Novozymes ser ud over enzymer efter ny milliardforretning
Novozymes vil tjene milliarder på andet end enzymer - nemlig deres viden om de mikroorganismer, som enzymerne produceres af. Det fremgår af årsregnskabet, som virksomheden fremlagde i dag og uddybes her af koncerndirektøren.
Thomas Videbæk, koncerndirektør i Novozymes og leder af BioBusiness-divisionen i Novozymes, er klar til udfordringerne. Foto: Novozymes.
Læs også
Filer
Ingredienser til medicin, biobaserede kemikalier samt mikroorganismer til landbrug og rengøringsmidler skal blive til en milliardforretning for Novozymes i fremtiden.
Det understreges i årsregnskabet for 2009, som Novozymes har fremlagt i dag.
Senest i 2018 skal den såkaldte BioBusiness være en milliardforretning for Novozymes. Målet er seks milliarder kroner.
BioBusiness udgjorde i 2009 omkring otte procent af virksomhedens samlede salg, men det tal skal stige betydeligt. Novozymes mål er således, at denne del af virksomheden skal vokse hurtigere end den centrale forretning – enzymerne.
Og den udfordring er Thomas Videbæk koncerndirektør i Novozymes og leder af BioBusiness-divisionen i Novozymes klar til.
»2009 var et godt år. Vi kan se, at vi har en god strategi på de forretningsområder, som vi har fat i – mikroorganismer til landbrug, spildevand og rengøring samt cellekulturer til den farmaceutiske industri. Men vi er endnu mere glade for at se, at projekterne i vores portefølje har udviklet sig på en fornuftig måde, og det er det, der skal gøre, at vi kan nå vores mål om de mange milliarder i 2018,« siger han til Ing.dk.
Thomas Videbæk understreger, at milliardforretningen ikke skal nås ved at de nuværende forretninger vokser, men ved at indtage nye områder succesfuldt.
'Helt vildt spændende'
Han nævner for eksempel, at det er ’helt vildt spændende’, at Novartis netop har ansøgt om godkendelse til at få et produkt til behandling af hepatitis B på markedet i USA og Europa. Håbet er, at det kommer på markedet i 2010 og vil i så fald være det første produkt baseret på Novozymes albufusionteknologi som er en særlig metode til produktion af rekombinante proteiner.
»I slutningen af sidste år fik vi også produceret det første stof i vores antimikrobielle peptid portfølje – plectasin - og leveret det til Sanofi, som skal bruge det til de første kliniske forsøg, hvor det bruges til behandling af infektioner med gram positive bakterier. Det er en væsentlig milesten, at det ikke længere er noget vi taler om i laboratoriet, men at det er nået ud i fabrikken. Det viser, at disse to områder er vigtige for os som platforme,« siger Thomas Videbæk.
En anden vigtig brik er en fabrik i Kina, der skal stå færdig i 2010. Her skal produceres hyaluronsyre af farmaceutisk kvalitet ud fra en Bacillusstamme. Det bruges for eksempel til rensning af kontaktlinser, og der forskes i, om den også kan bruges til indgift af cancerlægemidler, vævsteknologi og knoglegendannelse.
Det går også frem inden for alternative biologiske produktionsmetoder af kemikalier, som ellers bliver produceret ud fra olie. Blandt andet fik de i 2009 en aftale om at skulle prøve at producere polypropylen, som er det næststørste plastprodukt på markedet.
»Det er dejligt at se, at vi begynder at få bygget kompetencerne op, får kritisk masse og får små blåstemplinger på vejen og det er utrolig spændende for os. Der er stadig store usikkerheder, men vi er overhovedet ikke løbet ind i nogen store vejspærringer på nogle af de store projekter endnu,« siger han.
Bred forretning - bred viden
Han erkender, at BioBusiness er et bredt satsningsområde, men det ligger i tanken bag, som er at se hvor de kompetencer, der er bygget op inden for enzymforretningen, ellers kan bruges og give en konkurrencefordel.
»Novozymes har brugt mikroorganismer til at producere enzymer i mange år og den forståelse kan vi blandt andet bruge inden for salg af mikroorganismer. Der er en bred vifte af muligheder og det er klart, at en af vores store udfordringer er at sørge for at få kritisk masse i de projekter, vi arbejder med,« siger han.
Og det er store investeringer, der bliver brugt på området. Cirka 15 procent af Novozymes’ investeringer i forskning og udvikling ligger hos BioBusiness, der har omkring 150 forskere tilknyttet.
Udover egen forskning er der også sat ressourcer af til, at der kan opkøbes firmaer, som kan understøtte de forretningsområder og aktiviteter som de prøver at bygge op.
Opgiver mål om 10 milliarder
BioBusiness' salg steg seks procent i danske kroner og otte procent i lokal valuta i 2009 til 650 millioner kroner. Der var især positiv udvikling i salget af biofarmaceutiske ingredienser.
Ellers fremgår det af årsregnskabet, at Novozymes helt opgiver målet fra 2007 om at have ti milliarder kroner i omsætning i 2010 på grund af krisen.
Det samlede salg forventes at stige to-seks procent i 2010 i lokal valuta og 1,5 procent i danske kroner. Bundlinjen ventes at stige 9-13 pct. i danske kroner i 2010. Novozymes fik i 2009 et overskud på knap to milliarder kroner.






