hvorvidt der er tale om sne, isslag, slud eller regn. Den er oprindeligt udviklet til brug i Alpelandene, men er sidenhen også leveret til Finland. Ved introduktionen i Finland, blev samme SW i som til Alpelandene anvendt, men desværre blev der ikke tændt for varmen i Finland, når sneopbygningen fandt sted. Det var derfor nødvendigt at udvikle en SW, der tog højde for Finsk sne.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.