Guide: Skift selv skærm på din bærbare

Det er let selv at udskifte en defekt skærm på en bærbar PC. Her kommer en lille fotoguide med to eksempler.

Af Rolf Ask Clausen,  torsdag 21. jan 2010 kl. 16:02

Poul-Henning Kamp har været så venlig at stille plads til rådighed for et gæsteindlæg, som vi skønner passer godt ind på denne blog. Derfor:

–-

LCD-skærmen på den bærbare computer kan ikke tåle alt. Et enkelt uheldigt slag kan knække skærmen, så billedet ikke længere kan vises. Og så er vejen banet til skraldespanden eller en dyr tur på værkstedet.

Men der er et nemt - og ikke vildt dyrt - alternativ. Ingeniørens redaktion har skiftet skærm på to små PC'ere - og kan berette hvor let det er. Det sværeste er næsten at finde den rigtige reservedel.

De to PC'ere er begge notebooks med små skærme. Nemlig hhv. en Asus eee-PC og en MSI Wind u100. Men princippet er det samme for større maskiner.

Rækkefølgen er, at åbne PC'en, finde reservedelsnummer, købe ind, udskifte. Dvs. maskinen står åben nogle dage og det er godt at have en lukket beholder til skruer og andre småting klar.

Værktøj: Universal-skruetrækkersæt med Phillips-skruetrækkere ned til størrelse 000. Plastlineal eller guitar-plektrum. Ganske let fugtigt viskestykke til under PC'en, når man når ind til de kritiske dele. (antistatisk arbejdsbord!).

Først tager vi fat i eee-pc'en. Skærmen kan end ikke tændes.



For at kunne skille låget ad og åbne ind til skærmen, skal selve PC'ens overdel åbnes. Først tastaturet, som sidder med tre små fjedre i overkanten. De presses tilbage og tastaturet løftes af. Fladkablet til tastaturet er kilet fast, kilen presses fri i begge sider og kablet trækkes ud.



Dernæst afmonteres toppen af PC'en. Alle skruer ud, også den under garanti-etiketten . Med en plastlineal eller lignende kan husets to dele derefter separeres. Husk at frigøre det lille fladkabel til musepladen.



Hvorefter rammen til skærmen kan skrues løs og vippes fri med plastlinealen.



Skærmen er skruet fast i lågets hængsler og har et kort multistik på bagsiden - noget med ca. 40 kontakter fordelt på 20 mm. Ud med stikket, så er skærmen frigjort. Derpå gælder det om at finde skærmens reservedelsnummer - stor etiket, i dette tilfælde ved fingeren. Skærmens nummer er A089SW01 V0. Fat i en anden computer, ind i google - og så ved man nogenlunde, hvor man står. Noter vedr. indkøb nederst i denne artikel.



Samling foregår i den omvendte rækkefølge. Et voila:



Bare for sjov kan man jo lige demontere det gamle LCD-display. Når en assistent (for eksempel på 10 år) holder glasset op mod lyset, er det ikke svært at se fejlen.



MSI Wind u100. Død.



Samme fremgangsmåde som med eee-pc. Men skærmen er lidt anderledes monteret og har en anden type kabeltilslutning. Isolerende tape (gult) skal genmonteres efter udskiftningen.



Et voila (II):



Til sidst lidt om indkøb af erstatnings-LCD. Når man først har fundet reservedelsnummeret er det i reglen ganske let at finde en leverandør af et nyt display. Ebay er til stor hjælp. Vær opmærksom på at finde nøjagtig samme display. Samme pc-model kan være bygget med små men vigtige variationer i displayudgaven.

Til ovenstående to reparationer fandt vi en leverandør i Tyskland, som på 48 timer sørgede for to nye skærme i originalkvalitet fra samme producent som de originale. Samlet pris 1300,- for to PC'er.



21. jan 2010 kl 20:48

Christoffer Hansson

når den bærbare skal skilles ad.

