/energi

Pig City: Fremtidens grisestald får gartneri på første sal

”Pig City” er et visionært bud på fremtidens landbrugsproduktion, som integrerer gartneri og svineproduktion i et lukket kredsløb uden udslip til omgivelserne. Hvis alt klapper, går ”Pig City”-byggeriet i gang ved Galten i foråret 2011

Multimedia
Pig City Galleri: Pig City - projektforslag
Data om Pig City:

• Projektforslag og koncept: Gottlieb Paludan Arkitekter og Nee Rentz-Petersen

• Svinebrug til 750 søer, 20.000 slagtesvin (der ansøges om 950 dyreenheder) i stueplan

• Tomatgartneri på ca. 2 hektar i bruttoareal inkl. pakkeri m.m. på 1. etage

• Eget slagteri - slagtning og deling i halve kroppe (kapacitet mindre end 50 tons pr. dag) - stueplan

• Energi- og miljøanlæg - Biogasanlæg, separationsanlæg, gødningsanlæg, anlæg til rensning af frasepareret vand fra gyllen og forbrændingsanlæg til biomasse - særskilt bygning

• Lagertanke til opsamling af regnvand. 9 tanke på 1-1.500 kbm hver, delvist nedgravet

• Lagertanke til separeret vand fra miljøanlæg (gødning til drivhus fra renseanlæg), delvist nedgravet

• Korn. Modtagelse af korn i korngrav, hvor det tørres. Transport til lagersiloer via underjordisk sneglesystem. 9 lagersiloer, 1-1.500 kbm hver - i samme bygning som energi- og miljøanlægget

• Halmoplag og halmtransporter

• Egen vandboring

• Personalefaciliteter

• Besøgsfaciliteter

• Parkering

• Projektet omfatter også terrænregulering / landskabsbearbejdning og ombygning af eksisterende ejendom til medarbejderboliger (konvertering af landbrugsejendom til medarbejderboliger).


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Sanne Wittrup, onsdag 20. jan 2010 kl. 09:38

En svineavler og en tomatgartner vil gerne skubbe til vores forestillinger om landbrugsproduktion. Det gør de gennem et yderst visionært projekt ved navn ”Pig City”, som både arkitektonisk og systemmæssigt gør op med traditionelt landbrugsdrift og landbrugsbyggeri.

Visionerne præsenteres for Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg i dag, og Miljøministeren har i går, tirsdag, kaldt projektet ’meget perspektivrigt’ og med ’potentiale til at løse nogle af de miljømæssige udfordringer, der i dag er i svine- og gartneriproduktion’.

Projektet går grundlæggende ud på at koble økologisk produktion af tomater med økologisk svineavl, således at affalds- og næringsstoffer cirkulerer og enten udnyttes i et energiproducerende biogasanlæg eller som råvarer i den anden produktion. Det giver en proces uden spild af ressourcer, og at produktionen ikke udleder andet til omgivelserne end ren luft, idet et avanceret luftrensesystem gør både svinestalde og biogasanlægget lugtfrit.

Dyrevelfærd er tænkt ind
Idémanden bag projektet, som støttes af Realdania, er landmand Søren Hansen, som har arbejdet med svineavl i mere end ti år. Han er meget optaget af, at et moderne, økologisk landbrug skal se helt anderledes ud:

»Noget af det mest spændende er den anderledes arkitektur, vi arbejder med. Gården kommer mere til at ligne en møbelfabrik eller en moderne fødevarevarevirksomhed. Dermed vil jeg også gerne signalere, at der er tale om en helt nye og anderledes principper at drive landbrug efter, hvor vi ikke generer omgivelserne eller udleder noget, som for eksempel kan skade vandmiljøet,« siger han.

Han tilføjer, at det er bydende nødvendigt, at vi som samfund finder nye måder at drive og betragte landbruget på. Også et spørgsmål som dyre-velfærd ligger Søren Hansen meget på sinde:

»Jeg har passet og iagttaget grise i mange år. Jeg ved godt, hvordan grisene gerne vil have det, og så har vi indrettet staldene sådan,« siger han. For eksempel skal grisene ikke flytte fra de fødes til de ender i eget slagteri, der også er integreret i projektet.

Gartneri på første sal
I praksis er der tale om et 50.000 kvm stort byggeri med grisestalde og et mindre slagteri i stueetagen og tomatgartneri og -pakkeri på første sal.

