iPad-hysteri giver mig hovedpine
Mens iPad-hysteriet blæser hen over teknologistepperne, bliver jeg med et i tvivl: Er den fed – eller ikke.
Kritikken lyder jo allerede på, at nogle af de mest oplagte funktionaliteter er udeladt. Multitasking, GPS og USB-stik, for bare at nævne nogle.
Men ønsker jeg virkelig mere funktionalitet eller kan jeg nøjes med nogle simple programmer?
I begyndelsen af 90’erne kom PalmPilot med nogle af de første elektroniske kalendere - som vel at mærke virkede. Her var fire knapper, en for hvert program der kunne afvikles. Det var simpelt, men det fungerede. Jeg var rigtig glad for min Palm.
Forrige år lod jeg mig lokke til at købe en HP iPAQ, fordi jeg syntes, at jeg også måtte have en smart telefon. Men funktionsbehovet oversteg langt min formåen og især mit behov. Rent ud sagt, hvad skulle jeg med alle de muligheder. Styresystemet var langsomt og hele opsætningen uoverskuelig. Selv det at ringe op med en trykfølsom skærm var besværligt.
Når man kigger på iPad’en kan jeg ikke bedømme om det er overkill eller om den lige netop har de funktioner jeg har brug for.
Lad mig se: mail, net, kalender, iTunes, Maps, ok fint. Men ebogs-læser?Nej, den får jeg vist ikke brug for.
Den ser godt nok lidt for stor ud, til at have liggende i en lomme og lidt for lille ud til at være en funktionsdygtig bærbar computer, men måske har den lige det, der skal til for at gøre hverdagen lettere.
Hvis jeg nogensinde anskaffer mig en iPad bliver det selvfølgelig ikke i den netop lancerede version. Jeg venter gerne et par generationer for at få multitasking med – nej vent lidt, det er jo bare endnu en funktion jeg sikkert ikke har brug for. De har sikkert bare udeladt multitasking, da det ville gøre iPad’en uacceptabel langsom, ligesom min iPAQ.
Nu er jeg igen forvirret.
Giv’ mig mine fire knapper tilbage.










