Mystik om svajende skorsten på Horsens Havn
Selskabet bag en skorsten på Horsens Havn har ingen forklaring på, hvorfor skorstenen i timevis har svajet frem og tilbage med udsving på op til 5 - 6 meter.
Politiet har tidligere på dagen afspærret havnen i Horsens efter en næsten 90 meter høj stålskorsten svajede faretruende i flere timer.
Ifølge jp.dk mener politiet ikke længere, at der er overhængende for at skorstenen vil vælte.
Stålskorstenen er leveret af Steelcon A/S i Esbjerg, der har haft eksperter ude for at inspicere den svajende skorsten. I første omgang mistænkte myndighederne, at vindforholdene kunne påvirke skorstenen, men det afviser Steelcon.
»Vi ved reelt intet som helst om årsagen. Jeg kan bare konstatere, at den står og svajer. Og det vil vi gøre, hvad vi kan for at stoppe. Derfor har vi tilkaldt eksperter fra det firma, der byggede skorstenen i 2000,« siger adm. dir. i Steelcon, Knud Skovgaard, til jp.dk.
Skorstenen er opført for 10 år siden.
Og selv om afspærringen omkring de 10 år gamle skorsten er fjernet, vil Steelcon dog ikke udelukke, at den kan kollapse.
»Jeg kan selvfølgelig ikke give en 100 procents garanti. Og her på Steelcon A/S i Esbjerg krydser vi da fingre for, at der ikke sker noget. Men umiddelbart vil jeg ikke tro, at faren er så stor. Sådan en skorsten er bygget til at kunne klare mange tusinde svingninger, så hvis det ellers ikke er sket så mange gange før, skulle den nok kunne holde,« siger Knud Skovgård til jp.dk.
Selskabet arbejder nu på at stabilisere skorstenen.
»En montør kravler op i skorstenen og monterer en wire i toppen med et blylod på 80-100 kg. Wiren fastgøres længere nede. Det skulle være nok til at stabilisere den høje skorsten,« siger Knud Skovgård til jp.dk.
Skorstenen gik i svingninger omkring klokken 8 og svingningerne aftog ved 11-tiden.

Video:
Svajende skorsten på Horsens Havn