Har man en "mærkevare" laptop, så er der op til flere hjemmesider med detaljerede step-by-step guides til hvordan man skifter alt fra harddisk, skærm mm. fx www.ifixit.com
Her kan man på forhånd se hvilke værktøjer som skal bruges, så man er helt sikker på at man har det hele før man går igang.

Jeg har ikke skiftet skærm i en bærbar, men en ny større harddisk osv. er jo også nemt at smide i.


21. jan 2010 kl 21:06

Preben Rose

Godt initiativ!

Godt initiativ!

Desværre er billederne meget lidt illustrative, og bidrager nærmest ikke til vejledningen.

Måske kan der følges op med nogle detailfotos?

TIP: Webcameraer med indstillelig linse, kan ofte tage virkeligt gode/illustrative nærbilleder.

TIP: Undgå at bruge blitz - tag billeder i et nordvendt værelse uden kunstigt lys.

Ellers tak for et godt bidrag.

Mvh
Preben


21. jan 2010 kl 21:11

avatar

Rolf Ask Clausen

Re: Godt initiativ!

@Preben

Ja, jeg beklager den forringede billedkvalitet. Men det her var simpelthen, hvad der var på kameraet efter operationen. Og så vurderede jeg at det var bedre end ingen ting.

Kameraet er bare ikke godt nok i dårligt lys. Må snart ud og have et nyt.


21. jan 2010 kl 21:41

Jørn Langager Petersen

Det tilrådes at benytte en vejledning...

Det tilrådes at benytte en vejledning fra producenten. Dels kan man se rækkefølgen, hvilket kan spare meget tid, men man kan også se hvilken reservedel man skal bestille og derved vurdere om en reperation kan betale sig. F.eks kan displayet være meget dyrt. Men selv en lille blæser kan koste 400-500 kr.


21. jan 2010 kl 21:51

Preben Rose

Re: Re: Godt initiativ!

Tak til RAC for et hurtigt svar - det er meget forståeligt, at du ikke har lyst til at skille dine bærbare ad een gang til.

Et TIP mere til folk, der laver vejledninger:
En almindelig flatbed scanner tager glimrende nærbilleder, hvis man kan få "dimsen" placeret på scanneren.

Glem ikke webcameraet(med indstillelig linse), der er et almindeligt camera, langt overlegent til nærbilleder. Og en billig løsning! Et stativ er nødvendigt, hvis der skal laves mange billeder.

Hvis det er nødvendigt, at bruge kunstigt lys til optagelserne, er diodelys langt at foretrække.

Undskyld, at jeg bevæger mig uden for tråden; men mange års arbejde med billeddokumentation på lavt budget, gør det svært, ikke at kommentere på det foranliggende.

mvh
Preben



21. jan 2010 kl 22:04

Lars Madsen

Re: Godt initiativ!

Rigtig godt indlæg. Når vi nu er ved det, min gamle 15" bærbare fra 2001 døde... (kunne ikke lide vand) så nu har jeg en Aldi netbook (ganske god, samme indmad som MSI Wind, dog nu med mere ram og med US keyboard..;-)

Nuvel den gamle laptop blev strippet for ting som kunne bruges, så harddisken blev til en ekstren harddisk (nu ved jeg også hvorfor laptoppen larmede så meget), DVD-drevet virker også fint som eksternt drev med samme kabler som jeg bruger til harddisken.

Jeg savner dog lidt ideer til hvad jeg kan bruge skærmen til. Der er vel sikkert nogen hobbyfolk som har beskrivelser til hvordan sådan en kan bringes til nyt liv.

Nogen som har relevante links til et sådant projekt?


