HEAT 1X Mission Control: T - 23 dage og 16 timer and counting
Mens det rasler ind med tilmeldinger til vores test den 7. Februar forsætter arbejdet på den enorme raketmotor.
Det er på ingen måde unden problemer. I dag blev aktuatoren der skal åbne for flydende oxygen koblet til dens trykluftforsyning. Det viste sig at den mildt sagt ikke var overdimensioneret.
Ventilen til LOX er en 75 mm tredelt PN 64 syrefast kugleventil - og den aktueres af en dobbeltvirkende aktuator på trykluft. Ved - 183 C, og med 20 bar over sig - og totalt affedtet går den ventil næppe som smør - og ved testen i dag åbnede den først ved omkr. 4 bars drifttryk.
Åbner den ikke den 7. Februar kan vi ikke gøre andet end at lade de 600 liter LOX fordampe og sige tak. Jo - selvfølgelig ville jeg give det et forsøg og øge mit driftryk til absolut maksimalt - men nej vi forebygger det hellere og sætter i morgen en større aktuator på. Systemet er bygget til at arbejde med op til 12 bar, og de 64 cm giver god plads til større aktuator.
Dysen er heller ikke helt færdig. I morgen kommer laserskårne dele til den helium varmeveksler i outlettet som forvarmer drivgassen til LOX tanken. det bliver nok valset og svejst på i weekenden.
Jo jo, det er simpelt og billigt alt sammen - men når man står med en 1500 kg raket så er det altså alligevel noget andet end de 3 - 4 kg faststof raketter der er standard for amatører. Der vil uvilkårligt opstå nye problemer.
Vi har fremstillet særlige løfteøjer for at vores kraner kan få fat, og vi bruger taljer bare vi skal flytte delene det mindste. Man kan ganske enkelt ikke gøre andet.
Parallelt med de mekaniske jobs støber vi en gang i døgnet epoxy ind i brændkammeret. Det sker for at denne en 20 mm tyk epoxy liner på indersiden som forhindrer at motoren brænder igennem ved en eventuel fejl i paraffinstøbningen.
Midt i værstedet står noget der ligner et stykke af et slagskib. Det det såkaldte "anslag" som raketten trykker på under test. Det er dimensioneret til at kunne klare chockpåvirkninger på 10 x motorens nominelle trykkraft - for det fald dysen smelter ud og vi kortvarigt for eksesiv høj trykkraft. Det har jeg fra gammel tid dårlige erfaringer med. Boltet ned i de solide kranspor og betonunderlag fra B & W s tid kan anslaget formentlig klare over 100 tons last.
Det hele føles meget specielt. Jeg personligt er meget skræmt og spændt mht. testen. Det er et godt og stort testområde og hybrider springer bare ikke i luften som andre raketter - og skulle vi se noget grimt så er der stadig langt til alt og alle. Værftsarbejderne kaldte området "Sibirien" og det er ikke helt skævt på en vinterdag. Nej - jeg er godt gammeldags spændt på hvordan det forløber. Virker Helium tryksætningen - tænder tændsatsen og åbner LOX ventilen ? Hvis alt det lykkes hvad sker der så ? Vi har højere tryk, større LOX flux og mere brændkammervolume end nogen siden før - alt sammen ting der vil øge vores specifikke impuls. Får vi noget der gør vi kan flyve til sommer - eller skal vi tilbage til tegnebordet igen ? Jeg ved det ikke, og jeg krydser bare fingre. Vi betræder i sandhed nyt land. Der har aldrig i historien - end ikke hos NASA være afprøvet en så stor paraffinmotor i verdenshistorien. Forskerne fra Standford og NASA Ames snakker om at man i princippet kunne bygge meget store motorer af denne behagelige sikre og billige type - men har endnu ikke gjort det.
Derfor er testen meget meget spændende - skulle det virke - opdyrker vi virkeligt nyt land - ikke bare som amatører men også set i et lidt større perspektiv.
På en vis måde er dette vores første rigtige raket - alt andet er bare modeller. Endelig skal vi opleve en snært af hvordan en V2 raket lyder...sådan i alt beskedenhed. Det er dybt forfærdeligt at jeg skal sidde inde i "bunkeren" sammen med FLIGHT - men såden er rollefordelingen. Oplevelsen ville være meget stærkere overskrævs på raketten lige som gamle dages kanonstøbere - eller Major Kong i
Dr. Stangelove. Det er ham der tager turen ned med en brintbombe fra hans B52 - overskrævs på et 20 megaton kernevåben.
Jeg vil gætte på denne ø 64 cm x 550 cm raket er kommet i testbænken for under en procent af prisen i et professionelt miljø - og bygger dog på erfaringer for 15 tests i denne serie og omtrent det samme i en tidligere serie i 2006 og 1999. Alle disse test indikerer at vi meget vel kan slippe godt fra det.
Værste fald - er en ødelagt motor. Jeg må forberede alle der tager turen til Refshaleøen den 7. på at dette er et ingeniørmæsigt eksperiment. Vi kan ikke garentere andet end at vi forsøger - og at erfaringen er at det virker som død og helvede godt. men vi har ikke prøvet denne skala før. Man kan ikke vide om man kan skalere op uden at skalere op.
Marsforskeren Jens Martin Knudsen - som jeg meget savner - sagde "man skal lade sig styre af eksperimentet" og det er jo det vi gør. HEAT 1X bygger på en lang serie vellykkede eksperimenter og vi kan kun afdække om den går for Grandberg ved at smide ballasten og se om ballonen letter.
Grin blot hvis den ikke gør det - men husk vi idet minste prøvede !
Det er ligesom at tage ud på den gamle Muroc base ( nu Edwards ) og se testpiloterne udfordre skænen i deres vilde jetmaskiner - dog med den forskel at vi ikke sidder inden i raketten ( endnu ) og dermed ikke sætter andet på spil end 400 kg stål og jern - samt en ordentlig stump ø 400 mm blyantstift.
Overordnet er vi meget godt med - jeg er slem til at lave lidt for slappe deadlines - og vi når det hele i god tid - måske lidt for god tid. Det skyldes nok erfaringen om at hastværk er lastværk - så hellere give den et par uger ekstra.
Vi ses - fingre krydses ved T - 30 sek !
Peter Madsen
|
