Broen over Femernsund bliver fortsat flaskehals for både biler og jernbane. Tyskerne vil ikke bygge en ny bro, så jernbanen bliver enkeltsporet og vejen tosporet, også efter broen til Danmark er åbnet. (Foto: Wikimedia)
Hemmelig liste: Tyskland dropper ny jernbane til Femern-broen
En tysk avis har fået fingre i en liste over de jernbaneprojekter, som politikerne har lovet, men som der ikke er penge til at gennemføre. Det andet projekt på listen er en dobbeltsporet jernbane fra Lübeck til Femern-broen.
Tema
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Tyskland har ikke råd til at gøre de 89 kilometer jernbane fra Bad Schwartau lige nord for Lübeck til Femern-broen dobbeltsporet.
I dag er der kun ét spor på strækningen, men Tyskland er ifølge traktaten med Danmark om Femern-broen forpligtet til at udbygge strækningen med et ekstra spor, senest syv år efter broen åbner, hvilket er planlagt til 2018.
Ifølge den tyske avis Frankfurter Rundschau har direktøren for Deutsche Bahn, Rüdiger Grube, udarbejdet en liste med 12 planlagte jernbanestrækninger, som den tyske stat under ingen omstændigheder har penge til at betale for.
»Ingen chance for at blive realiseret«, er overskriften på listen, hvor den dobbeltsporede jernbane til Femern-broen står som projekt nummer to.
Ifølge Frankfurter Rundschau tog Deutsche Bahn-direktøren listen med til et møde med den tyske trafikminister, Peter Ramsauer, for nylig.
Rendyrket plattenslageri
Avisen betegner selv listen som politisk sprængstof, fordi den »afslører politikernes løfter som det rene plattenslageri«.
Den angiver, at den tyske regeringens plan for jernbanen indebærer i alt 62 ny- og udbygninger, men kun omkring halvdelen har politikerne fundet penge til. Planen er katastrofalt underfinansieret med et tocifret milliardbeløb i euro, konkluderer avisen.
»Det ved både politikere og baneledelse, og alligevel forblænder de borgerne med nye drømmeslotte,« siger trafikeksperten Michael Holzhay fra rådgiverfirmaet KCW til Frankfurter Rundschau.
Trafikminister Peter Ramsauer skyndte sig at dementere sit kendskab til slette-liste over tyske jernbaneprojekter.
»Sikke en gang vrøvl og ballade,« sagde han ifølge det tyske mindretals avis i Danmark, Der Nordschleswiger, i parlamentet.
Jernbaneorganisation: Pinligt og uacceptabelt
Men det får ikke kritikken til at forstumme i Tyskland. Allianz pro Schiene, der rummer en række tyske jernbaneorganisationer, konstaterer således, at »nu er katten lukket ud af sækken«.
Formand Klaus-Dieter Hommel kalder det »pinligt og uacceptabelt«, at Tyskland vil løbe fra aftalen med Danmark om jernbanen til Femern-broen og fra aftalerne med andre lande om andre banestrækninger.
»Tyskland har folkeretligt forpligtet sig til udbygningen. Nu må finansieringen stilles til rådighed,« siger han i en meddelelse på Allianz pro Schienes hjemmeside.
»Trafikministeren må hurtigst muligt præsentere en ærlig strategi for at udbygge den tyske jernbane. Det skal være slut med lister og hemmelighedskræmmeri,« tilføjer Klaus-Dieter Hommel.
Pris for det andet spor: Ca. 3,5 milliarder kroner
Jernbanen på selve Femern-broen bliver tosporet, ligesom Danmark har forpligtet sig til at udvide banen på den danske side, først og fremmest Lolland-Falster, til to spor, inden broen åbner.
Danmark kan benytte indtægterne fra broen til det arbejde, mens Tyskland skal finde statspenge til at opgradere jernbanen. Derfor bad tyskerne om udsættelse til 2025 til at bygge det andet spor, og der kommer på intet tidspunkt mere end ét spor på broen over Femernsund, der adskiller øen Femern fra det tyske fastland.
Banen skal dog være elektrificeret også i Tyskland, allerede når broen åbner, ligesom tyskerne ifølge traktaten med Danmark forpligter sig til at »træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre en tilstrækkelig jernbanekapacitet på den enkeltsporede jernbane«.
De ene spor til Lübeck giver lavere kapacitet på strækningen, og det kan underminere indtægterne fra de tog, der skal køre over broen. De indtægter tilfalder Danmark.
Ifølge traktaten skal brud på aftalerne indbringes for en international voldgift, hvis ikke parterne kan nå til enighed.
De 89 kilometer vil koste omkring 3,5 milliarder kroner, hvis man tager udgangspunkt i samme pris per kilometer, som Danmark forventer at betale for et ekstra spor mellem Vamdrup og Vojens.






