/elektronik

B&O udskyder afgørende teknologiplatform på ubestemt tid

Platformen, der skulle sikre, at B&O's produkter kan være med i førerfeltet fremover, er blevet udskudt på ubestemt tid, oplyser selskabet. Ny topprioritet er i stedet en stor fladskærm.

Af Jakob Møllerhøj , torsdag 28. jan 2010 kl. 06:47

Bang & Olufsen har udskudt lanceringen af den tekniske platform, der skal sikre, at B&O's fremtidige produkter kan være teknologisk opdaterede.

Platformen er planlagt i to udgaver: En til audioprodukter og en til videoprodukter. Det første audioprodukt med den nye platform skulle ellers have været lanceret til sommeren 2010, som B&O meldte ud sidste år.

Audioproduktet er dels ramt af problemer i forhold til internet-integrationen. Og af den halvårsrapport, B&O netop har offentliggjort, fremgår det, at virksomheden hellere vil satse på en større udgave af tv’et Beovision 10 end på det produkt, der ellers skulle have været spydspids for B&O’s platformstanke.

»Som en konsekvens af den positive modtagelse af BeoVision 10-40 har koncernen besluttet at lancere en 46 tommer version af BeoVision 10 inden udgangen af regnskabsåret. Det audiosystem, som var planlagt lanceret inden udgangen af regnskabsåret, vil på den baggrund blive udskudt,« står der i rapporten.

Adm. dir. i B&O Kalle Hvidt Nielsen bekræfter over for Ingeniøren, at audiosystemet, der bliver nævnt i rapporten, skulle have været det første produkt fra B&O, der ville bygge på den nye platform.

Platformen benytter blandt andet styresystemet Linux og programmerbare FPGA-chip, som gør den fleksibel og skulle betyde en halvering af udviklingstiden for nye produkter. Og så er tanken også, at en fælles platform for henholdsvis alle audio- og videoprodukter, gør det væsentligt lettere at vedligeholde produkterne, end hvis de kører på hver deres platform.

Læs også: Standardmoduler med Linux-kerne skal redde B&O

Er det korrekt forstået, at lanceringen af jeres nye platform dermed også er udskudt?

»Ja, al den stund, at det her var det første produkt, som indeholdt den platform, så ja,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

Der foreligger ikke noget nyt tidspunkt for, hvornår B&O forventer at kunne lancere den nye platform og produktet, der både skulle sælges som selvstændigt produkt og fungere som supplement til Beocenter 5.

»Det, der er sket, det er, at på baggrund af den meget positive modtagelse af Beovision 10, så har vi valgt at sadle om i produktudviklingen og dermed fokusere på Beovision 10-46 og få den ud, og vi har ikke givet nærmere besked om, hvornår vi så lancerer audioproduktet,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

Aktieanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen mener, beslutningen er en god idé set ud fra et indtjeningsmæssigt synspunkt, fordi de B&O-interesserede forbrugere verden over hellere vil have store tv-apparater end audiosystemer for øjeblikket.

»Der skal fladskærme til, og der skal relativt store fladskærme til, for at forbrugerne kommer i B&O's butikker,« siger han.

Jacob Pedersen påpeger dog også, at den nye platform er særdeles vigtig for B&O.

»Det er jo forudsætningen for, at B&O på lidt længere sigt kan strømline produktionen, opdateringer osv. Det er helt afgørende,« siger han og tilføjer:

»Det, man udskyder, det er ny platform, og det, som man så fremskynder, det er en gammel platform. Det er op til B&O at svare på, om det er fordi, man har problemer med den nye platform.«

Kalle Hvidt Nielsen afviser imidlertid, at B&O skulle have udskudt lanceringen af den nye platform på grund af problemer med den.

»Platformen som sådan har fulgt den udviklingsvej, vi forventede. Så det, der er baggrunden, er en ændring i prioritet,« siger han og tilføjer, at nogle internetservices, der var tænkt lanceret samtidigt med audioproduktet, har vist sig at være vanskelige at realisere inden for den oprindelige plan.

Centralt element
Platformen er fortsat en væsentlig del af den såkaldte "pole position-strategi", som B&O lancerede i 2008, fastslår Kalle Hvidt Nielsen.

Strategien går blandt andet ud på at fokusere på audio- og videoprodukter og at øge produktudviklingen, og her anses B&O's platform, der skal ligge til grund for alle produkter, for et vigtigt led i strategien.

»Det er jo et centralt element i vores strategi, og det vil det fortsat være. Så det er ikke sådan, at vi har ændret på strategien. Det her er mere en konsekvens af, at vi nu kan se, der er en kæmpe mulighed med Beovision 10, som vi gerne vil sikre, vi griber fat i,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

I forbindelse med lanceringen af strategien i 2008 meldte B&O ud, at den nye platform ville blive lanceret inden for 2-3 år. Og den udmelding står Kalle Hvidt Nielsen ved, selvom platformen altså ikke kommer i løbet af første halvår af 2010, som det tidligere så ud til.

»Vi følger stadig den plan, vi lagde med de 2-3 år, da vi annoncerede pole position-strategien,« siger Kalle Hvidt Nielsen.

Hvorvidt det betyder, at det første produkt på den nye platform kommer i 2010 eller 2011, kan Kalle Vidt Nielsen ikke sige noget om, men han tror stadig på, det er den rigtige vej at gå.

