/transport

IC4-forsinkelse tvinger DSB til at modernisere ME-lokomotiver

DSB erkender, at de gamle, forurenende ME-lokomotiver skal køre ind og ud af København i mange år endnu. Derfor skal lokomotiverne nu forsynes med et såkaldt emissionskit.

Klik for at se billedet i stort

DSB Me-lokomotiv med dobbeltdækker regionaltog ved Carlsbergbroen i Valby. 10.08.03. Foto: René Strandbygaard


Tema

IC4


Læs også

Læs mere om

Af Nicolai Østergaard, tirsdag 19. jan 2010 kl. 14:02

Det kan ikke blive ved med at gå.

Det erkender DSB nu og iværksætter en miljøforbedrende indsats overfor godt halvdelen af statsbanernes 36 kørende ME-lokomotiver.

De – målt med nutidige miljøstandarder - stærkt forurenende diesellokomotiver kører ind og ud af det centrale København selv om de langt overskrider de forureningskrav, som der bliver stillet til storbyens lastbiler.

Lokomotiverne, der er leveret i årene 1981 til 1986, bliver derfor nu forsynet med et såkaldt emissionskit fra lokomotivfabrikken EMD i USA.

Kittet betyder ifølge en pressemeddelelse fra DSB, at forureningen med kvælstofilter (NOx) mindskes med cirka 34 procent, og forureningen med sod (partikler) bliver cirka 37 procent mindre.

Også mængden af uforbrændt olie i udstødningen bliver mindre.

Forbedringen bliver blandt andet opnået ved at montere nye dyser, som sikrer en bedre forbrænding af brændstoffet i motoren. Efter monteringen opfylder lokomotiverne standarden fra de amerikanske miljømyndigheder EPA Tier 0 regulation 40 CFR Part 20.

»Tvunget af omstændighederne er vi nødt til at køre med vores gamle lokomotiver længere end forventet, men nu har vi fundet en løsning, der giver en betragtelig reduktion for en rimelig udgift lokomotivernes levealder taget i betragtning,« siger underdirektør Ove Dahl Kristensen, DSB Planlægning og Trafik.

Han peger på, at behovet for tog trukket af lokomotiver falder i takt med, at IC3 overtager kørslen på de sjællandske regionalbaner, hvorfor det ikke er alle ME-lokomotiver, der bliver opgraderet til den nye standard.

Samtidig mindskes behovet for lokomotiver som en følge af mere effektivt vedligehold på Driftsværksted Øst. De 20 ME-lokomotiver, der får emissionskit, er dem, DSB forventer, der kommer til at køre flest kilometer.

DSB’s lokomotivværksted på Otto Busses Vej i København begynder at montere emissionskit i marts, og værkstedet forventer, at der kan monteres to sæt om ugen.



19. jan 2010 kl 14:33

Christian Halgreen

Opgradering af elektiske lokomotiver

Hvad er forkalringen på, at man ikke opgraderer fjernstyringen af et par elektriske lokomotiver, så de kunne trække de tog, der kører mellem København og Ringsted eller Slagelse.


19. jan 2010 kl 14:43

Mads Mikkel Tørsleff

Re:

Det kunne være fordi, at DSB mig bekendt kun har 6 elektriske lokomotiver tilbage, og de indgår allerede nu i den daglige drift. Bl.a. til de internationale tog kbh-Padborg. Skal de benyttes andre steder, så vil der blot skulle køres endnu mere med diesel under køreledningerne de steder hvor de 6 EA'ere kører i dag. Frem og tilbage - lige vidt.

Men DSB burde selvfølgelig straks lease en række nye elektriske lokomotiver og diesellokomotiver til at trække deres mange dobbeltdækkervogne. Det er i virkeligheden skandaløst at man ikke har gjort det forlængst, som en slags nødløsning indtil IC4 er fuldt i drift.

Mvh.
MM


19. jan 2010 kl 15:08

Frithiof Andreas Jensen

Re: Re:

Det er i virkeligheden skandaløst at man ikke har gjort det forlængst, som en slags nødløsning indtil IC4 er fuldt i drift.

Fordi man derved opgiver IC4: Der er næppe nogen der vil se det som en forbedring hvis man skifter fra moderne elektriske togsæt tilbage til det fossil som IC4 vil være når/hvis det omsider kommer i drift!


19. jan 2010 kl 16:01

Christian Halgreen

Litra EA

Mig bekendt har DSB allerede nu en håndfuld EA'er i mølpose, netop fordi man ikke kan/vil få styresystemet til at virke sammen med dobbeltdækkerne. Var det ikke en opgave for en ingeniør? Med EA kunne dobbeltdækkerne også få varme nok i de kolde dage.
I takt med at Bn-vognene forsvinder, bliver der vel flere EA'er ledige, for EuroNight til Padborg kan næppe beskæftige 6 lokomotiver.


