Efter års hvisken i krogene skulle det nu være ganske vist: George Lucas vil forny sine seks Star Wars-film ved at give dem 3D-effekter.

Men i modsætning til James Cameron, der fra begyndelsen havde dobbeltkameraer og spejle til kassesuccesen Avatar, ligger landet noget anderledes for George Lucas, der kun har sine gamle 2D-optagelser at gøre godt med.

Alligevel burde det snildt kunne lade sig gøre, spår direktør Steen Iversen fra den danske virksomhed Sirius 3-D, der arbejder med 3D-teknologi i Tycho Brahe Planetariet og selv producerer briller til 3D-tv.

»Fordelen ved Star Wars er, at rumskibe er bygget af ensartet, hårdt metal, og at stjerner og galakser ligger langt væk. Derfor vil det være forholdsvist nemt at kreere en 3D-model af miljøet,« siger Steen Iversen.

Forklaringen skal findes i, at konverteringen fra 2D til 3D normalt kræver en del manuelt arbejde, der gradvist forøges i takt med kompleksiteten af både det enkelte objekt og det samlede billede.

Forskydning skabes kunstigt
3D-film fra bunden er således optaget med to kameraer, der optager henholdsvis et billede dedikeret til venstre øje og et til højre øje, hvor forskellen på de to billeder svarer til afstanden mellem øjnene.

Denne forskydning i billedet giver hjernen en opfattelse af dybde, der bliver genskabt ved hjælp af biografernes dedikerede fremviser og briller (se link til artikel om Avatars 3D-teknik nederst).

I en 2D-film må denne forskydning skabes kunstigt, og det foregår ved at fritskrabe de enkelte objekter i billedet – der for eksempel kan udgøre billedet til venstre øje – og derpå manuelt tegne billedet til højre øje ved at gætte sig frem til, hvordan det ville have set ud. Her skal de dele af objekterne tilføjes, som var skjult for det oprindelige kamera.

Når billedet er tegnet med den ønskede forskydning, bliver objektet sat tilbage på billedet og filmet med et virtuelt dobbeltkamera som man ville have gjort fra begyndelsen i en ny 3D-film.

100 år gammel teknik
Har en person i filmen derfor flagrende hår og en halvgennemsigtig sommerkjole, kan det være et stort arbejde at fritskrabe hvert enkelt hår og isolere den baggrund, man kan se gennem kjolen. Derfor er et solidt rumskib, ifølge Steen Iversen, noget nemmere at have med at gøre, både når det skal fritskrabes, men også når det skal sættes tilbage i en billedligt medgørlig galakse.

Den benyttede teknologi kaldes rotoscoping, eller rotoskopering, og har været kendt fra animationsfilm gennem næsten 100 år, hvor man på en nem måde kunne skabe levende tegnefilmfigurer ved at tegne oven på ægte filmoptagelser.

Samme princip bliver i dag brugt i en lidt mere moderne version, når grafikere og animatorer laver animationsfilm eller omdanner 2D-realfilm til 3D ved hjælp af software og modificerer og retoucherer billederne manuelt ved at tegne på dem.

Masser af genveje
På den måde kan arbejdet med at opgradere en 2D-film være lige så omfattende som at skabe en helt ny animationsfilm. Medmindre filmens karakter tillader, at der bliver brugt et par hurtige genveje.

En af disse er at "låne" frames fra en optagelse, hvor kameraet i forvejen bevæger sig rundt om et objekt. Er der for eksempel en optagelse, hvor man kigger hele vejen rundt om et træ, vil et af det næste billeder i rækken således vise det første stykke af træet – blot fra en forskudt vinkel.

Dette forskudte billede kan så tages ud og tjene som venstreøjebillede. Ekstraarbejdet her består så i at få justeret på de øvrige objekter i scenen, som ikke skal følge med over.

En anden genvej kan være at bruge "depth maps", dvs. dybdebeskrivelser, der – hvis det drejer sig om en animationsfilm – allerede ligger i software og kan bruges til at skabe en kunstig skabelon af de forskellige dybder, man gerne vil have i billedet.

Herefter kan man lægge et konkret billede af for eksempel et træ ind i denne model, og herefter kan programmet lægge de rette skygger på og placere træet i forhold til de andre objekter i billedets dybde.

Dette skaber også et 3D-udseende, som herefter kan fotograferes med det virtuelle dobbeltkamera, men ifølge Steen Iversen er ulempen her, at træet kan komme til at ske en smule skævvredet ud, fordi det så at sige bare er pakket rundt om en virtuel gipsfigur og ikke tegnet i 3D fra begyndelsen.

Der skal knofedt til
Er der tale om en live action-film, er der sjældent tilgængelige dybdebeskrivelser, fordi de ikke har skullet bruges, men de kan konstrueres til formålet. Der findes programmer på markedet, som analyserer billederne i bevægelse og giver kvalificerede bud på dybderne. Men også her er det nødvendigt at gå det hele efter manuelt.

»Programmerne bliver bedre, men man kan stadig højst nå 75-80 procent perfektion pr. automatik. Resten er knofedt. Til gengæld er det nemmere at sætte mange forskellige mennesker til at konvertere en allerede eksisterende film fra 2D til 3D, fordi filmens stil allerede er lagt og ikke kan misforstås,« siger Steen Iversen.

Ifølge Steen Iversen vil de mange forskellige muligheder og Avatars succes få flere ældre film til at springe ud i 3D.

»Det sjove er, at det måske koster et par millioner dollar at konvertere en film fra 2D til 3D - og det er ikke mere, end hvad det koster ekstra at optage en film i 3D fra begyndelsen. Her skal betales eksperter, ekstra kameraer og specielt redigeringsudstyr,« siger Steen Iversen.