Rådgivere droppet: Metroselskabet vil selv styre Cityringen
Efter elendig økonomi og kritik fra Rigsrevisionen tager Metroselskabet definitivt projektstyringen ud af hænderne på sine rådgivere i arbejdet med Metrocityringen.
»Vi kan bedre styre, om entreprenørkonsortiet leverer, hvad de skal, end vores rådgivere kan,« siger selskabet.
Læs også
-
Gamle entreprenør-krav på 2 milliarder truer metroringens økonomi
Læs mere om
Metroselskabet er overbevist om, at det bedre er i stand til at styre Metrocityringens kommende entreprenører, end dets rådgivere er.
Derfor har selskabet flyttet projektstyringen ind i huset. Det siger Metroselskabets administrerende direktør, Henrik Plougmann Olsen:
»Vi har erkendt, at styringen på metroens 1. og 2. etape ikke var god nok. Vi har valgt at have tilsynsfunktionen på byggeri inde i huset, for vi bedre er i stand til at styre tilsynet med, om entreprenørkonsortiet leverer, hvad de skal, end vores rådgivere er,« fastslår han.
Selv om Henrik Plougmann Olsen egentlig synes, at anlægsarbejdet på den gamle metro forløb tilfredsstillende, så påpegede Rigsrevisionen, som flere gange fandt behov for at sætte det tumultariske forløb af anlægsarbejdet på metroens første to etaper under lup, at projektstyringen ikke var god nok.
I dag er Metroselskabets økonomi stadig belastet af udsigten til et op til 2 milliarder kroner stort smæk, når entreprenørkonsortiet Comets voldgiftssag mod Metroselskabet, tidligere Ørestadsselskabet, bliver afgjort i 2011.
»Styringen skal sikre, at vi leverer til tiden og til prisen,« siger Henrik Plougmann
Pisk og gulerod
På den gamle metro blev metroleverandør og anlægsentreprenører forsøgt styret med bodsbestemmelser. De viste sig dog langt fra tilstrækkelige. Metroens to første etaper var hverken i stand til at overholde budget eller tidsplan.
For yderligere at sætte skub i anlægsprocessen på cityringen har Metroselskabet, der netop nu er midt i udbudsprocessen, også taget positive styringsmetoder i brug.
De kontrakter, der ventes underskrevet til sommer, indeholder, ifølge Metroselskabet, både pisk og gulerod:
»Vi prøver at lokke entreprenørerne til at blive færdige til tiden med økonomiske incitamenter,« forklarer Henrik Plougmann Olsen.






