Jordskælv på Haiti kunne ikke forudses
Haiti og især den centrale og vestlige del af Haiti, hvor skælvet ramte i aftes, er ikke vurderet til at have høj risiko for jordskælv. Derfor kom skælvet som en overraskelse for alle.
Læs også
Der var ingen forvarslinger på jordskælvet, der ramte 20 km vest for hovedstaden Port-au-Prince på Haiti i nat dansk tid. Haiti er et af de fattigste lande i Latinamerika og flere tusinde frygtes dræbte.
Generelt ses jordskælv langs grænserne på de tektoniske plader, der får verdens kontinenter til at flytte sig. Haiti ligger på grænsen mellem den Caribiske og Nordamerikanske plade, men er ikke vurderet til at være et højrisiko område, fordi det er mere end hundrede år siden, der sidst har været et stort skælv i landet.
»Der registreres hvert år mange små jordskælv ved den Caribiske og Nordamerikanske plade, men vi har ikke set et så stort jordskælv ved Haiti siden 1860,« siger Tine B. Larsen, seniorforsker i seismologi på GEUS.
Man kender godt de processer der fører til jordskælv. Man ved hvordan jordens tektoniske plader skubbes rundt af varmen fra jordens indre og over tid opbygger en spænding. Når jordskorpens svaghed overskrides af spændingen, sker der et jordskælv, men det kan ikke forudsiges.
» Man ved ikke hvor og hvornår jordskælvet sker. På samme måde, som du ikke ved hvor eller hvornår en tør gren knækker, når du bøjer den,« siger Tine B. Larsen.
Seismologer har gennem de sidste 100 år indsamlet data om verdens jordskælv. Ud fra dem kan man se, hvor jordskælv i verden er mest koncentreret og derved sandsynliggøre om der er høj eller lav risiko for jordskælv i et område.
Med det seneste skælv vil Haiti sandsynligvis fremover blive vurderet til at være et højrisiko område.
Gårsdagens jordskælv målte 7.0 på Richterskalaen. Verden over er der årligt i gennemsnit 17 jordskælv med en tilsvarende eller større styrke.
Ingeniøren skrev i april 2009 om den italienske videnskabsmand
Gioacchino Giuliani, der mente at kunne forudsige jordskælvet i byen L'Aquila i Italien ved at monitorere mindre rystelser forud for et støre jordskælv. Men ofte sker jordskælv helt uden advarsler, som det var tilfældet i Haiti i går.






