Elektroniske næser afslører spængstoffer i menneskemængder
Et tysk forskerhold har udviklet et netværk af elektroniske næser og laserscannere, der kan spore personer med eksplosive stoffer i en menneskemængde.
Et par terrorister med sprængstoffer bevæger sig diskret gennem mylderet i lufthavnen. Umiddelbart er de skjult i menneskemængden, men uden at de ved det, er vagterne allerede i gang med at finde dem ved hjælp af en række elektroniske næser placeret rundt omkring i lufthavnen.
Dette scenarie kan blive virkelighed, når et tysk forskerhold fra Fraunhofer Instituttet har færdigudviklet deres prototype på et alarmsystem, der ved hjælp af elektroniske sensorer og laserscannere kan lokalisere personer med mistænkelige stoffer på sig.
Sikkerhedssystemet har fået navnet HAMLeT, der med lidt god vilje står for Hazardous Material Localization and Person Tracking.
Den helt centrale del af systemet er de stærkt følsomme duft-sensorer, der kan ”snuse” sig frem til kemiske stoffer. Sensorerne indeholder oscillerende krystaller, og hvis en sensor opfanger kemiske molekyler, ændres krystallernes oscillationsfrekvens. Den nøjagtige ændring er forskellig alt efter, hvilket stof der er tale om, og systemet kan derfor indstilles til kun at reagere på bestemte stoffer.
Hvis en sensor opfanger et mistænkeligt stof, er systemet i stand til at fusionere data fra sensorerne med data fra laserscannere og derved danne et detaljeret billede af menneskestrømmen og forbinde en specifik duft med et bestemt individ.
»HAMLeTs største bedrift er dets evne til at samle al den data og omdanne den til et klart og præcist billede,« siger dr. Wolfgang Koch, der er afdelingsleder på Fraunhofer Instituttet.
Systemet er stadig på prototype stadiet, men det har allerede nu vist sit værd. I en test, hvor det tyske militær medvirkede, lykkedes det HAMLeT-systemet at afsløre fem ”terrorister” med skjulte sprængstoffer.
Det tyske forskerhold arbejder nu på at forfine algoritmen for at reducere antallet af falske alarmer.





