/produktion

Grundfos leverer små mobile rensningsanlæg til Viborg

Det første anlæg af det kompakte og mobile rensningsanlæg Grundfos BioBooster bliver i dag åbnet i Viborg, der regner med at kunne spare 50 millioner ved at nedlægge og forandre 22 eksisterende anlæg.

Klik for at se billedet i stort

Fem containere udgør et fleksibelt alternativ til et traditionelt rensningsanlæg. I en af containerne findes de 16 reaktorer, der renser vandet ved hjælp af MBR-teknologi. Foto: Grundfos BioBooster (Foto: Grundfos BioBooster)


Læs mere om

Af Julie Ring-Hansen Holt, mandag 25. jan 2010 kl. 13:15

I Viborg har kommunen besluttet at forsøge sig med en alternativ metode til rensning af spildevand. Ved Bjerregrav Rensningsanlæg skal Grundfos BioBooster udfordre den traditionelle teknologi ved hjælp af bedre og hurtigere rensning og en mulig million-besparelse.

Kommunen skal i gang med at renovere eller nedlægge de 22 rensningsanlæg, og sammen med Grundfos BioBooster har Viborg Kommune regnet sig frem til en besparelse på cirka 50 millioner kroner, hvis en række af anlæggene kan skiftes ud med den ny teknologi i stedet for at kommunen skal renovere de eksisterende anlæg.

»Hvis BioBooster efter de 20 ugers test lever op til vores forventninger, vil vi genoverveje vores fremtidige spildevandsstruktur, der blandt andet forudsætter nedlæggelsen af 18 mindre renseanlæg. BioBoosteren vil i givet fald indgå som det nye alternativ til en nedlæggelse,« siger forsyningschef i Viborg Kommune Finn Køhler.

Besparelsen ligger især i den fleksibilitet, BioBooster giver. Vandets opholdstid i BioBooster-anlægget er 10 til 20 gange kortere end i et almindeligt anlæg, og det gør, at BioBooster kan være meget kompakt. Med kompaktheden kommer fleksibiliteten, for anlægget kan stå hvor som helst, og kommunen kan derfor spare penge på infrastrukturen.

Vand for sig og skidt for sig
Kernen i BioBoosterens teknologi er MBR’erne (Membran Biologisk Reaktor). Reaktorerne er selve indpakningen af processen, og er knap fem meter lange rør med en diameter på 40 cm.

Biologien består af en aktiv biomasse, bakterier, som fjerner forureningen i vandet. Bakterierne lever af for eksempel det organiske materiale eller kvælstoffet i vandet.

Membranerne skiller vandet og skidtet. På grund af trykket i reaktoren, trykkes vandets molekyler gennem de små åbninger i membranerne (filteret). Åbningerne er så små at kun vandet kan trænge igennem, mens urenheder (f.eks. bakterierne) bliver i filteret.

At have processen i lukkede reaktoren gør, at vi kan tryksætte reaktoren for at trykke vandet gennem membranerne, og for at processen forløber lugtfrit for omgivelserne.

Anlægget er bygget ind i en container, der fungerer som en byggeklods. Skal kapaciteten være større, sætter man flere byggeklodser sammen.

I Bjerregrav består systemet af fem 20 fods containere. De fem containere har kapacitet til at rense vand til et samfund på 1.000 indbyggere – 10 m3/timen - og de fem containere indeholder en kontrolcontainer, en forbehandlingscontainer, en forsyningscontainer, en container med 16 reaktorer og en iltfri tank, hvor kvælstof og fosfor bliver biologisk omsat.

Ved at bygge en container mere med 16 reaktorer på, kan kapaciteten fordobles.

Rent nok til genbrug
Grundfos BioBooster vandt i 2007 en kategoripris under Ingeniørens Produktpris for den første version af BioBooster, som var udviklet til industrien.

Disse anlæg anvendes til at forrense spildevand – typisk fra mejerier og læskedriksproducenter – inden det ledes ud i kloakken.

Med MBR til spildevand går Grundfos et skridt videre end både BPR og almindelige rensningsanlæg. For MBR-teknologien renser vandet så meget, at det kan sendes tilbage til tekniske installationer som toiletskyl, køletårne eller rekreative vandmiljøer, hvor man skal kunne bade, mens almindelige anlæg ikke kan rense alle bakterier ud, og derfor må lede vandet ud i vandløb og åer.

Forretningsudvikler i Grundfos BioBooster Jesper Lorenzen mener ikke, at det er realistisk at erstatte samtlige Danmarks rensningsanlæg.
”Vi er konkurrencedygtige på anlæg med en størrelse på 500-5.000 personekvivalenter, så det vil være relevant for cirka 500 anlæg på landsplan,” siger han.

Interessante afstande
Et anlæg som det, Viborg lige nu afprøver, koster 6-6,5 millioner kroner, og Jesper Lorenzen mener, at det netop er afstandene mellem rensningsanlæggene og de virksomheder og lignende, der skal have renset spildevand, der er interessante.

»Afstandene i Viborg er større end andre steder, så kommunen vil især spare penge på etablering af infrastrukturen til det centrale rensningsanlæg,« siger han og skyder på, at selve driftsudgiften ligger på samme niveau som et almindeligt anlæg.

Ligesom Viborg Kommune ser brancheforeningen Danva (Dansk Vand- og Spildevandsforening) frem til resultatet af det 20 måneder lange forsøg.

»Jeg tager hatten af for, at Viborg Kommune går ind i projektet. Det er udvikling, det er innovativt, det er gå-på-mod. Der findes mange andre danske kommuner, der har en lignende struktur som Viborg. De vil kunne have glæde af og finde inspiration i projektet i forbindelse med deres overvejelser omkring decentrale løsninger,« siger funktionschef i Danva, Kristian Friis.



25. jan 2010 kl 15:51

Kevin Kornmod

...

Vil man kunne sende disse anlæg ud til katastrofe områder, f.eks. Haiti, hvor der er mangel på rent drikkevand???


25. jan 2010 kl 21:05

avatar

Peter Kamp Nielsen

Nok ikke...

Jeg tror ikke det er ikke løsningen:

For MBR-teknologien renser vandet så meget, at det kan sendes tilbage til tekniske installationer som toiletskyl....

Så renere er det ikke.

Der er mere brutale systemer: Omvendt osmose hvor man bruger tryk til at presse vand gennem en membran, der kun lader vand passere- resten af råvandet hældes bare ud. Også havvand kan bruges.

Oftes vil man dog kunne klare sig med en filtrering og passende tilsætning af klor. Det er dog ikke ret meget ;-)

Inden for for eksempel fiskeproduktion findes der dog systemer, der renser vandet så meget at det kan bruges til fiskene igen (og de lever fint!)

De bedste hilsner
Peter Kamp


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.