Amatørastronomer opdager novaudbrud
To amatørastronomer fra Florida har opdaget det længe ventede novaudbrud af stjernen U Scorpii. Nu rettes de professionelle teleskoper mod det sjældne fænomen.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Amatørastronomer har igen vist deres værd som spottere af vigtige astronomiske begivenheder. Denne gang er det to amatørastronomer i Florida på den amerikanske østkyst, der har opdaget, at stjernen U Scorpii er gået i gang med sit længe ventede nukleare udbrud.
U Scorpii er en gentagne nova, som efter beregningerne skulle gå i udbrud inden for to år fra foråret 2008. U Scorpii, eller Upsilon Scorpii, befinder sig i stjernebilledet Skorpionen omkring 519 lysår fra Jorden. Den anslås at have en radius på 7,5 gange Solens, og en masse der er ti gange større end Solens. Sidste gang, U Scorpii var i udbrud, var i februar 1999. Astronomerne mener, at stjernen vil ende sine dage som en hvid dværg.
Den 28. januar opdagede amatørastronomerne Barbara Harris og Shawn Dvorak fra Florida udbruddet. De deltager i en global observationskampagne ledet American Association of Variable Star Observers (Aavso). Kampagnens formål er at opdage aktiviteten i novaen tidligt, så professionelle teleskoper sammen med rumbaserede observatorier hurtigt kunne rettes mod stedet og følge udbruddet.
Barbara Harris opdagede den første aktivitet kl. 06 lokal tid den 28. januar, hvilket kort efter blev bekræftet af Shawn Dvorak. Inden for en time havde lederen af Aavso-observationerne af U Scorpii, Bradley Schaefer fra Louisiana State University, igangsat et globalt netværk af observationer, som omfattede både rumobservatorierne Rossi X-Ray Timing Observatory og ESAs Integral satellit.
»Dette viser igen fordelen af et verdensomspændende netværk af amatørastronomer til at opdage begivenheder som denne. Barbara Harris og Shawn Dvorak kunne se U Scorpii stå op over Atlanterhavet flere timer før professionelle astronomer i det vestlige USA havde chancen. På grund af vintervejret, der forhindrer de fleste professionelle observationer i USA, bliver de fortsat fra New Zealand og Australien. Herved har vi fanget de første vigtige timer af udbruddet,« siger direktøren for Aavso, Arne Henden.
En billedserie af Shawn Dvorak tyder på, at man har fanget U Scorpii meget tæt på dens maksimum, hvorefter dens forventes at aftage hurtigt. I løbet af det sidste år har amatørastronomer rundt om på Jorden spændt fulgt U Scorpii og ventet på dens udbrud. Nu vil man forsætte med at observere udbruddet i de kommende måneder i mange forskellige bølgelængder.
U Scorpii burde lige netop kunne ses fra Danmark på morgenhimlen kort før solopgang. Den befinder sig ca. 9 grader nord for Antares, der er den lysstærke hovedstjerne i Skorpionen.