22. jan 2010 kl 11:34

avatar

Michael Deichmann

Dell og Acer

Jeg ved ikke om det at jeg har en Ford T er et symptom, men jeg hader at smide (dyre) ting ud, som burde kunne repareres.
Derfor har jeg pt. min svigerfars Acer med en knækket LCD skærm og min ældste datters første Dell med en skærm hvor jeg tror multikablet er i udu.
Jeg har tænkt at gøre nøjagtig som Rolf har gjort her, men er tydeligvis startet et forkert sted. Troede man kunne åbne låget blot, men det førte ikke rigtig nogen vegne.
Nu er jeg blevet voldsomt inspireret af dette indlæg - og jeg vil se hvad weekenden evt. kan bringe af fremdrift.
Tak Rolf.
PS: Stagnationen i CPU hastigheder gør jo, at det er blevet lidt mere interessant at levetidsforlænge nyere PC'er. Hvis de for en rimelig pris kan opgraderes til 1 GB RAM kan man få en glimrende #2 PC eller en PC til de yngste der bare vil sidde og browse hestebilleder på nettet.....


22. jan 2010 kl 11:35

avatar

Michael Deichmann

...forsat

Eller en PC i værkstedet i kælderen :-)


22. jan 2010 kl 16:45

Søren Thing Andersen

Re: Dell og Acer

Jeg har for både en Dell og en HP fundet servicemanualer på producentens hjemmeside, der specificerer ned i mindste detalje hvilken rækkefølge de enkelte dele skal demonteres i.
Se fx http://support.euro.dell.com/s....htm

/Thing


22. jan 2010 kl 17:45

avatar

Lars Helbro

Webtech

Glimrende inspiration til genbrug - tak for det.
Men hmmm..
Jeg fandt min sidste labtop frem, som havde fået den skavank, at nederste højre hjørne af skærmen begyndte at smelte efter ca. 10-15min. drift.
Forretningen sagde det ikke kunne betale sig at skifte den, så den blev jo bare stillet hen, da den ellers ingenting fejlede.
Så nu er jeg også i gang med de små skruetrækkere.
På min Webtech er der små plasticbeslag omkring hængslerne som dækker over skruerne. Så lang så godt. Stikkene sidder til gengæld på både overside og underside af printet og er ikke umiddelbart til at rokke (det nederste ydermere svært tilgængeligt). Jeg kan ikke umiddelbart se nogen låsemekanisme og har uden held forsøgt at arbejde længere ind til printet.
Nu vil jeg jo gerne montere en ny skærm og ikke bare se hvad der er indeni, så vold er indtil videre udelukket. Er der andre end mig der evt. har arbejdet sig længere ind i en lidt ældre webtech ?
Tastaturet er vist lidt B&o agtigt. =umuligt at skille ad hvis man ikke lige ved hvordan ;-)

Iøvrigt hyggelig vinterbeskæftigelse når man næsten er iset inde i det sydfynske øhav :-)


23. jan 2010 kl 10:00

Lars Charmer Jorgensen

Billigt og nemt

Jeg har også selv skiftet skærmen på en ASUS EEE900, efter at jeg i en trang skibskahyt, havde stillet mig oven på maskinen.

Den nye skærm blev købt i U.K til ca. 500 kr. hos lsds4u. Levering var hurtig og det tog mig en time at skifte den(og jeg er ingen ørn med en skruetrækker). På Ebay havde de en fin billedeserie som meget præcist viste, hvor skruerne var gemt. Man kan stadigvæk se den her: http://cgi.ebay.co.uk/ws/eBayI...9112


23. jan 2010 kl 23:34

Dennis Krøger

Re: Re: Re: Godt initiativ!

Glem ikke webcameraet(med indstillelig linse), der er et almindeligt camera, langt overlegent til nærbilleder. Og en billig løsning! Et stativ er nødvendigt, hvis der skal laves mange billeder.

Det korrekte objektiv er helt klart den bedste løsning, og er kvaliteten fra et webcam mange gange overlegen.

- Men ja, prisen på et webcam er svær at konkurrere med.


26. jan 2010 kl 00:23

Preben Rose

Re: Re: Re: Re: Godt initiativ!

Det korrekte objektiv er helt klart den bedste løsning, og er kvaliteten fra et webcam mange gange overlegen.

