Løkkes drøm (2): Sådan bevarer vi vores førerposition på energiområdet
Danmark i 2020 skal være blandt verdens mest energieffektive lande i følge statsminister Lars Løkke Rasmussen. Men denne drøm kan kun realiseres, hvis vi gør op med nogle paradokser i energilovgivningen, og ellers risikerer vi at miste vores førerposition på energi-området. I denne artikel peges på nogle overkommenlige ændringer i vores energi-lovgivning, som vil fremme energieffektiviteten markant, og som hurtigt burde kunne vedtages med stor enighed af Folketinget.
[Hvis du ikke har læst den første af Anders Dyrelunds kommentarer om Danmarks energipolitik, finder du den her. red.]
EU har udformet tre vigtige direktiver, stærkt inspireret af vores varmeforsyningslov. Det er direktiverne om strategisk miljøvurdering, vedvarende energi og bygningers energimæssige ydeevne. Fælles for dem alle er, at vi skal se på helhedsløsninger på tværs af sektorerne.
Vi skal planlægge byernes infrastruktur for at indpasse vedvarende energi og mindske bygningernes energiforbrug på en omkostningseffektiv måde under hensyntagen til muligheden for fjernvarme, blokvarme og individuel forsyning. Her har EU overhalet os inden om, da vores bygningsreglement ikke tager hensyn til, at de fleste bygninger befinder sig i byerne.
Hvordan bevarer vi førerpositionen?
Vores førerposition efterstræbes bl.a. af vores svenske naboer og af Kina, Japan og Korea, som er hurtige til at udnytte vores løsninger og gå endnu videre. Vi må derfor blive endnu bedre til at effektivisere og følge EU's direktiver.
Derfor bør Folketinget snarest rydde op i junglen af planøkonomiske paradokser, som blokerer for større energieffektivitet og for et samfund, der er uafhængig af fossile brændsler.
Vi bør fremme de ægte energibesparelser! Begreberne energibesparelse og bæredygtighed er blevet tvivlsomme og misbrugte buzz-ord. Vi bør i fremtiden spørge: Hvilken energi er det? hvornår bruges den? og hvad koster den.
Energibesparelser bør ses i lyset af energiens kvalitet og tage højde for, at el koster 3-6 gange mere CO2-emission end varme, ligesom værdien af el i fremtiden bogstavelig talt vil svinge som vinden blæser.
Derfor bør afgifter og tilskud indrettes, så de på en intelligent måde fremmer energieffektiviteten og fortrænger fossile brændsler. Så skal markedskræfterne nok hjælpe til. Eksempelvis bør den konstante elafgift omlægges til et procenttillæg til markedsprisen og med samme provenu.
Vi bør fremme energirigtig mærkning.
Enhver form for energimærkning bør naturligvis også afspejle det virkelige energiforbrug. Det er eksempelvis paradoksalt, at den mest ”energirigtige” vaske- eller opvaskemaskine efter den nuværende mærkningsordning kun kan bruge el til opvarmning, selv om der lige ved siden af er en varmtvandshane, som kan gøre det med en CO2-emission, der er 3-6 gange lavere end el.
Derved vildledes forbrugeren, og de energirigtige maskiner får ikke en chance i markedet.
Vi bør fremme de ægte energibesparelser.
Bygningsreglementet er i dag i strid med de nævnte tre EU-direktiver, varmeforsyningsloven, kommuneplanloven samt vores tradition for at samarbejde hen over hækken. Desuden mangler BR et krav til integrerede lavtemperatur varmeanlæg.
Selv om man i lokalsamfundet har fundet en effektiv og samfundsøkonomisk fordelagtig fælles opvarmning, hvor eksempelvis halvdelen af varmen, som krydser matrikelgrænsen er CO2-fri overskudsvarme, så kræver bygningsreglementet med et centralt fastsat nøgletal på 1,0 at man helt skal se bort fra denne mulighed. Man skal lade som om hele den tilførte energi kommer fra fossile brændsler, selv om det typisk kun er halvdelen.
Det betyder, at bygherren tvinges til at installere meget dyre og mindre effektive individuelle løsninger på matriklen, hvorefter der kan dispenseres for tilslutning til den fælles løsning. Flere kommuner, der ikke har været opmærksomme på dette paradoks, er således kommet til at fremme ineffektive løsninger, der har medført unødigt høje omkostninger for bygherren og bristede forventninger i resten af lokalsamfundet, som havde en berettiget forventning om, at varmeforsyningsloven var gældende.
Bygningsreglementet bør snarest justeres, så det fremmer samfundsøkonomisk fornuftige løsninger hvor byens kollektive forsyning og bygningens varmeanlæg og klimaskærm ses i sammenhæng, både ved nybyggeri og ved renovering.
Tilsvarende bør kommunerne arbejde mere med strategisk energiplanlægning og nøje tænke over hvordan man får mest klima for pengene indenfor kommunens geografiske område og for kommunens egen økonomi.
Vi bør udnytte biomasse lokalt.
I de små landsbysamfund på Samsø, Ærø, Lolland Falster, og i byer, der ikke har naturgas, kan den lokale biomasse udnyttes til opvarmning og med tiden suppleres med store solvarmeanlæg, varmelagre og afbrydelige varmepumper, der udnytter den overskydende vindenergi. Det er effektivt i forhold til individuelle og ufleksible varmepumper, solpaneler og brændeovne.
I små byer, der har naturgasfyret fjernvarme med hvor ca. halvdelen kommer fra kraftvarme og resten fra en kedel, (begge udenfor det kvoteregulerede marked), er det meget anderledes. Her må man gerne etablere individuelle brændeovne, som supplerer den fælles forsyning, men det er forbudt at etablere et fælles flisfyr, der kan udnytte træet dobbelt så godt og 1.000 gange mere miljøvenligt.
Det siges, at biomassen skal reserveres til el-produktion på de store værker for at spare CO2, men denne CO2-besparelser er indenfor kvotemarkedet, og desuden kan den sparede naturgas producere endnu mere el på de bedste kraftværker. Hvis biomassen bruges lokalt, vil den konsolidere økonomien i lokalsamfundet og bane vejen for, at man kan opvarme alle bygninger og supplere med fælles fleksible varmepumper og store solvarmeanlæg mv. efterhånden som prisen på biomassen stiger.
Biomassekedlen, vil blive udnyttet meget i de første år, men på længere sigt kun blive brugt i de kolde perioder. Det vil få en positiv effekt, så flere landsbysamfund vil få lyst til at etablere fælles vedvarende energianlæg og nabovarme, og det vil stimulere produktionen af biomasse. Det bør derfor tillades, at alle de små varmeværker, der ikke har andre muligheder, etablerer en biomassekedel op til en bagatelgrænse på 1MW.
Vi bør gøre noget ved trafikken
Der er rige muligheder for at følge op på trafikområdet. Man kan planlægge nye tætte bydele, hvor infrastrukturen for varme og evt. køling suppleres med effektiv kollektiv transport, eksempelvis som Ørestaden, Vores By og Nordhavn. Man kan desuden indføre incitaments betaling, der fremmer miljøvenlige biler og udjævner trafikbelastningen.
Strategisk energiplanlægning
Disse få, men virkningsfulde tiltag vil fremme energieffektiviteten markant og bør vel hurtigt kunne vedtages med stor enighed af Folketinget, så snart fakta kommer på bordet. Den kommende strategiske energiplanlægning, som skal udvide varmeforsyningsloven til at omfatte flere sektorer, vil være et godt redskab for kommunerne og staten til at føre tiltagene ud i livet.
|
