/forskning

Nature-forsker afviser IPCC-misbrug af data: »Regnskoven er truet«

FN´s-klimapanel anklages af en række klima-skeptikere for at have manipuleret med en undersøgelse om Amazon-regnskovens udryddelse. Manden bag, en fremtrædende amerikansk forsker med flere artikler i Nature, afviser over for ing.dk: »IPCC har bestemt ikke misbrugt data«.

Af Kasper Brøndgaard Andersen, fredag 29. jan 2010 kl. 15:26

IPCC, også kendt som FNs-klimapanel er under pres, efter det kom frem, at der i IPCC-rapporten fra 2007 blev brugt udokumenterede og fejlagtige tal for Himalaya gletsjernes forsvinden.

Det seneste angreb mod organisationens arbejde, som Danmark også bidrager til, går på, at der i IPCC-rapporten refereres til en undersøgelse fra Verdensnaturfonden (WWF) omkring Amazon-skoven.

Fordi Verdensnaturfonden er en interesseorganisation, og deres rapport ikke er blevet peer-reviewed, triumferer klima-skeptikere i øjeblikket over, at IPCC har begået endnu en fejl.

Derfor flyder nettet i øjeblikket med rygter om episoden, der tidstypisk er blevet døbt Amazon-gate, efter først Climata-gate (hvor emails fra britiske klimaforskere blev hacket) og Glacier-gate (hvor IPCC skrev, at Himalaya gletsjerne ville forsvinde inden for 35 år).

Men læser man rapporten fra WWF, som IPCC henviser til, ser man, at der i afsnittet refereres til en peer-reviewed artikel i Nature.

Det mener en række klima-skeptikere er endnu mere brænde på målet, for pludselig er anklagen ikke rettet mod referencen fra IPCC-rapporten til WWF, men mod, at IPCC har fordrejet tallene fra den oprindelige undersøgelse offentliggjort i Nature.

Manden bag undersøgelsen og den videnskabelige artikel i Nature, Daniel C. Nepstad, er uddannet fra Yale University og har i 24 år beskæftiget sig med tropiske regnskove.

Han afviser, at hans undersøgelse er blevet misbrugt af IPCC og understreger, at store dele af Amazon-skoven drastisk kan forandre sig som følge af stigende temperaturer og øget tørke.

Til ing.dk skriver han:

»IPCC har bestemt ikke misbrugt data. I et tidligere nummer af Nature estimerede vi, at halvdelen af den brasilianske Amazon-skov er afhængig af meget dybe trærødder for at undgå alvorlig udtørring i almindelige tørke-sæsoner.«

Tørke medfører øget risiko for skovbrande, og efter århundredets kraftigste El Niño i 1997/1998, hvor 40.000 km2 brændte ned, lavede en gruppe ledet af Daniel C. Nepstad målinger, der viste, hvornår risikoen for skovbrand bliver kritisk.

»Vi estimerede, at 31 pct. af Amazon-skoven ramte den kritiske tørke-tærskel i løbet af El Niño årene fra 1997/1998. Vores eksperiment viste, at den kritiske tørke-tærskel var nået, når jord-fugtigheden i de ti øverste meter jord faldt under 30 pct. af dets maksimale niveau,« skriver han.

I sit svar til ing.dk understreger Daniel C. Nepstad, at risikoen for skovbrande i Amazon-skoven er høj også i perioder uden ekstreme vejrtilfælde som El Niño, der gav udslag i helt ekstraordinære vejrfænomener kloden over.

Hans undersøgelser, hvoraf flere er offentliggjort i Nature, viser, at selv med mindre tørke-perioder udsættes regnskoven for stor risiko. Derfor fastholder han, at IPCC har ret, når de skriver, at selv små ændringer i nedbør kan medføre drastiske ændringer for 40 pct. af Amazon-skoven.

»Ingen af disse beviser for omfattende sårbarhed over for små reduktioner i nedbør er afhængige af et scenarie med flere alvorlige tørkeperioder, som dem forudsagt af de fleste klimamodeller. Med andre ord, med de nuværende klimaforandringer er store dele af Amazon-skoven kommet tæt på den kritiske tørke-tærskel,« skriver Daniel C. Nepstad.



29. jan 2010 kl 15:49

Jørgen Nilsson

Ikke peer-reviewed, dét er kritikken

Kritikken går på, som jeg læser det, ikke på hvorvidt det er korrekt eller ej. Kritikken går på, at IPCC skriver at de kun bruger peer-reviewed data. Og det er ikke tilfældet her, heller.

Min største anke ved hele dette cirkus er, at der ikke er tilgængelighed. Hvis der kritiseres, bliver det slået tilbage med argumentet, at det ikke er peer-reviewed. Men IPCC kan jo så åbenbart selv gøre, som de lyster, bare det bekræfter dem selv i deres vedtagne sandhed. Dobbeltmoral er jeg ikke meget for.

Venligst: åben bøgerne, alle bøgerne. Tag argumenter seriøst, hvis de kan dokumenteres, uanset om man er klimatolog (hvad det så end er), emiritus, tog-ingeniør, ja selv DJØFere vil jeg høre på, hvis det er dokumenterbart (review) og seriøst.
God weekend,
Jørgen


29. jan 2010 kl 16:09

Brian Petersen

Re: Ikke peer-reviewed, dét er kritikken

I følge artiklen her er det både ikke peer-reviewed og mistolking af kilder, der er kritik punkter. Problemet med peer-reviewed data lader til at være at IPCC henviser til en raport som så henviser til det peer-reviewede. Den er naturligvis en fodfejl ikke at henvise direkte til det peer-reviewede.


30. jan 2010 kl 00:12

Michel Berggren

Re: Re: Ikke peer-reviewed, dét er kritikken

"fodfejl" hist og "slåfejl" pist. Måske var det værd at overveje om IPCC ikke også skulle have deres dokumenter reviewed af uafhængige peer-reviewers.

M


30. jan 2010 kl 00:24

Hans Henrik Hansen

Svært navn?


Manden bag undersøgelsen og den videnskabelige artikel i Nature, Daniel C. Nepstad, er uddannet fra...

...tæt på den kritiske tørke-tærskel,« skriver Daniel C. Nedspad

- det har åbenbart ikke været let at 'enes' om Daniels efternavn! :)


30. jan 2010 kl 00:26

Thomas Jørgensen

Re: Re: Re: Ikke peer-reviewed, dét er kritikken

Måske folk skulle sætte sig ind i IPCC's arbejdsgang før de fremkommer med uunderbyggede beskyldninger.


30. jan 2010 kl 00:29

Michel Berggren

Re: Re: Re: Re: Ikke peer-reviewed, dét er kritikken

Måske folk skulle sætte sig ind i IPCC's arbejdsgang før de fremkommer med uunderbyggede beskyldninger.

Principielt set har du ret, men er problemet ikke at folk virkelig har sat sig ind i den og undres ?

M


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.