En særskilt bygning rummer biogasanlæg, separationsanlæg samt diverse rensningsanlæg. De producerer ren luft og rent vand, biogas, varme, pelleteret, økologisk naturgødning samt en gødningsvæskefraktion - som påtænkes renset og anvendt i gartneriet.
I separationsanlægget sker separation af gyllen til en fast del og en tynd del. Den tynde del tilføres renseanlægget, hvor væskefraktionen oplagres til genbrug i svinestaldene eller tomatgartneriet. Den faste del tilføres i biogasanlæggets reaktor for afgasning sammen med biomasse fra slagteri og gartneri.

Den faste del bliver herefter sendt igennem en dekanter-centrifuge, hvor der sker en pelletering af naturgødning til oplagring. Den tynde del fra dekanteren tilføres ligeledes renseanlægget. Ved overskud af pelleteret naturgødning opblandes materialet med træpiller til afbrænding.
Uren luft fra svinestaldene og slagteriet renses i et biofilter. Luften passerer derefter en varmeveksler, der udvinder varme til brug i stalde, gartneri og slagteri. Desuden ledes varme fra forbrændingsanlægget til staldene, gartneri og slagteri. CO2 fra forbrændingsanlægget anvendes i gartneri. Ved overskud af gas eller varme afsættes gas og/eller varme til distribution gennem kommunale infrastrukturer.

Byggestart i 2011
Pig City skal ligge i en grusgrav ved Galten, hvor den nærmest bliver usynlig i landskabet, men endnu er dog hverken byggetilladelse eller finansiering på plads. Hele det store anlæg vil ifølge Søren Hansen koste omkring 100 mio. kroner, hvilket han betegner som billigt, fordi man hele vejen har valgt enkle løsninger frem for high-tech:

»Jeg håber vi kan komme i gang med jordarbejdet i år og være klar til rejse selve bygningerne til næste forår,« siger han.

Søren Hansen og tomatgartner Mads Ulrik Pedersen samarbejder om projektet med en projektgruppe under ledelse af Cowi.



20. jan 2010 kl 10:06

Rolf Hansen

På rette vej...

Synes det er dejligt at se at vi er på rette vej. Håber der bliver satset på flere af disse tiltag som kan nyskabe vores fødevareproduktion så den faktisk kunne gå hen og blive bæredygtig i fremtiden.


20. jan 2010 kl 10:35

Niels Abildgaard

Pænere design

end de der lejre vi har i smertelig erindring.
Det er synd at en forfejlet energipolitik har gjort os til så umenneskelige møgdyr overfor svin at noget sådant tåler offentlighedens lys.


20. jan 2010 kl 10:53

avatar

Thomas Brodersen

Galten

Galten - meget passende sted at lægge det. :-)


20. jan 2010 kl 11:33

Marcel Buttrup

Tomatgartneri?

Hvorfor var det nu liiiige man ikke kunne få et tomatgartneri til at blive rentabelt i forbindelse med el-produktion nede ved Masnedø? Endskønt man havde adgang til al den gratis restvarme man ku' ønske sig?
Hvorfor vil det kunne lade sig gøre i Galten?


20. jan 2010 kl 11:50

anders beck-rasmussen

Tillykke

Hvor er det et godt initiativ. Man må håbe, at alle instanser er med på ideen, så projektet kan lykkes. Dyrevelfærd og miljø ser ud til at kunne gå op i en større enhed. Flot.


20. jan 2010 kl 12:29

Niels Abildgaard

Re: Tillykke Orwell

Hvor er det et godt initiativ. Man må håbe, at alle instanser er med på ideen, så projektet kan lykkes. Dyrevelfærd og miljø ser ud til at kunne gå op i en større enhed. Flot.

Orwells Nysprog er genialt
Dyrevelfærd min bare


20. jan 2010 kl 14:13

Nis Krog

Ingen nyhed

Hej

Det er ingen nyhed - i begyndelsen af 90erne besøgtes et 5 etagers hus i Tailand, hvor der i kælder gik fisk, der rensede gyllen - på 1 -2 og 3 gik svin og på 4 og 5 var der drivhus.