»Dels er det en vej til at sikre, at vi hele tiden kan have en up-to-date teknologi i de fremtidige produkter. Det er en måde at sikre en højeffektivitet i produktudviklingen, således at vi kan bruge flere kræfter på at lave den magi, som B&O er kendt for,« siger han.



28. jan 2010 kl 10:49

Christoffer Ceutz

Zepto?

Billedet på forsiden forestiller et Zepto Helios-tv... Ved godt at det også er pænt designet og at B&O vist kørte en sag mod dem, men relateret til denne artikel tror jeg ikke det er :-).


28. jan 2010 kl 11:12

Frithiof Andreas Jensen

Interfaces

Produktplatforme ofte løber desværre ofte ind i problemer fordi Ingen vil betale (i tid, penge & design) for de interfaces som er nødvendige hvis man vil modularisere produktet.


28. jan 2010 kl 11:30

avatar

Rolf Ask Clausen

Re: Zepto?

Billedet på forsiden forestiller et Zepto Helios-tv... Ved godt at det også er pænt designet og at B&O vist kørte en sag mod dem, men relateret til denne artikel tror jeg ikke det er :-).

Det var en fejl - billedet er skiftet nu. Tak for hjælpen.


28. jan 2010 kl 12:16

Carsten Scherrebeck Møller

Re: Interfaces

Produktplatforme ofte løber desværre ofte ind i problemer fordi Ingen vil betale (i tid, penge & design) for de interfaces som er nødvendige hvis man vil modularisere produktet.

Ledere af koncerner forstår behovet for stikkontakter i alle vægge, og at det er koncernens moderselskab der selvstændigt skal investere i sådant på forhånd, til gavn for hele koncernen, fordi datterselskaber og afdelinger og divisioner da har en standard at tilslutte ledninger.

Når det drejer sig om et fælles telefonsystem i en koncern, begynder det at knibe med forståelsen for at moderselskabet skal betale for et fælles system, fordi teknologien begynder at bliver vanskelig at fatte.

Og, når man når så langt som at begynde at tale om et fælles system til styring af økonomi, begynder svaret at lyde: »Moderselskabet vil kun give bidrag til sådanne investeringer, hvis datterselskaber selv vil betale for den største andel, for kun således kan vi være sikre på at der er et behov for en løsning.«

Sådanne udtalelser kommer fra ledere der langsomt og sikkert er i færd med at køre koncernen i konkurs. Datterselskaber, og divisioner, og afdelinger, kan aldrig bliver enige indbyrdes, og de har heller aldrig et tilstrækkeligt overblik, og slet ikke en tilstrækkelig økonomi. Som betyder, at der intet sker.

I produktudviklingsafdelinger er situationen tilsvarende. Disse afdelinger skal være opdelte i lag, således at en koncerns moderselskab hele tiden investerer i "platforme" i den del af afdelingerne der beskæftiger sig med basisudvikling. Hvis moderselskabet undlader dette, skal den dybe tallerken opfindes til samtlige produkter, og sidenhen eksploderer udgifterne på grund af et virvar af anvendte teknologier, med et virvar af behov for kompetencer, som vil være umulige at vedblive med at kunne ansætte.

Dette, at moderselskabet kan investere i platforme, er et formidabelt styringsredskab til at lede en hel koncern med. Ved at investere i platforme, og ved at udrulle dem med med faste tidsintervaller, kan man tvinge alle divisioner og datterselskaber til at følge med, som sikrer at der bliver fejet rent over alt.

Usle ledere ved, derimod, at hvis de forinden fem år har tænkt sig at forlade jobbet, da kan de roligt bortskære alle investeringer i platforme, fordi det vil forbedre selskabets årlige overskud og således give en større bonus til lederen, og fordi skaderne ikke vil være synlige før man er stukket af.


29. jan 2010 kl 10:09

avatar

Niki Nicolas Grigoriou

Re: Re: Interfaces

Uden helt så meget patos omkring 'usle ledere' må sige, at jeg er helt enig i betragtning omkring at platforme skal besluttes og finansieres centralt i firmaer eller koncerner - og at de ikke kan lykkes uden en tilstrækkelig visionær ledelse.

Men samtidig skal man være opmærksom på, at der er en masse pit-falls omkring platformsudvikling. Udvikling af en platform kræver et team, som ud over at være meget kompetent teknisk/fagligt også skal være i stand til at sælge platformen til de brugere/udviklere, der skal bygge på den. Det sidste kræver forståelse for forretningsområdet og de udfordringer brugere/udviklere står overfor.

Man kan altid give ledelsen skylden for en succes eller en fiasko - men det er lidt unuanceret. Platformsudvikling kræver mere end ledelse.


29. jan 2010 kl 12:44

Frithiof Andreas Jensen

Re: Re: Re: Interfaces

Man kan altid give ledelsen skylden for en succes eller en fiasko - men det er lidt unuanceret.

Måske - produktlevetid og outsourcing er bestemt også faktorer.

Hvis "Haruun" fra Bombay ikke kan finde ud af at vedligeholde produktet er jo *ham* der er en idiot: "pay peanuts, get monkeys" vil man sige hjemme i hovedkontoret.

Det *kan* jo ikke være fordi at softwaren ligner en kats indvolde og i øvrigt så er design teamet spredt ud over nye projekter og chefen forfremmet fordi projektet blev færdigt så hurtigt og indenfor budgettet.

"Securitization" har bredt sig til Ingeniørverdenen ;-).


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.