19. jan 2010 kl 16:30

Carsten Thomsen

Re: Litra EA

Well, DSB eksporterede 6 stk. litra EA til Bulgarien i 2007-2008.
Meeeeeget visionært... men naturligvis godt for bulgarerne, hvis de ligesom os havde måttet nøjes med osende diesellokomotiver som alternativ...


19. jan 2010 kl 16:34

Steen Thomassen

Re: Litra EA

Litra EA er på vej ud og DSB har kigget på hvordan de få nattog kan trækkes. I tjenestekøreplanen er togart for nattoget til/fra Tyskland ikke litra EA - men det er i praksis ikke blevet til noget endnu. Men DSB ved, hvor der er trækkraft, som kan indlejes, når litra EA er væk.


19. jan 2010 kl 17:50

avatar

Claus Rasmussen

Ja ja

Sølvpilen - måske den skal ud og rulle igen med et emissionskit kunne den vel også gøre sig gældende....!
Retro er det nye sorte! :-)


19. jan 2010 kl 21:01

Henrik Untiedt Værø

Modernisere??

Hvad mon det er for en teknik der er i stand til at levere så lille en forbedring?? 37% mindre sod!

Var det ikke omkring 95% af soden, man fjernede fra busserne dengang de begyndte at køre med "filter" ?


19. jan 2010 kl 21:09

avatar

Michael Schade

Re: Re:

Prøv evt. at kigge på http://www.dsb.dk/Om-DSB/Virks...sen/ der er på samme side et link til bestyrelsen, såvidt jeg kan se er en stor del af forklaringen omkring de dårlige beslutninger på de 2 sider. Eneste oplysning der mangler er hvorvidt de nævnte personer samtidigt er parti-medlemmer.
Der var 1 civilingeniør og en enkelt lokomotivinstruktør, resten var handelsskole absolventer, jurister og en enkelt læge uddannet.


19. jan 2010 kl 21:27

avatar

Steffen Frøkjær

Ordenlig ombygning

Hvorfor laver man ikke en ordenlige ombygning.

Skrot den hovede motor der er ombord nu,
ind med 4 topmoderen diesel generator, der så kan startes enkeltvis efter behov, og styres af toget selv.


20. jan 2010 kl 08:40

Jesper Rosendal

Re: Re: Re:

Prøv evt. at kigge på http://www.dsb.dk/Om-DSB/Virks...sen/ der er på samme side et link til bestyrelsen, såvidt jeg kan se er en stor del af forklaringen omkring de dårlige beslutninger på de 2 sider. Eneste oplysning der mangler er hvorvidt de nævnte personer samtidigt er parti-medlemmer.
Der var 1 civilingeniør og en enkelt lokomotivinstruktør, resten var handelsskole absolventer, jurister og en enkelt læge uddannet.

Virksomhedsledelse drejer sig ikke om at have forstand på det virksomheden producerer. Det drejer sig om at lave så stort overskud til aktionærene som muligt, derfor er der så mange økonomer i toppen.
Det med den tekniske viden kan man jo ansætte teknikkere og ingeniører til at klare, bare de også sørger for at der er overskud...
Eller man kan hyre et eksternt konsulentfirma...


20. jan 2010 kl 10:51

avatar

Michael Schade

Re: Re: Re: Re:

Virksomhedsledelse drejer sig ikke om at have forstand på det virksomheden producerer. Det drejer sig om at lave så stort overskud til aktionærene som muligt, derfor er der så mange økonomer i toppen.
Det med den tekniske viden kan man jo ansætte teknikkere og ingeniører til at klare, bare de også sørger for at der er overskud...
Eller man kan hyre et eksternt konsulentfirma...

Helt i tråd med tidens ånd, selv ministre kommer med samme gang nonsens.
Hvis de kun gik efter at lave størst muligt overskud, så skulle de sælge parfume og cremer til kvinder i stedet for at lave togdrift.
Der skal også være en god sammenhæng mellem det produkt der leveres og den pris det koster, og hvis firmaet ønsker at være på markedet i mere end et par år kan man ikke lægge ansvaret for sine produkter over på et eksternt konsulentfirma og så ellers vaske sine hænder.
I en virksomhed der kræver stærke og holdbare tekniske løsninger med lang tidshorisont som dsb, er der simpelt hen for mange økonomer i ledelse og bestyrelse til at disse løsninger bliver valgt, hvilket IC4 løsningen viser.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.