Dengang blev der månedlig solgt for 10.000$ fissk om mdr. fiskene blev solgt til USA


20. jan 2010 kl 14:13

Nis Krog

Ingen nyhed

Hej

Det er ingen nyhed - i begyndelsen af 90erne besøgtes et 5 etagers hus i Tailand, hvor der i kælder gik fisk, der rensede gyllen - på 1 -2 og 3 gik svin og på 4 og 5 var der drivhus.

Dengang blev der månedlig solgt for 10.000$ fissk om mdr. fiskene blev solgt til USA


20. jan 2010 kl 14:23

avatar

Thomas Wittenburg

Re: Ingen nyhed

Selvom konceptet ikke er nyt, kan det jo godt være en nyhed alligevel.


20. jan 2010 kl 14:48

Søren Lund

Re: Tomatgartneri?

Hvorfor var det nu liiiige man ikke kunne få et tomatgartneri til at blive rentabelt i forbindelse med el-produktion nede ved Masnedø? Endskønt man havde adgang til al den gratis restvarme man ku' ønske sig?
Hvorfor vil det kunne lade sig gøre i Galten?

Jeg har ingen som helst forstand på det, men det kunne jo være fordi at man i dette tilfælde ikke bare får gratis adgang til energi, men også til næringsstoffer og afskaffelse af affald, uden transportomkostninger osv.

Det er vel også billigere at installere et gasfyr, der kører på egen biogas, i stedet for at anlægge et stort rørsystem mellem kraftværk og gartneri (?)

Desuden imødekommer man også stigende miljøkrav og -afgifter på denne måde, så hvis der ikke er en konkurrencefordel her og nu, er der måske udsigt til at den kommer.


20. jan 2010 kl 15:17

Claus Madsen

Krydser fingre

Meget spændede. Det er godt tænkt at man udnytter "biprodukterne" optimalt ved at integrere med anden produktion.
Kunne være interessant hvis man også kunne udnytte ammoniak fra staldluften...
Det ville nu være lettere at få til at fungere hvis det ikke skulle være økologisk. Der er jo krav om at avlsdyr skal på friland om sommeren og slagtedyr skal have adgang til løbegård.
Hvordan vil man mon håndtere det i grusgraven og hvordan vil man opsamle "biproduktet" udendørs?


21. jan 2010 kl 05:52

Casper Udemark

Epidemier? trivsel?

Økologi er jo godt, men hvis svin fra sådan en "møbelfabrik", som den kaldes i teksten, kan kaldes økologiske, så stoler jeg ikke så meget på Ø-mærket mere.

Idéen bag økologi er jo ikke kun at opfylde nogle bestemte ISO-normer, men bæredygtighed, dyrevelfærd og evt. også social bæredygtighed.

Må øko-svin få antibiotika i rå mængder og/eller vacciner (med kviksølvsalte)? Hvis nej, så frygter jeg store epidemier på sådan en farm. Der findes teorier om at svineinfluenzaen netop er opstået pga. de koncentrerede svinefarme.

Er logistikken på plads, er vejene store nok, og er transporten bæredygtig?

Vil dyrene virkelig trives sådan et sted? Man kan jo sammenligne med mennesker i sovjetiske betonbyer, hvor alt er planøkonomisk udtænkt, men hvor folk alligevel ikke har det fantastisk.

Skal svinene fodres med foder fra udlandet, f.eks. Sydamerika, og hvor bæredygtigt er det? Danmark er ikke nettofødevareproducent, men et stort madsvin, hvis man indregner vor import af foder, som omdannes til kød på meget ineffektiv vis.

Er Pig City virkelig uden lugtgener? Og hvad stiller man op med naboer og skader på bygninger (mos og alger), hvis det viser sig ikke at være tilfældet?

Folkene bag Pig City bryster sig med 25 nye arbejdspladser: http://www.bm.dk/da-dk/Aktuelt...aspx

Det skal man så sætte over for de arbejdspladser der ville være ved at producere de 20.000 svin i smådrift. (Jeg lyder muligvis bagstræberisk, men det er jo et politisk valg hvordan man udformer landbruget).

Det er selvfølgelig muligt at grisene ikke får det værre end på de nuværende svinefarme, men snarere lidt bedre.

Men virkelig bæredygtighed og dyrevelfærd vil nok kræve at man går tilbage til mindre enheder, at man accepterer at der produceres mindre (men højere kvalitet), og at vi spiser mindre og dyrere kød.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk