/forskning

Lego vil lave privat universitet i Billund

Legos ejer Keld Kirk Christiansen vil samle forskning og uddannelse omkring børn i et privat universitet. Videnskabsminister Helge Sander støtter idéen.

Af Jens Ramskov, fredag 15. jan 2010 kl. 10:27

Får vi private universiteter i Danmark, som videnskabsminister Helge Sander ønsker det, kan et af dem komme til ligge i Billund. Altinget.dk skriver, at Legos ejer Keld Kirk Christiansen allerede for et stykke siden tog kontakt til Helge Sander med tanker om at samle forskning og uddannelse omkring børn i et universitetsmiljø i Billund.

Til Altinget.dk siger Helge Sander: ”Lego har kontakt til mange internationale forskere. Det vil skabe en klar merværdi for den danske universitetsverden at få dem samlet i et forskningsmiljø her i landet”.

Legos kommunikationschef Charlotte Simonsen forklarer, at projektet endnu kun er i en udviklingsfase, og Lego har ikke lagt sig fast på en præcis model for, hvordan universitetet skal etableres.

Først skal lovgivningen dog på plads, og det er noget, som tidligst kan ske fra næste folketingsår, og indtil da vil diskussionen om private universiteter uden tvivl bølge frem og tilbage.

Helge Sander har for to dage siden udsendt et idéoplæg til, hvordan private universiteter kan blive til virkelighed, og på torsdag den 21. januar er han af Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten indkaldt til åbent samråd i Folketingets Videnskabsudvalg om emnet.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.