3D-lyd giver telefonmøder uden kaos

Af Mie Stage, fredag 29. jan 2010 kl. 00:45

Et nyt 3D-lydsystem fra det japanske teleselskab NTT Docomo gør telefonmøder til en mindre forvirrende oplevelse.

De fleste, der har deltaget i et større telefonmøde, vil genkende problemet med at holde deltagerne adskilt, når de taler i munden på hinanden, og man ikke kan se dem.

Det nye lydsystem gør det muligt for deltagerne at opsætte et virtuelt mødelokale, hvor deltagernes stemmer får faste pladser i lydbilledet.

Til prototypen blev anvendt en HTC Touch Pro-mobil, som blev koblet op til en ekstern server. På displayet ser man et mødebord, og når mødedeltagerne har koblet sig op til serveren, kan de øvrige deltagere placere deltagerne omkring dette bord efter eget valg.

De indkomne lydsignaler fra personernes tale bliver herpå filtreret ved hjælp af binaurale teknikker, så lyden fra de enkelte deltagere får karakter af at komme fra netop den plads, som man har tildelt dem.

NTT Docomo har valgt en løsning, hvor den centrale server står for komprimering og multiplexing af de indkommende signaler, mens mobiltelefonens software indeholder 3D-filtrene og behandler lydsyntesen.



02. feb 2010 kl 10:34

avatar

Knud Robert Petersen

En hjælp til folk med hørenedsættelse

Min mor har nedsat hørelse og har derfor svært ved at skelne stemmer fra hinanden, når der er en debat/diskussion i tv og radio. Resultatet er at hun ofte ikke får et tilfredsstillende udbytte af programmet og må opgive at se/lytte færdig.

For mig er det oplagt at radio/tv-stationerne sender lyden i 3d. Hver deltager har en mikrofon og ved at placere lyden spatialtomkring/rundt om lytteren (lave et 3d-filter) vil det formodentlig være nemmere at skelne de enkelte stemmer fra hinanden og derved få et reelt udbytte. Ulempen vil så være at man p.t. skal høretelefonerne for at få 3d-oplevelsen.

Lydsignal skal spatialiseres i studiet, men derudover skal der vist ikke gøres noget ved det udsendte stereosignal.
Ideen er hermed givet videre til radio-/tv-folk.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto