Erhvervslejere flygter fra metroringens nærhed
Folk er allerede begyndt at opsige erhvervslejemål for komme bort fra anlægsarbejdets støj og møg. Boligkøbere vil til gengæld betale 10 procent mere for en lejlighed tæt på metrocityringen.
Metro får boligpriserne til at stige, når den er færdigbygget, men får lejere til at flygte under anlægsarbejdet. [foto: Lars Berthelsen]
Læs også
Læs mere om
Bare udsigten til al det støj og møg, som anlægsarbejdet på metrocityringen vil føre med sig, har allerede fået folk i kontorlejemål til at flygte fra kommende stationsplaceringer som Gl. Strand. Til gengæld vil metroen få ejendomspriserne til at stige.
Det vurderer økonomer blandt ejendomsmæglere, der bliver bakket op af resultater fra en rådgiveranalyse.
Hos EDC lyder meldingen sådan her fra afdelingsdirektør Bjarne Bering:
»Man må se i øjnene, at selv om man indhegner en byggeplads, er der fantastisk trafik af kraner og lastbiler med byggematerialer. Hvis jeg skal udleje lokaler ved siden af sådan et forfærdeligt rod, er det til faldende priser.«
»Det er så småt ved at ske. Det er jo alment kendt, hvor byggepladserne bliver etableret. Jeg ved, lejere af kontorlokaler på Gl. Strand er ved at flytte, og jeg kan sagtens forestille mig, at lejere af butikslokaler og beboelse gør det samme,« siger Bjarne Bering.
I Ejendomsforeningen Danmark siger cheføkonom Morten Marott Larsen, at selv om priserne muligvis går lidt ned under anlægsperioden, er forventningen helt klart, at priserne stiger.
»Erfaringen viser, at tilgængeligheden er det vigtigste. Kan man komme hurtigt af sted, stiger priserne i de områder, hvor der bliver anlagt ny infrastruktur. Når folk flytter, er det ikke på grund af larm, men oftest af familiemæssige årsager og dernæst af jobhensyn,« fastslår han.
Den positive vurdering af metroens effekt deles af projektleder, cand. polit. Kristian Kolstrup fra Cowi. Kolstrup offentliggjorde i 2006 en stor analyse af den eksisterende metros effekter på boligpriserne:
Kristian Koldings undersøgelse omfattede priserne på 67.846 boliger, deraf 60.890 lejligheder og 6.956 enfamiliehuse imellem 1992 og 2006:
»Jeg har kigget på ejerlejligheder over en periode fra før metroen blev bygget til efter og taget højde for andre effekter som f.eks. generelle prisstigninger i perioden. Der var en klar tendens: De boliger, der lå tæt, dvs. max. 200 meter fra metrostationerne, blev netto handlet til mere end 10 procent højere priser, end de boliger, der lå længere væk.«
»Heller ikke i anlægsperioden faldt priserne, for de negative effekter som støj og møg bliver ophævet af forventningerne til bedre tilgængelighed,« erklærer Kristian Kolstrup, der mener, at metrocityringen vil få en lignende effekt:
»Det eneste, der taler lidt imod det, er, at København nu generelt får et godt metroudbud, så stigningerne måske bliver knapt så store, for næsten lige meget hvor du bor, har du en station i baghaven. Til gengæld kan det generelt hæve prisniveauet i hele København,« vurderer han.
Kristian Kolstrup lavede analysen som del af en master i transportøkonomi ”A hedonic price study of the Copenhagen Metro” på Transportforskningsinstituttet ved universitetet i Leeds.