Overlegenheden består ikke i optisk korrekthed; men i brugervenlighed og versatilitet.
Somregel er det ikke interessant, om der er en smule forvrængning i billedet til brug for arbejdsvejledninger.
Det vigtige er, at man kan komme til at tage de fotos, der bedst illustrerer den arbejdsgang, man ønsker at vise.
Et kamera, hvor der skal skiftes objektiver ofte, bliver man hurtigt træt af - det er simpelthen ikke produktivt nok, ligesom arbejdet med belysningen bliver meget besværligt. Ofte er det simpelthen alt for klodset til at løse opgaverne.

Med et godt webcam er det i praksis kun lyset, der sætter begrænsning for, hvor tæt man kan komme på sit motiv - 1 cm afstand er fx ikke noget problem.

Til et større billede (printpanorama) er scanneren at foretrække.

Jeg håber min korte uddybning, har forklaret min anbefaling?

mvh
Preben


07. feb 2010 kl 08:33

avatar

Tine Andersen

Tak for idéen

Jeg sidder her med to Dells, hvis monitorer ikke har det for godt, men med besværet ved at få noget repareret hos Dell in mente, så var de egentlig afskrevet. Den store har pletvis sort skærm efter et uheld, hvor en stol ramte den, den lille har rengøringsskader.

Men det ser egentlig ikke galt ud i reservedele og fragt (begge for under 2000 kr), så der er endda udsigt til et nyt tastatur.

(JEG kan ikke få de pokkers taster af- men kattene kan! :-(( Løft ALDRIG en forskrækket kat op fra tastaturet... Den sætter kløerne i og vips! Løse taster UDEN gummidutter...)

Mvh
Tine


07. feb 2010 kl 10:28

Bjarke Mønnike

Re: Tak for idéen

Et er at kattene er oppe på dubberne, jagter de også din mus Tine? :o)


07. feb 2010 kl 10:49

avatar

Tine Andersen

Kat og mus

Nej, dog ikke. Selvom musepointeren kan være interessant for killinger at jagte. Det er mere musemåtten, der er god at ligge på- eller computeren (dejlig varm), de bliver ret fornærmede, når pc-en dytter af dem. ;-D

Men katte er gode til genvejstaster! De har præsteret at tage AL lyden af pc-en (ikke engang Dell kendte metoden) i tre potetryk. For ikke at tale om alle de gode lange velformulerede indlæg, de har slettet for mig i tidens løb....
Mvh
Tine- "Some people have lives- others have cats"


07. nov 2010 kl 21:10

Christian Hansen

Forslag til panel leverandører?

Hejsa

Jeg tillader mig lige at grave denne gamle tråd frem i håb om nogen lytter med. Er det muligt at få oplyst nogle leverandør sider? =)

Cheers


06. okt 2011 kl 08:42

Allan Rødkjær

At skifte skærm selv kan have konsekvens

Det er fint nok at ville spare nogle få kr. og selv skifte skærmen.

MEN, jeg kan nævne flere eksempler på kunder, som har brændt både
computer og ny skærm af da de glemmer visse vigtige trin.

Derudover folk som ødelægger plastik rammen da de ikke ved hvordan man skal tage rammen af korrekt.

I kan ikke bare vise 1 guide el. 2 - skærmene er MEGET forskellige og til visse pc modeller er der ovenikøbet flere forskellige skærme, hvor det er vigtigt man ved hvor kablet skal sidde - i hvilken side og at skruerne samt huller matcher.

Til sidst er der ingen garanti hvis man selv skifter - du hænger selv på den og skal bevise at skærmen er i stykker og det ikke er dig selv som har ødelagt den nye skærm.

De fleste skærme koster 1.000 kr. i indkøb, så for de 500 til 800 kr. ekstra ved eksempelvis aarhuspc.dk - der kan man spare hovedpine og risiko. Jeg har skiftet over 200 skærme og kan med sandhed sige, at jeg ved hvad det handler om.

God dag til alle!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.