Indisk rakettrin med flydende brint volder problemer
14 års arbejde på at blive uafhængig af Rusland og skabe sin egen raket er løbet ind i problemer med et kryogent rakettrin. Nu udsætter Indien igen opsendelsen af deres såkaldte GSLV.
Indien arbejder på at gøre GSLV-raketten 100 procent indisk, ved at erstatte det øvre russiske rakettrin med et Indisk-udviklet kryogent trin. (Foto: ISRO)
Læs også
Læs mere om
Indiens raketprogram er løbet ind i problemer med udviklingen af et nyt kryogent øvre trin til landets Geosynchronous Satellite Launch Vehicle (GSLV). Problemerne betyder, at landets første opsendelse med det nye øvre trin er blevet udsat endnu en gang af den indiske rumfartsorganisation ISRO.
Udsættelsen skal give teknikere tid til at gennemgå designet af det nye kryogene trin. Trinnet drives af en motor med nedkølet flydende ilt og brint som brændstof og iltningsmiddel. Den nye motor skal affyres i 12 minutter i løbet af en typisk GSLV-opsendelse og skubbe lasten ind i dens endelige bane.
ISRO oplyser, at motorafprøvningerne på Jorden er afsluttet i december, og ifølge organisationen er teknikere ved af gennemgå rakettens ydeevne og testresultater.
Ifølge Spacenews er det dog uklart, hvorfor ISRO pludselig har udsat debuten for det nye trin. Den første opsendelse med det nye trin sker tidligst til sommer eller i efteråret. Tidligere var rakettens første opsendelse planlagt til midten af 2009.
Ledende embedsmænd i ISRO er tidligere citeret i Indiske medier for, at opsendelsen var planlagt til januar måned i år.
Russisks rakettrin skyld i fejlslagne opsendelser
GSLV med det nye øvre trin kaldes GSLV Mk II og skal på sin første opsendelse medbringe en 2,2 ton tung kombineret kommunikations og astronomisk satellit kaldet Gsat-4.
Gsat-4 medbringer en eksperimentel Ka-transponder, et navigationsinstrument og et israelsk ultraviolet teleskop.
GSLV-raketten har været opsendt fem gange siden 2001, men med et russiskbygget overtrin. Trinnet menes at være skyld i to fejlslagne opsendelser: i 2001 og 2007, hvor satellitterne ikke kom ind i de præcise baner.
Indien har arbejdet på det nye trin i over 14 år for at gøre sig uafhængig af Rusland og få en fuldstædig Indisk bygget raket.
GSLV er bygget til at opsende indisk vejr og kommunikations-satellitter til geostationære baner.
Raketten består af tre trin. Første trin benytter fast brændstof, andet trin hydrazin, og raketten er udstyret med fire hjælperaketter med flydende brændstof. Indien arbejder også på en kraftigere model kaldet Mk. III.






