Tysker snyder kropsscanner så det driver
Fysikeren Werner Gruber demonstrerer i en tv-udsendelse, hvordan han uden videre kan smugle termit forbi en kropsscanner - det seneste sikkerhedstiltag i lufthavne. Når termit antændes udvikler det en varme på 3.000-4.000 grader Celsius.
Et af de seneste tiltag i kampen for at højne flysikkerheden er kropscannere, der skulle gøre det nemmere for lufthavnenes sikkerhedspersonale at spotte eventuelle farlige genstande gemt på folks kroppe.
Men det har også været diskuteret, hvorvidt den øgede ventetid som det grundige sikkerhedstjek giver, er umagen værd.
Derfor kommer det naturlige spørgsmål: Hvor effektiv er sådan en scanner overhovedet?
Det har den tyske tv-station ZDF testet sammen med fysikeren Werner Gruber og forsøgt at besvare ved at afprøve en såkaldt passivscanner - en type kropsscanner, som registrerer den kropsvarme et menneske udstråler.
I udsendelsen "Markus Lanz" demonstrerer Werner Gruber, hvordan han uhindret kan smugle termit gennem scanneren sammen med de ting, der skal bruges til at antænde stoffet, der ifølge udsendelsen kan udvikle en varme på mellem 3.000 og 4.000 grader Celsius.
Fysikerens forsøg har vakt opsigt, hvor blandt andet den kendte sikkerhedsblogger Bruce Schneier har fået øje på testen. Det får ham til at skrive følgende på sin blog:
»Full-body scanners: They're not just a dumb idea, they don't actually work.«

Video:
Se tysk fysiker snyde kropsscanner




