Svage bygninger og højt liggende epicenter forværrer jordskælv i Haiti
Udbredt anvendelse af bølgeblik og uarmeret beton har fået katastrofale følger for Haitis befolkning. Flere hundrede er meldt døde efter nattens kraftige jordskælv.
Læs også
-
Grafik: Rekordlang hængebro skal modstå stærk vind og jordskælv
Læs mere om
Da et jordskælv tirsdag aften dansk tid ramte hovedstanden Port-au-Prince med en styrke på 7,0 på richterskalaen, var de umiddelbare konsekvenser katastrofale.
Flere tusinde frygtes dræbt, men de fleste telefonforbindelser til Haiti er afbrudt.
Dog fungerer internettet i et vist omfang og blandt andet CNN har kunnet få rapporter igennem via Skype, ligesom der kommer nyheder via Twitter og Facebook.
Jordskælvet havde et epicenter cirka 20 km vest for hovedstaden i en dybde af blot ti km, oplyser USA’s geologiske service. Den ringe dybde har været medvirkende til skælvets katastrofale omfang.
De fleste bygninger i selve Port-au-Prince er mellem en og fire etager og i mange tilfælde udført i uarmeret beton – og uden at der er foretaget statiske beregninger.
På bjergsiderne, der omgiver hovedstaden, er der gennem de senere år opført mange bjerghytter, der er konstrueret af bølgeblik.
Størstedelen af disse hytter frygtes at være styrtet sammen.
Selve hovedskælvet med en styrke på 7,0 er indtil videre blevet efterfulgt af 15 efterskælv med styrker på op til 5,9.
Som eksempel på omfanget af jordskælvet kan nævnes, at selv FN’s hovedkvarter er styrtet sammen – og at det i skrivende stund ikke har været muligt for FN’s hovedkvarter i New York at komme i forbindelse med højtstående officerer i Port-au-Prince, oplyser Fox News i USA.
Nødhjælp er så småt på vej. UNICEF har et lokalt lager af nødhjælp, som skulle have været anvendt under den netop overståede orkansæson, der heldigvis blev en af de milde, hvorfor der stadig er et lager af nødhjælp.
USA’s forsvarsministerium har aktiveret USSC (United States Southern Command) i Florida og forventer at sende blandt andet nødhjælp og et hospitalsskib til området.





