Ultrakapacitorer på spring ind i elbiler
Faldende priser gør det mere attraktivt for især hybridbiler at få glæde af nye kæmpestore kapacitorer.
Lillebroderen til denne ultracapacitor (2,7 V 2000 F) kan stakkes sammen seks styk og gøre det ud for en bilakkumulator. Sådan en pakke har Ioxus taget billede af og oploadet på fototjenesten Flickr - se link. (Foto: Ioxus)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Brugen af ultrakapacitorer i el- og hybridbiler er stadig ikke hverdag, men nye producenter, som øger konkurrencen, melder sig på verdensmarkedet.
For eksempel lancerer den amerikanske fabrikant Ioxus nu kapacitorer på op til 5.000 F, beregnet til for eksempel spændingsudglatning, nødstrømforsyninger og bæredygtige energiformål, herunder hybridbiler og vindmøller. Prisen for sådan en capacitor i 2,7 V er knap tusinde kroner (enkeltstykspris).
Direktør for biludlejningsfirmaet Sixt, Henrik Isaksen, som allerede nu ombygger, udlejer og sælger elbiler i Danmark, siger:
»Det lyder ikke så dyrt, så det er bestemt interessant. Vi har ikke ultrakapacitorer i vores Citroen-elbiler i øjeblikket. Men vi holder øje med markedet og regner på, hvornår det betaler sig at bruge dem.«
Ideen er, at en mammut-kapacitor vil være i stand til at opsamle bremseenergi uden tab og levere den tilbage til elmotoren, når bilen skal accelerere.
I bytrafik og køkørsel vil sådan et kortvarigt energilager kunne spare betydeligt på kræfterne og mindske sliddet på de dyre batterier.
»Nogle af elbilerne har ultrakapacitorer nu, men langt fra alle. De er især interessante for hybrid-biler, som har en forholdsvis lille batterikapacitet,« siger lektor Peter Omand Rasmussen, Aalborg Universitet, som er medforfatter til en ny, videnskabelig rapport om brugen af ultrakapacitorer til elbiler med brændselsceller (se link under artiklen).
Han forklarer, at rene elbiler skal have så meget batterikapacitet, at de har en acceptabel rækkevidde. Og så store batterier kan lettere opsuge spændingsspidser, når man motorbremser.
»Udviklingen af batterier går hurtigt. Man taler jo om lynladning nu, så batterierne er ved at blive så robuste, at de begynder at kunne klare sig helt uden de store kapacitorer,« siger han.
Flere fabrikanter tilbyder ultrakapacitorer, for eksempel Maxwell Technologies, som leverer kapacitorer til elektriske busser. Men prisniveauet er afgørende for anvendelsen i små elbiler. Lektor Peter Omand Rasmussen mener, at elbils-markedet for ultrakapacitorer kan blive kortvarigt, hvis batteriteknologien fortsætter med den nuværende hast. Han understreger dog, at der stadig vil være et marked, når det gælder hybrid-biler.
Ioxus, som er et spinoff fra kapacitorfabrikanten Custom Electronics, forventer at overgå Maxwells produkter med en ny serie, som leveres sidst på året, både med hensyn til kapacitorernes rumfang og energitæthed. Firmaet har 12 patentansøgninger undervejs.
For eksempel kan der nu leveres et kapacitormodul (EERS) til brug for elektriske gaffeltrucks. Sådanne køretøjer kører ofte med blybatterier, og med et EERS-modul vil blybatteriet være i stand til at holde 30 procent længere på en opladning, mens batteriets levetid forlænges, oplyser firmaet til magasinet Greencarcongress.






