/biotek

Afløbsrens og sprut dræber resistente bakterier

Resistente bakterier på eksempelvis kirurgisk udstyr har fået en dræbende fjende i en cocktail af afløbsrens og alkohol.

Af Torben R. Simonsen, torsdag 21. jan 2010 kl. 14:55

Ny opløsning kan vise sig at blive et afgørende hjælpemiddel for hospitaler i den daglige kamp mod resistente bakterier.

Hvert år smittes patienter på hospitaler, fordi det nærmest er umuligt for hospitalerne at slippe af med de resistente bakterier, men ny overraskende cocktail kan vise sig at være det, der skal til.

Det er tyske forskere på Robert Koch Instituttet i Berlin, der nu har fundet frem til, at det rette mix af alkohol og et alkalisk (basisk) rengøringsmiddel som eksempelvis kaustisk soda, der bruges som afløbsrens, tager livet af selv de mest sejlivede bakterier og sygdomsfremkaldende proteiner, der er særligt svære at slippe af med med almindelig sterilisation.

Forskerne har afprøvet forskellige blandingsforhold, men er nået frem til, at en opløsning med 20 procent alkohol i det alkaliske rengøringsmiddel er den mest effektive opløsning, når det gælder om at slå såkaldte superbakterier ihjel, men som også har den mindst skadelige virkning på de kirurgiske instrumenter.

Den opløsning, som forskerne er nået frem til, består af 0,2 procent proteinopløsende Natriumlaurylsulfat (SDS) og 0,3 procent Natriumhydroxid (NaOH), der også går under betegnelsen kaustisk soda i en tyve procent alkoholopløsning. Forskerne har konstateret, at netop denne opløsning er specielt velegnet til at fjerne eksempelvis prioner der forbindes med en variant af Creutzfeldt-Jakob, der har vist sig særlig genstridig.

Forskerne har netop offentliggjort deres arbejde i det videnskabelige tidsskrift Journal of General Virology og her peger forskerne på, at alene i Europa dør omkring 25.000 personer hvert år som følge af bakterieinfektioner, og en række af disse skyldes problemer med hygiejnen på hospitalerne. Forskerne håber med offentliggørelsen af deres arbejde at kunne bringe dette tal ned, da der både er tale om en effektiv og billig måde at slippe af med bakterierne på.

Ud over bakterier er blandingen også virksom over for virus og svampeinfektioner.



22. jan 2010 kl 11:12

Søren Andersen

Minimer brugen af biocider & antibiotika

Det er trist at de seneste 10-30 års fokus på at tjene hurtige penge på såkaldte antibakterielle sæber og rengøringsmidler (med f.eks. triclosan, sølv-ioner og lignende) til hele forbrugersegmentet (og ikke kun i sundhedssektoren) eller den øgede brug af især bredspektret antibiotika (især i udlandet) har ledt til den situation at superresistente bakterier er udviklet.

Og trist (for arbejdsmiljøet) at man nu skal til at anvende alkaliske rengøringsmidler og trist (for lokalmiljøet og folk med luftvejssygedomme) at man skal bruge alkoholbaserede rengøringsmidler (20% er immervæk meget), der giver anledning til øget lokal og jordnær ozondannelse så personer med luftvejslidelser får problemer.

Mvh.


22. jan 2010 kl 11:41

Anders Obel

Jeg synes det lyder fint

Det lyder da som en dejlig enkel of fornuftig løsning. Selvom den ikke er ny er det da godt at den bliver valideret.

20 Ethanol gør mig ikke rigtig bekymret. Det er lige som en Martini og hvis nogen får luftvejslidelser af det så skal de vel ikke ud i vaskerummet eller på bodega.

Den mængde lud og sulfo er vel ikke mere bekymrende for arbejdsmiljøet end farligt værktøj som fx en hammer eller et stykke skapt papir (gør nas)

Lad os slå koldt vand i blodet og ikke gå i science panik.


22. jan 2010 kl 20:30

Johan-Albert Boye

Prioner

Har tidligere læst, at prioner ikke kunne "dræbes" på nogen måde. Hverken ved at grave bæsterne ned, brænde dem, eller sågar kaste en atombombe i hovedet på dem.

Og så kan man klare det med lidt afløbsrens og sprit i den rette blanding?

Forklaring udbedes!


22. jan 2010 kl 21:49

Claus Madsen

Re: Prioner

Prioner er ikke levende. De er proteiner, dvs makromolekyler.
Generelt for proteiner gælder, at deres biologiske funktion er knyttet til den tredimensionelle struktur som opstår når det lange kædeformede molekyle folder sig sammen på en ganske bestemt måde.

Man kan med andre ord ikke dræbe prioner, men man kan ødelægge deres struktur så de uskadeligøres. Det kaldes også at denaturere proteinet.

Et godt eksempel er termisk denaturering af albumin. Det kan iagtages når man laver spejlæg og albuminopløsningen/æggehviden ændrer karakter.

Det er vist rigtigt at prioner har vist sig svære at denaturere, men det er ikke umuligt.

Iøvrigt er alle tre ingredienser i den omtalte opfindelse kendt for at være desinficerende og denaturerende, så jeg har svært ved at få øje på nyheden.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.