IEA: I-landenes oliefrås har toppet
Cheføkonomen i Det internationale Energiagentur (IEA) mener, at vi aldrig mere vil se en efterspørgsel efter olie som i 2006 og 2007 i de rige industrialiserede lande.
Den globale olieefterspørgsel i millioner tønder om dagen.
Kilde: Det Internationale Energiagentur IEA
(Foto: IEA)
Læs også
-
Energiagentur: Vi skal bruge milliarder på nye oliefelter - nu!
Læs mere om
Dokumentation
Olieforbruget i de industrialiserede lande vil ikke mere komme op på 2006 og 2007-niveauet. Dels fordi bilerne er blevet mere effektive og dels fordi olien fortrænges af gas og elektricitet.
Det sagde Det internationale Energiagenturs (IEA) cheføkonom Fatih Birol til Reuters torsdag:
»Når vi ser på USA, Europa og Japan, så vil olieefterspørgslen aldrig komme tilbage til niveauet fra 2006 og 2007,« sagde han.
Han tilføjede dog, at der kan komme kortvarige variationer op og ned i olieforbruget, men at tendensen vil være nedadgående.
Birol pegede på, at de vigtigste grunde til faldet i olieefterspørgslen er mere effektive biler samt en stigende anvendelse af elektricitet og gas i stedet for olie uden for transportsektoren.
Men han mener også, at den økonomiske krise har spillet en rolle:
»Recessionen har en punktvis effekt, men de vigtigste faktorer er de strukturelle,« sagde han.
Stigende efterspørgsel fra de nye økonomier
Forudsigelsen om dalende efterspørgsel er tidligere fremsat af analytikere. Men den bekræftes altså nu af det højt respekterede internationale Energiagentur, som rådgiver 28 lande om energipolitik og hvis prognoser på olieområdet er nøje overvåget af markedsaktører og politikere.
Konsekvensen af flad eller faldende efterspørgsel i OECD-landene kan være, at det letter det pres på oliepriserne, som følger af et stigende olieforbrug i de nye vækstøkonomier. Ifølge IEA vil OECD-landene kun tegne sig for 53 procent af verdens samlede olieefterspørgsel i 2010.
Mindre appetit på olie fra OECD-landene rokker dog ikke ved, at efterspørgslen efter olie globalt fortsat forventes at stige - takket være væksten i lande som Kina og Indien.
Ifølge IEA's seneste prognose vil efterspørgslen globalt stige fra 84,89 mio. tønder pr dag i 2009 til 86,33 mio. tønder pr. dag i 2010.






