/biotek

Sundhedsstyrelsen: Vi skal revurdere Danmarks beredskab for pandemier

(Opdateret) Influenzapandemien H1N1 er - efter at den næsten er drevet over - blevet kaldt "en mild influenza og en falsk pandemi". Fremover skal vi være bedre til at vurdere dødelighed og smitsomhed ved pandemier. Det siger Sundhedsstyrelsens Else Smith, der også mener, at WHO har noget at lære efter H1N1-pandemien.

Klik for at se billedet i stort

Både Danmark og WHO skal blive bedre til at vurdere dødelighed og smitsomhed ved pandemier, siger Else Smith, chefen for Center for forebyggelse.


Læs også

Af Christian Østergaard, søndag 31. jan 2010 kl. 14:04

For at ruste os til den næste, muligvis mere alvorlige pandemi, skal vi blive bedre til at vurdere dødelighed og smitsomhed, så der råbes ulven kommer på det rette tidspunkt. Og frem for alt, bliver vi nødt til at indrette beredskabet efter, at ikke alle pandemier ligner hinanden.

Sådan lyder budskabet fra lederen af Danmarks influenzaindsats, chefen for Center for forebyggelse under Sundhedsstyrelsen, Else Smith.

Fejlvurderinger fra WHO, en "firkantet" vaccinekontrakt og et ensrettet beredskab gjorde, at Danmark ikke reagerede smidigt nok på influenzapandemien. For eksempel har der været kritik af, at bestillingen af pandemivaccine var for lille, mens det nu viser sig, at to millioner vaccinedoser i realiteten bliver stående i ubrudte hætteglas.

Denne epidemi viste sig smitsom, men ikke særligt farlig. Fugleinfluenzaen viste sig farlig, men ikke smitsom. Alligevel har beredskabet været det samme. Er der behov for et mere nuanceret beredskab?

»Det er der ingen tvivl om, at der er. Vi er allerede i gang. Vi kommer til at revidere pandemiplanen og der bliver masser af evalueringer. Pandemi betyder bare, at det er en global udbredelse til hele menneskeheden. Traditionelt har man sagt, at når der er tale om et nyt influenzavirus, der har etableret sig på mindst to verdensdele, så er der tale om en pandemi,« udtaler Else Smith.

Under H1N1-pandemien har problemerne primært været at vurdere, dels hvor farlig influenzaen var, dels hvor smitsom den var, samt at indrette beredskabet efter det. Dødeligheden blev i begyndelsen vurderet til omkring 2 procent af de smittede, mens den senere viste sig at være 0,006 procent i Danmark.

WHO må arbejde med troværdigheden
Else Smith påpeger, at der er forskel på forholdene i Danmark og mange andre lande. Hun siger:

»Vi bliver nødt til at se på, om der er tale om dig og mig, eller om det er afkræftede folk. Det må WHO tage på sin kappe, selv om de gerne vil tale med en enkelt stemme til alverdens befolkninger. De bliver nødt til at arbejde med det, for det handler jo også om troværdighed. Det er okay at sige, at infektioner udspiller sig forskelligt i forskellige samfund.«

Else Smith mener, at nogle af de samme faktorer spiller ind, når det gælder smitsomheden. Her vurderede WHO i starten af pandemien at alt mellem 1,2 og 2,5 personer blev smittet for hver person, der bar rundt på sygdommen.

Ifølge Else Smith, kan en del problemet løses ved hjælp af mere gennemsigtighed i WHO, der er under skarp kritik for at lade industrien påvirke de faglige vurderinger under pandemien.

Læs hele interviewet i Ingeniørens papirudgave eller log på og følg linket nedenfor.

Artiklen opdateret 2/2. Artiklen hævdede at antallet af dødsfald i Danmark var 0,6% af de smittede. Det var naturligvis for højt. Tallet er nu rettet til 0,006%.



31. jan 2010 kl 18:35

Hanne KOplev

Regnefejl i oplysningerne ?

Overlæge Else Smith, Sundhedsstyrelsen siger (citat):”Dødeligheden blev i begyndelsen vurderet til omkring 2 procent af de smittede, mens den senere viste sig at være omkring 0,6 procent i Danmark.” (citat slut).

Der er døde 31 personer i Danmark, hvor årsagen tillægges svineinfluenza.
Hvis dette svarer til 0,6 procent i Danmark, så skal der kun være 5166 personer, som har været smittede af svineinfluenza A (H1N1)v i Danmark.
Dette passer vist ingen steder, da myndighederne estimere, at der er ca. 500.000, der har haft H1N1.

Hvis det er tilfældet, er det en dødelighed på 0,006 procent.
Så denne gang er kommaet svipset med hele to decimaler.

Det næste spørgsmål er, om regnefejlen skal tilskrives journalisten eller de danske myndigheder?

Links:
http://www.farmaceutisk-selska...=209


01. feb 2010 kl 13:12

Allan Astrup Jensen

Myndighed - Tænk selv før prioritering

De danske myndigheder burde have gennemtænkt situationen selv og og ikke accepteret WHO's og USA's hysteri omkring svineinfluenza. De 31 tilfælde svarer godt til det antal (endda toppen af isbjerget), der årligt med sikkerhed dør af Legionella, men dette bekymrer vist ikke SST særligt meget, ligesom de skud ekstra kviksølv befolkningen fik!
Nu er problemet bare, at der er brugt masser af penge på ubrugelig vaccine, penge som der er hårdt brug for andre steder i sundhedssystemet. Bliver der placeret et ansvar? Får skandalen konsekvenser? Formentlig nej!


02. feb 2010 kl 09:24

Kenneth P

Bestod vi smitte testen?

Vi var heldige at H1N1 ikke var så farlig og at dødeligheden var lav. Men bestod vi testen?
Det kunne have været en meget dødlig virus og jeg mener vi i DK skal give hinanden en meget dårlig karaktere i "smitte undgåelse".
1. Syge mødte op på arbejde
2. Ingen smittede bar maske.
3. Rengøringspersonalle blev ikke instrueret i at afsprite dørhåndtag m.m
4. Vi gave stadig hånd istedet for at opfordre til en asiatisk hilsen.
5. Der blev ikke installeret disinfections automater i det offentlige rum som i andre lande.

Eneste vi næsten fik lært, er at host i albuen fremfor hånden.

Arbejdspladser i Japan bruger generelt mange tiltag på at undgå sygedomssmitte. Måske skal vi overveje om at bruge tiden indtil næste trussel på kigge grundigt på vores smitteveje i DK.

Mvh
H1N1 Survivor


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.