Hvert år rammer monsunregnen med nogenlunde fast præcision i Sydøstasien. Amerikanske forskere mener nu, at det først og fremmest er Himalayabjergene, der styrer de enorme regnmængder, der falder i området.

Den traditionelle forklaring på monsunen tager udgangspunkt i, at den er en gigantisk søbrise.

Da landmasser opvarmes hurtigere end havet, vil temperaturen i de nedre luftmasser om sommeren stige over land, og trykket vil falde. Trykgradienten vil trække luften mod land, hvor den fugtige luft vil udløse regn.

En tilforladelig antagelse er, at hvis der tilføres ekstra varme, vil det forstærke effekten. Et højtliggende område som det tibetanske plateau, der er bedre til at absorbere Solens energi end luftmasser i samme højde, vil derfor være med til at drive monsunen i Sydøstasien.

Som Mark Cane fra Columbia University i USA gør opmærksom på i en kommentar i Nature i denne uge, kan dette dog ikke alene forklare monsunregnen. Det er eksempelvis varmere over land i maj, end det er under monsunregnen i juli. Måske skal forklaringen på monsunregnen som for andre tropiske regnsæsoner findes i, hvordan den intertropiske konvergenszone, et globalt lavtryksbælte, bevæger sig nord-syd i takt med årstiderne.

Lavtryk sætter monsunen i gang, Himalaya forstærker effekten
Det får William Boos og Zhiming Kuang fra Harvard University i USA til i Nature at pege på fugtighed i kombination med Himalaya-bjergene som styrende for monsunregnen.

Et centralt begreb i deres teori er den såkaldte fugtighedsentropi (moist entropi), der er et udtryk for, hvor meget temperaturen af en given luftmasse vil ændre sig i takt med, at luftmassen stiger til vejrs, når der både tages hensyn til, at temperaturen falder pga. af udvidelse i takt med trykfaldet, og at temperaturen kan stige, når vanddamp kondenserer og afgiver varme.

Det afgørende for forholdene i Sydøstasien er, at Himalaya-bjergene adskiller den meget fugtige, varme luft mod syd fra den tørre og koldere luft mod nord. Når den fugtige luft stiger til vejrs afgives varme, der giver høje temperaturer i den øvre del af troposfæren - og det sætter gang i monsuncirkulationen. Uden de meget høje Himalaya-bjerge ville luftmasserne i troposfæren blive sammenblandet, og effekten ville være mindre.

Mark Cane gør opmærksom på, at Boos og Kuangs artikel ikke betyder, at de tidligere teorier er fundamentalt forkerte, men de peger på, at betydningen af Himalaya-bjergene kan være større end det tibetanske plateau som helhed.

Global opvarmning vil føre til større afsmeltning fra det tibetanske plateau og dermed mere varmeoptagelse. Den udbredte opfattelse har været, at dette vil føre til kraftigere monsun.

Ifølge Boos og Kuangs teori er dette mindre sandsynligt. Mark Cane påpeger dog, at forskellen i regnmængder mellem en kraftig og en svag monsun kun er ca. 10 pct., og det kan ikke udelukkes, at varation i forholdene over det tibetanske plateau kan forårsage sådanne ændringer.