Derfor kommer Oslos nye banegård til at ligne en arabisk bazar
Arkitekterne bag Oslos nye hovedbanegård måtte acceptere, at udformningen er bestemt af togtunnellen under stationen. Beregninger viste, at kun buer af stål kan bære.
Tegningerne af Oslos nye hovedbanegård er hånligt blevet sammenlignet med en arabisk bazar. (Foto: Spacegroup)
Læs mere om
Dokumentation
Når arkitektfirmaet Space Group til februar afleverer skitseprojektet til hovedstadens nye hovedbanegård, Oslo S, sker det efter omfattende statiske beregninger, der også fik indflydelse på arkitekturen.
Konstruktionens spektakulære udformning, der er blevet hånet for at ligne en arabisk bazar, er mere valgt af nødvendighed, end fordi arkitekterne har særlige orientalske præferencer, fortæller projektarkitekt Fredrik Krogeid fra Space Group, der i øvrigt fik tredjeprisen for projektforslag til en fornyelse af Nørreport Station.
»Dele af Oslo S er meget vanskelig at fundamentere, fordi der går tunneler hele vejen under stationen. Vi fandt derfor ud af, at tunnelvæggene var det eneste, der kunne bære konstruktionen. Så vi måtte træffe imellem togsporene,« siger Fredrik Krogeid.
»Og eftersom buer er velegnede til lange spænd, tog vi fat i tunnelvæggene og trak buer fra væg til væg. Derefter arbejdede vi med mange forskellige modeller og metoder for at finde de bedste løsninger. Det er slet og ret det, der har bestemt, hvor vi kan sætte buerne,« fortæller han.
300 meter lange spænd
Buernes spænd hen over den 300 meter lange station varierer afhængigt af de tilgængelige funderingspunkter. Skillevæggene i jernbanetunnelen medfører de længste spænd.
Konstruktionen er underdelt med diagonale buestrukturer i begge retninger for at fordele lasterne jævnt.
Til at hjælpe sig med de vanskelige udregninger har Space Group haft AKT fra London, der er statiske eksperter.
»Vi har studeret geometrien, hvor mange buer, vi kunne koble sammen, og hvilke spænd, der er mulige,« siger Fredrik Krogeid.
Men endnu er det bare et tidligt skitseprojekt. De mere detaljerede statiske beregninger er ikke foretaget endnu.
I samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Norconsult har arkitekterne valgt at fremstille buerne af hvidmalede dobbelte stålplader, nogle steder med beton imellem.
Oven over stationsarealerne bliver der bygget to etager med kontorer og konferencecenter. Mod syd bliver der publikumstilbud som restaurant og skybar. Og på taget bliver der, inspireret af Paris og New York, anlagt en park med udsigt mod byen og fjorden.
Anlægsstart er i 2013, og så bliver der bygget i opdelte faser over en fem-ti års periode






