Et nationalt rumprogram?
Jeg har aldrig tænkt mig at projektet, skulle være specielt dansk. Jeg er ikke specielt patriotisk. Det var nok også een af grundene til at jeg døbte organisationen ”Copenhagen Suborbitals”. For mig, havde navnet ”Copenhagen” mere klang ude i verden, end ”Danmark”. Det er bare min personlige holdning, og det er desuden for sent at skifte navnet, til noget som helst andet.
Men som tiden går, er det gået op for mig at projektet virkelig er begyndt at blive ultra dansk. Vi har efterhånden fået involveret over 25 virksomheder, og det vokser måned for måned. Meget store, som meget små. Over 500 mennesker, har støttet os med økonomi. Copenhagen Suborbitals spænder sig nu fra vestkysten af Jylland, med valsning, til de kommende opsendelse øst på Bornholm. Mere dansk bliver dette projekt ikke. Og, det er gået op for mig at jeg faktisk synes det er dejligt.
Den danske engagement giver mig faktisk STOR glæde. Jeg nyder virkelig at køre en tur til fx Silkeborg, hvor et lille polstrer firma har taget sig kærligt af rumsædet, efter at de henvendte sig til os. Eller at tage til Vestegnen og hente sponsor-ventiler sammen med Peter. Eller snakke faldskærme, med nogen i Ålborg. At sprede projektet ud over landet er blevet underligt interessant for mig. Jeg fornemmer at der tændes en glæde og en gnist i vores sponsorer og deltagere, der finder de samme drømme og glæder i projektet som os, og pga projektets åbne karakter, også kan få egen presse mæssig opmærksomhed i lokalområdet.
En anden utrolig stor glæde for mig, er når private støtter os økonomisk. Klart!, tænker du nok. Men jeg mener ikke glæden ved at logge på netbank og se beløbene der er komme ind. Det kan være en studerende der giver os 50 kr., eller som i efteråret da en ung gut, der havde hverken flere eller færre penge end dig selv, gav os 10.000 kr!. Jeg var helt paf. Når det sker, bliver jeg sgu rørt. Og det er her, at det for alvor går op for mig at projektet har en værdi for nogen derude. En ting er, når vi i samlet flok, nationalt eller internationalt støtter tragiske begivenheder som fx Haiti. Men at falde bevist eller tilfældigt forbi en hjemmeside som vores, der ved første indtryk virker fuldstændig vanvittigt og man vælger at tage dankortet op og give penge, må betyde at det er lykkedes os at røre folk derude. Det er også derfor at jeg altid vender personligt tilbage til disse folk, uanset hvad de har givet (ja, undskyld, Ib Johansen.. den smuttede).
Husk på, når nogen vælger at give os et beløb, uanset om det er 50 eller 10.000 kr, så er det fordi der i virkeligheden forgår en ”handel”. Der overføres et beløb, og der gives tilbage i samme mængde, men i en anden valuta! Kald den valuta hvad du vil. Inspiration, glæde, eller noget tredie. Det er ved disse handler, at jeg tænker vi er på rette kurs. Ikke bare teknisk, men også kunstnerisk og socialt. Og at køre projektet, som vi gør, var slet ikke var nogen skidt idé. At være kommerciel og holde hånden over udvikling og produkter, ville være en skammelig ting at gøre. Jeg har egentlig aldrig forstået folk, der dækker hånden over deres arbejde. Det har jeg oplevet så mange gange og har aldrig syntes at virkede til at være en god taktik.
I dag, gennemgik jeg en drabelig proces, med at støbe akyl-domen fast i toplugen. Den sved. Jeg var mildest talt ude og skide. Men det lykkedes og jeg blev klogere. At arbejde med noget dagligt, man ikke har nogen anelse om hvordan skal ende, er en skøn ting, der rykker mig som menneske. Jeg har altid ment at hvis man som person, sad på sit arbejde, kiggede sig omkring og havde styr på alt og det man skal i gang med... ja, så er det tid til at rykke videre. Det sker ikke foreløbigt herude. For udfordringerne er store, men gode og overkommelige. Og med voksende dansk støtte derude, så stiger glæden og tempoet også.
Tak for nu...
Ad Astra
Kristian von Bengtson
|
